Ytringsfrihet

Kokkvold og Heger om Vilks og Westergaard

Lars Vilks får ikke debattere på bokmesse i Sverige i helgen fordi politiet ikke kunne garantere sikkerheten , mens Kurt Westergaard åpner utstilling i Danmark – dog under massivt sikkerhetsoppbud. Per Edgar Kokkvold sier dette til rights.no: ”Det som har skjedd i Göteborg viser igjen at det i praksis ikke lengre eksisterer kunstnerisk frihet og ytringsfrihet for de som gjør narr av islamister. Hvis Lars Vilks eller Kurt Westergaard har noe å si eller noe å vise, så må vi ikke se eller høre det hvis voldelige islamister protesterer, eller myndighetene frykter at voldelige islamister skal aksjonere.” Kokkvold tilføyer dette: ”For øvrig må det for Kurt Westergaard, som ble verdenskjent for sin tegning med bomben i turbanen, være interessant å konstatere at den afghanske forhandlingslederen som ville forhandle om fred med Taliban, denne uken ble drept av Taliban – som sendte en selvmordsbomber med en bombe i turbanen!”

Rights.no følger opp saken

Ingen Vilks på bogmesse: En skræmmende aflysning

Af Helle Merete Brix og Uwe Max Jensen, HRS

Er det i orden, at Göteborg Bogmessen fjerner den svenske tegner Lars Vilks? Som rights.no i går kunne berette, har bogmessens ledelse, efter at have været i kontakt med politiet, besluttet at aflyse Lars Vilks´ deltagelse på messen. Vilks skulle have medvirket i en debat denne weekend.Til rights.no kaldte han aflysningen ”forståelig” og sagde endvidere, at ”det er sådan, tingene er. Alternativet var, at man skulle have debatten udenfor bogmessens område, men det fungerer ikke”. I samme artikel talte rights.no også med den danske tegner Kurt Westergaards gallerist og gode ven Erik Guldager. Westergaard måtte for nylig, under foregivende af ”hjerteflimmer”, i huj og hast forlade Norge efter, at PST og danske PET blev klar over, at der var en bombetrussel mod Litteraturhuset. Her skulle Westergaard have afholdt pressekonference sammen med forfatteren Geirr Lystrup. Guldager mente, at ”i stedet for at Kurt Westergaard blev eksporteret ud af landet og Geirr Lystrup blev pakket af vejen”, havde han foretrukket, at man havde satset på ”en større politistyrke” til at stå for beskyttelsen.

Ikke længere kunstnerisk frihed

Men hvad mener mennesker og organisationer i Skandinavien, der har særligt fokus på ytringsfriheden om fjernelsen af Vilks fra bogmessen? Rights.no har spurgt en række sådanne mennesker i Norge, Danmark og Sverige samt Vilks’ tidligere redaktør Anna Brodow Inzaina og forlaget Axess, der skulle have stået for debatmødet med deltagelse af Vilks. Flere af dem har også knyttet en kommentar til dramaet omkring Westergaard.

I Norge er den mangeårige generalsekretær for Norsk Presseforbund Per Edgar Kokkvold klar i mælet. Han har tidligere i forbindelse med den norske diskussion af Muhammedtegningerne talt om ”stanken af vor frygt”. Nu siger han: ”Det, som er sket i Göteborg, viser igen, at der i praksis ikke længere eksisterer kunstnerisk frihed og ytringsfrihed for de, som gør nar af islamister. Hvis Lars Vilks eller Kurt Westergaard har noget at sige eller noget at vise, så må vi ikke se eller høre det, hvis voldelige islamister protesterer, eller myndighederne frygter, at voldelige islamister skal aktionere.”

Og så tilføjer Kokkvold: ”For øvrig må det for Kurt Westergaard, som blev verdenskendt for sin tegning med bomben i turbanen, være interessant at konstatere, at den afghanske forhandlingsleder, som ville forhandle om fred med Taliban, denne uge blev dræbt af Taliban – som sendte en selvmordsbomber med en bombe i turbanen!”

Heger: Et nederlag for det civile samfund

Anders Heger er formand for Norsk PEN og siden 1991 direktør for forlaget Cappelen. Han understreger, at man i forbindelse med udgivelsen af den danske kulturredaktør Flemming Roses bog ”Tavshedens tyranni”, havde et ”trygt og godt” samarbejde med politi og PST januar i år angående sikkerheden ved et arrangement med Rose i Litteraturhuset, arrangeret af norsk PEN. Heger mener også, at det er vanskeligt udefra at dømme den svenske bogmesse, når den aflyser Vilks´deltagelse. For man kender ikke til de nøjagtige, sikkerhedsmæssige vurderinger, der ligger til grund.

Men når det er sagt understreger Heger, at: ”Det er et nederlag. I første omgang rammer det jo Lars Vilks, men det rammer jo også alle os andre, det civile samfund. Når den frie ytring bliver standset af terror eller anslag mod ytringsfriheden, er det jo hele det civile samfund, der bliver ramt. Det er et nederlag for den kunstneriske ytringsfrihed.”

