Af Helle Merete BrixSjældent har en politisk begivenhed været hypet i nyere tid som det såkaldt arabiske forår. Siden den tunesiske frugthandler Mohamed Bouazizi tragisk satte ild til sig selv har vi været vidne til en mindre folkelig revolution i en række arabiske lande. Først i Tunesien og siden i lande som Yemen, Syrien og Ægypten. Der har stort set ikke været nogen ende på journalister, mediefolk og politikeres forhåbninger til, hvad der ville blomstre frem efter diktatorer som Zine Ben Ali og Hosni Mubarak med flere. Først og fremmest demokrati.
Men der er grund til bekymring. I Ægypten overskygges det kommende valg af de uhyggelige angreb på landets kristne minoritet. For det er længe siden, at kristne og muslimer stod sammen på Tahrir-pladsen i Cairo med det egyptiske flag.
I den sydlige provins Aswan blev en kirke brændt ned i forrige måned. I protest mod, hvad kopterne opfatter som det militære overgangsråds langsommelighed med hensyn til at gribe ind over for de voldsmænd, der angriber kirker og kristne, gik 2.000 koptere i søndag i demonstration i Maspero-bydelen i Cairo. Det endte tragisk i et sammenstød med lokale beboere og militæret. 25 mennesker, langt de fleste koptere, blev dræbt. Kopterne har indledt en tre-dages faste for at markere sorgen over de dræbte. Den egyptiske finansminister har nu taget sin afsked. Ingen religionsfrihedSamtidig, skriver Assyrian International News Agency (AINA), blev et kristent begravelsesoptog overdynget med sten og molotovcoktails.
AINA nævner også de 12 koptere, der blev dræbt maj i år, øjensynligt da de ville forsvare deres kirke mod et angreb fra salafister. Andre steder kan man læse, at rygtet ville vide, at de kristne holdt en kvinde fanget, der var konverteret til islam. Og at det var begrundelsen for angrebet.
Den lovløshed, der siden ”forårets” begyndelse har ramt Egypten, går i allerhøjeste grad ud over landets kristne minoritet. Men der har igennem årene med mellemrum været angreb på de kristne i landet. Nytårsaften 2011 dræbte en selvmordsterrorist således 23 koptere i Alexandria og sårede 97.
De kristne udgør omkring 10 procent af befolkningen. Egypten har reelt ikke religionsfrihed. Det er tilladt at omvende sig til islam, men det er forbundet med stor fare at forlade islam til fordel for kristendommen.
Den danske journalist Klaus Wivel kommer i denne uges udgave af Weekendavisen med et opråb til den nye danske udenrigsminister Villy Søvndal (Socialistisk Folkeparti). Under overskriften ”Hvad gør I ved det, ambassadører?”, taler han om ”massefordrivelsen af den kristne befolkning i Mellemøsten” og beder den nye udenrigsminister som det første indkalde den egyptiske ambassadør til en samtale. Det samme kunne man passende gøre i Norge, Sverige og ethvert europæisk land. Koptere, kirker og ambassadørerWivel peger på, at kopterne ofte er veluddannede, og dermed har mulighed for at forlade landet. Han skriver også, at iagttagere mener, at en tredjedel af kopterne vil have forladt landet inden for de næste ti år.
Modviljen mod landets kristne gødes også i TV-shows og andre steder. Kopterne betegnes som ”vantro” i visse af dem, skriver Wivel. Og at blive betegnet som ”vantro” er naturligvis, konkluderer han, i nogle ”rensindige muslimers ører” en invitation til at lade dem myrde.
Januar i år talte HRS med den egyptiske strategiske rådgiver og forfatter Tarek Heggy, der var i Oslo i forbindelse med fremvisningen af Walid al-Kubaisis folm om Det Muslimske Broderskab (Heggy medvirker i filmen, red.). Heggy er meget opmærksom på kopternes vanskelige situation og har bla. skrevet artiklen ”Hvis jeg var kopter”. Han pegede i interviewet med HRS på, at kopterne gennem skatten betaler til Al Azhar Universitetet, sunni-islams fornemste bastion. Men ingen kopter har lov at studere her. Samtidig er det uhyre vanskeligt at få lov at bygge en kirke, noget de kristne har håbet ville ændre sig med et nyt styre i Egypten. Heggy nævnte, at ingen kristen kirke har kunnet bygges i Egypten siden 1952, når man undtager det bidrag præsident Gamal Naser gav til bygningen af den koptiske katedral i 1968.
Mellemøstens minoriteter
Heggy forklarede ligeledes i interviewet, at intolerance over for andre religioner begynder allerede i skolen: ”Seks år gamle børn går i de religiøse klasser et par gange om ugen og lærer, at kun islam har værdi. Senere kan de gå i moskeen og høre om, at kristne er vantro. De kan også høre i moskeen frygtelige ting om jøderne”.
Heggy understregede, at “Det forbløffer mig, når for eksempel en veluddannet egypter kan tro på, at jøder er aber og svin.”
Men problemet med intolerancen over for de kristne er ikke koncentreret til Egypten.
Overalt i Mellemøsten oplever man, at den kristne minoritet er ved at forsvinde. Hundredetusindvis af kristne er flygtet fra forfølgelser i Irak. I Palæstina er den kristne befolkning stort set ved at forsvinde. I Libanon forsvinder de kristne. I Libyen er der ingen jøder tilbage overhovedet.
Også i lande som Pakistan og Iran forfølges de kristne også. Man må heller ikke glemme bahai, der er den mest udsatte minoritet i Iran og heller ikke har det nemt i Egypten.
Der er brug for en skærpet opmærsomhed om disse forfølgelser. Og for praktiske tiltag fra Vestens side. Det kunne passende indgå i den dialog med muslimske lande, som er blevet så populært fra en række politikeres side. Det må også være en dialog om bedre beskyttelse af Mellemøstens minoriteter.