I C.S. Lewis` eventyrfortælling fra 1950, ”Løven, Heksen og Garderobeskabet”, kommer fire børn gennem et garderobeskab ind i landet Narnia. Her møder de blandt andre en faun, talende ulve og bævere og den onde isdronning, heksen, der har underlagt Narnia en hundredårig vinter.
For nylig sendte dansk tv en filmversion af eventyret; da jeg begyndte på denne kommentar om den aktuelle udvikling i Egypten og Tunesien, dukkede fortællingen om Narnia op. For hvem fandt egentlig på at døbe de folkelige opstande i blandt andet Tunesien og Egypten for ”det arabiske forår”?.Og er det vi har set, med en foreløbig knusende valgsejr til salafister og Det Muslimske Broderskab i Egypten, ikke snarere et tegn på noget mere vinterligt i regionen?
Et væld af islamforskere, journalister og kommentatorer hujede og jublede, da folkemasser indtog Tahrirpladsen i Cairo i januar og februar. På BBC og CNN, i internationale aviser og på skandinavisk tv, så man dem affeje enhver bekymring om, hvad der ville komme efter despoten Hosni Mubaraks fald. Faldt talen på Tunesien var der slet ikke noget at være bange for. Det Muslimske Broderskab og Ennahda-bevægelsen, den tunesiske variant af Brødrene, var absolut ”moderat”. Moderat i forhold til hvad?
Vestens naivitet og voldelige brødreMåske i forhold til de salafister, der kan finde på åbenlyst at advokere for brug af vold. Vi har set rigeligt allerede, i form af angreb på de kristne koptere. Men selv om vi sjældent hører om det nu om dage, viser Det Muslimske Broderskab historie viser med al tydelighed, at de heller ikke går af vejen for vold. Læs blot kapitlet i den iranskfødte journalist Amir Taheris bog ”Holy Terror” (1987, Sphere Books, London). Her beretter Taheri om, hvordan Brødrene efter 2. verdenskrig gennemførte mord på ministre, forretningsmænd og intellektuelle, ligesom Brødrene stak kvinder ned, der ikke dækkede sig til og nedbrændte hoteller og restauranter.
Og udfører Brødrene ikke volden selv, så kan de fint støbe kuglerne. I Paul Marshall og Nina Sheas aktuelle bog, ”Silenced: How Apostasy & Blasphemy Codes are Choking Freedom Worldwide” som vil blive mere udførligt omtalt på HRS inden længe, opsummeres det, hvordan det for eksempel plejer at gå for sig i Egypten, når man vil have skovlen under muslimske forfattere med et mere liberalt syn på islam end det gængse: ”Forfatterne bliver også beskyldt for at være anti-islamiske og blasfemiske eller kættere, måske frafaldne. De fleste angreb følger det samme mønster: En reaktionær islamisk forfatter angriber forfatterens arbejde, og så følger angreb i medierne hurtigt. Det følges ofte op af medlemmer af Det Muslimske Broderskab, der vil angribe regeringen i parlamentet for at tillade at sådant fornærmende materiale bliver offentliggjort. Dernæst vil de (Brødrene, red.) true, nogle gange angribe de anklagede”. Tsunami og TunesienDen bogaktuelle islamforsker Ibn Warraq, der i en periode leverede kommentarer til HRS, afviser at der findes moderat islamisme. I et interview i forbindelse med udgivelsen af ”Why the West is Best: A Muslim Apostate’s Defense of Liberal Democracy”, kritiserer Warraq den amerikanske præsident Barack Obama og vestlige regeringsledere for at være naive, når det gælder Broderskabet. Han citerer en saudisk journalist, der ret overraskende taler om, at vi er vidne til “en politisk islamistisk tsunami”. For islamisterne vinder magt i Egypten, Tunesien og Libyen, mens de forholder sig afventende i Syrien. Warraq er ikke optimistisk med hensyn til det såkaldte forår og mener, at det burde omdøbes ”Det Muslimske Broderskabs forår”. Broderskabets har besnæret både vestlige magthavere og vestlige regeringer og samtidig holdt sit egentlige mål skjult, mener Warraq: “Etableringen af en sharia baseret forfatning og en teokratisk stat”.
Den tunesiske Ennahda bevægelse er ligeledes i vestlige medier blevet affejet som fuldstændig ufarlig og nærmest demokratisk. Grundlæggeren Rachid Ghannouchi fik for mange år siden eksil i Vesten og boede først i Paris, derefter i London. Han står stadig på listen over medlemmer i Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, som HRS adskillige gange har skrevet om. Og ikke for det gode, tænk f.eks. på fatwaen, der legaliserer dødsstraf for frafald i en islamisk stat.
Da folkemasserne vandt frem i Tunesien og Zine al-Abidine Ben Ali flygtede ud af landet, fløj Ghannouchi hjem for at blive hyldet af sine tilhængere. Han har ingen officiel post i bevægelsen eller partiet, men trækker tydeligvis i trådene. I en kritisk artikel fortæller Stephen Schwarz, direktør for det amerikanske Center for Islamisk Pluralisme” om hvordan Ghannouchi aldrig har forklaret, om han stadig står ved sin legalisering af selvmordsterrorisme og for sin hyldest til Hamas i Ghaza. Ennahda vandt en betragtelig sejr i det tunesiske valg. Schwarz skriver videre om, hvordan et prominent medlem af partiet vakte oprør, da han den 29. november i år udtalte, at Tunesien, med Guds vilje, er på vej ind i det sjette kalifat. Det lyder ikke særlig moderat. Egypten og IranMen tilbage til Egypten. Hvad vil der ske her? Den danske politiker Karen Jespersen (Venstre) skrev forleden om valget i Egypten og meningsmålingerne og den kommende valgrunde: ”85 procent siger, at islam bør spille en stor politisk rolle i Egypten. 84 procent ønsker dødsstraf for dem, der forlader islam. 82 procent vil straffe utroskab med stening til døde (Pew Reseach Center)”. Jespersen konkluderer, at ”Derfor vil islamisterne sandsynligvis blive yderligere styrket i den kommende valgrunde, der især finder sted i overvejende landlige og konservative områder.”
Det er svært at drage andre konklusioner, mener også denne skribent. Egypten står over for enorme økonomiske problemer. Egyptens befolkningstal øges, ifølge den danske islamforsker Jakob Skovgaard-Petersen, med en million hver niende måned. Det er umuligt, at forestille sig at Brødrene og Salafisternes sejr skulle afhjælpe disse problemer, samt hjælpe Egypten med at udvikle et egentligt demokrati med borgerrettigheder, ytringsfrihed, religionsfrihed og ligestilling mellem kønnene. For slet ikke at tale om, hvad der kan risikere at ske med fredsaftalen med Israel.
De få der op til den islamiske revolution i 1979 pegede på, at ayatollah Khomeini måske ikke var den demokrat, han udgav sig for, havde ingen gennemslagskraft. Man ville tro det bedste om ham i Vesten. Khomeini var, mente for eksempel USA daværende præsident Jimmy Carter dengang, en art fredsapostel. Intellektuelle, som for eksempel den franske filosof Michel Foucault, hujede over revolutionens kraft. Ligesom intellektuelle, journalister og forskere har hujet siden det såkaldte arabiske forår begyndte. Det er for længst forbi.
I C.S. Lewis´fortælling om Narnia står en modig løve i spidsen for de styrker, der skal redde Narnia fra vinteren og heksen. Men hvad redder Egypten fra obskurantisme og formørkelse? Jeg har ikke noget svar. Det kan blive en lang vinter.