Og Heger fortsætter: ”Det er akkurat det samme med Westergaard. Igen er det vanskeligt for os at dømme om det set udefra, hvilke politimæssige vurderinger, der ligger til grund. Men som en norsk kommentator har sagt her i dagspressen: Hvis man er nødt til at omdanne Litteraturhuset til en fæstning, så må man gøre det.”

Dansk støtte til Vilks

Trykkefrihedsselskabet i Danmark har støttet både Westergaard og Vilks igennem en årrække. Selskabet har i samarbejde med galleri Draupner i Skanderborg stået for salget af de to mænds berømte tegninger, Westergaards tegning med bomben i turbanen, Vilks´ tegning af Rundkørselshunden. For tiden sælger Trykkefrihedsselskabet et krus med Westergaards tegning.

Katrine Winkel Holm, der er næstformand i Trykkefrihedsselskabet og redaktør af Trykkefrihedsselskabets internettidsskrift Sappho, siger til rights.no: ”Bogmessens ledelse traf den helt forkerte beslutning: En terrortrussel bør ikke føre til aflysning. Tværtimod bør den føre til, at man slår arrangementet endnu større op. Så må man kræve al den beskyttelse et civiliseret samfund kan mønstre. Det er ikke Lars Vilks, der er farlig, og han bør ikke behandles som sådan. Men det er det, bogmessens ledelse kommer til at gøre ligesom de norske myndigheder, der i sidste uge sendte Westergaard ud af landet pga. en terrortrussel.

De begynder at se på Muhammedtegnerne med islamiske øjne: De er problemet. De er farlige. De skal aflyses.”

Winkel Holm siger ligeledes, at ”denne ubevidste internalisering af islamiske normer er dødsensfarlig og den direkte vej til en dramatisk indskrænkning af ytringsfriheden.”

Den danske jurist Jacob Mchangama er en hyppig brugt kommentator i danske medier om ikke mindst ytringsfrihed og menneskerettighedsspørgsmål. Mchangama er også talspersonen for netværket Fri Debat. Netværket har ligesom Trykkefrihedsselskabet som formål at styrke forsvaret af ytringsfriheden. Mchangama siger til rights.no: «At Lars Vilks ikke kan få mulighed for at tale frit på en konference er et skræmmende vidnesbyrd om, at religiøs fundamentalisme er lykkedes med at intimidere store dele af Vestens intelligentsia».

Sverige: Aflysning er tragisk

Johan Lundberg fra forlaget Axess, der indbød Lars Vilks til en debat om kunst på forlagets stand på bogmessen, beklager aflysningen:

”Debatten med Vilks blev aflyst, fordi sikkerhedspolitiet meddelte, at det ikke var muligt at gennemføre debatten på bogmessen, som den var tiltænkt. Politiet kunne tydeligvis ikke garantere sikkerheden under de givne forhold, hverken for Vilks eller bogmessens øvrige besøgende.

Jeg mener naturligvis, at det er tragisk, at det ikke lader sig gøre at gennemføre en diskussion om kunst med udgangspunkt i de to bøger, som henholdsvis jeg og Lars Vilks har udgivet op til bogmessen.”

Anna Brodow Inzaina har været redaktør på en af Vilks’ bøger og var også indbudt til at deltage i debatten på bogmessen:

”Jeg synes, at det er bedrøveligt, at Bokmässan har taget denne beslutning, selvom jeg også forstår omstændighederne. Får bogmessen for eksempel en bombetrussel på grund af Vilks, er de nødt til at rydde hele området. Men det havde de jo været tvunget til under alle omstændigheder, selvom truslen ikke var rettet mod Vilks, og selvom han ikke selv var der,” siger Anna Brodow Inzaina til rights.no.

Hun understreger samtidig, at Lars Vilks ikke var inviteret til at deltage på bogmessen i sin egenskab af provokatør:

”Vilks blev ikke inviteret til Bokmässan i sin egenskab af provokerende kunstner og bajads med Muhammedtegninger som specialitet. Vilks blev inviteret af Axess for at diskutere den bog, han kommer ud med og som tangerer emnet for den bog, som jeg bidrager til, ”Under omprövning” (en antologi om kunst på forlaget Axess redigeret af Johan Lundberg, red.). Det var tænkt som en samtale om kunst og æstetik.

Han var inviteret som forfatter. Præcis derfor er det bemærkelsesværdigt, at Bokmässan svigter det frie ord og lægger sig fladt ned.”

Skræmmende aflysning

Lyrikeren Mats Söderlund er ordførende i den svenske forfatterforening, Sveriges Författarförbund. Han kalder aflysningen skræmmende:

”Ytringsfrihed burde være et verbum. Det er noget, man udøver. At politimyndighederne ikke kan garantere nogens sikkerhed i en sammenhæng som denne – en optræden på en bogmesse – er skræmmende. Man undrer sig over, hvordan politiet har prioriteret.”