Sikken voldsom trængsel og alarm i det sagnomspundne euroland – og så er det ikke engang jul endnu. Mens kommissærer vimser rundt til møde efter møde, og kommunikationskonsulenter sprøjter den ene mere fromt-optimistiske pressemeddelelse ud efter den anden, har hjemlige lobbyister som ”tænketanken” Europa juletravlt året rundt med at sælge forsikringen om, at europæerne går en gylden tid i møde, hvis bare lige de dropper de sidste forbehold over for euroland.
At alle de nævnte har en kortsigtet interesse i at sælge netop dette budskab, er der kun få iagttagere og journalister, der fortæller.
I overvejende grad er historien om EU i europæiske mainstreammedier, at der ikke er noget alternativ til progressiv integration og mere union. Det er uundgåeligheden, der taler. En slags skæbne. Loven. Historien. Fremtiden. Nu. Det hele på én og samme tid. Bare mere.
Budskabet er langsigtet, men interessen er kortsigtet for de implicerede parter.
Al denne halløj til trods for, at Europas økonomiske formåen – og de mest sandsynlige scenarier for årene foran os – aldrig har været mere dystre i hele efterkrigstiden end netop nu. Kold krig med Rusland på den ene side – og tiltagende jihad på den anden side. Garneret af økonomisk nedtur.
Den eksplicitte strid mellem Mario Draghi, præsidenten for Den Europæiske Centralbank (ECB), og chefen for den tyske forbundsbank Jens Weidman er et godt eksempel på kontinentets dybe finansielle problemer. Det nye er, at den tyske kansler Angela Merkel ikke længere støtter Centralbanken, men sin egen bankdirektør.
Hvad Markel frygter, er europæisk inflation, og at Sydeuropa ikke vil kunne finansiere sit strukturelle overforbrug ret meget længere.
Men én ting er risikoen for inflation. Noget andet er den faktiske deflation, europæerne oplever i øjeblikket. Deflation er godt for dem med penge i kassen eller en begrænset gæld, f.eks. Tyskland.
Deflation er omvendt skidt for stærkt gældssatte lande som Grækenland, Spanien, Italien m.fl. Deres gæld vokser uforholdsmæssigt meget.
Konflikten står med andre ord ikke alene mellem Nord og Syd. Den står også mellem Tyskland – Europas stærkeste økonomi – og EU.
Ifølge professor Paul De Grauwe fra London School of Economics vil striden mellem Berlin og Bruxelles lamme Den Europæiske Centralbank på et akut tidspunkt, hvor alle går rundt og siger, at finanskrisen er forbi. Det sidste er en farlig illusion, mener professoren, der vurderer, at de europæiske husholdninger vil komme under voksende pres. Og da de allerede bliver flået i skatter og afgifter, er det begrænset, hvor meget der er tilbage at stjæle.
Imens går flertallet af unge sydeuropæere under 30 år rundt uden job eller noget, der bare ligner. Hvis denne udvikling fortsætter, lad os sige 10 år mere, så finder disse mennesker muligvis aldrig et fast arbejde i euroland, der ellers skulle have været paradis for den næste generation af europæere. Nogen pension vil derfor heller ikke have, når de behøver det. De er i sandhed generationen, der blev tabt på gulvet. De udgør morgendagens proletariat, en krudttønde, hvis I spørger mig, og denne eventualitet var så godt som utænkelig for bare få år siden.
For at det ikke skal være løgn, er situationen endnu værre for de arbejdsløse europæere over 50. Arbejdsmarkedet har allerede dømt dem uegnede. For dem er fremtiden ved at smække porten i. De er fattige nu og vil sandsynligvis forblive fattige resten af deres liv.
Hvad gør du, når du mister dit job som 48-årig? Du går i panik og tænker på din pension, som du måske først får adgang til som 70-årig. Eller du springer som en anden Lene Espersen i armene på et andet job, før det er for sent.
Jubelen efter Murens Fald for 25 år siden og den udbredte eufori, som bar tusindårsplanerne frem i Bruxelles og de europæiske hovedstæder hos først de borgerlige, siden socialisterne, skaller af som udendørs træmaling i november.
Noget er gået helt galt. Og det ser kun ud til at blive værre.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 8. november 2014, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.