Britta Mogensen, HRS
Kriminelle ud af Danmark. Det lød næsten for godt til at være sandt. Og det har det sandelig også vist sig at være. Men man lærer at være nøjsom. Hver gang bare én forbryder smides ud af Danmark, er der én mindre til at begå kriminalitet mod befolkningen.
Ny udvisningslov
Det klare udgangspunkt er, at udlændinge, der idømmes frihedsstraf – uanset længde – udvises. Loven er en skærpelse af den hidtil gældende lov, hvor udvisning af kriminelle udlændinge kun skulle undlades, hvis udlændingens personlige forhold, herunder tilknytningen til Danmark, talte imod udvisning.
I de tilfælde, hvor udvisningen anses for ’belastende’ for forbryderen, og der derfor som følge af Danmarks internationale forpligtelser ikke kan udvises med det samme, skal der kun udvises betinget. Begår udlændingen ny kriminalitet i prøvetiden, skal han igen udvises. Er udvisningen stadig belastende for forbryderen, skal der igen idømmes betinget udvisning, så prøvetiden forlænges. I realiteten kan forbryderen blive i landet, til han falder død om af alderdom. Det vil altid være en større belastning for den stakkels forbryder at få takseret sine forbrydelser i hjemlandet, hvor straffen er langt højere end i Danmark, og hvor afsoningen foregår i et ikke hotellignende fængsel. Og frem for at belaste en stakkels forbryder, så han kan risikere at komme til skade i sit hjemland, lader domstolene hellere befolkningen komme til skade ved den udenlandske kriminelles fortsatte forbrydelser.
Menneskerettighedskonventionen
Efter at den første jubel over loven havde lagt sig, var det tid at få armene ned. Var der nogen større sandsynlighed for, at udvisningsdomme ville blive eksekveret i større antal end tidligere? Næppe. Mine tvivl om, at loven ville redde kommende ofre fra at blive ofre for udlændinges forbrydelser, har basis i det evindeligt gentagne: Udvisningen må ikke være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Og med denne parole var loven diskvalificeret i det øjeblik, den blev vedtaget.
For oven over alting – dansk lovgivning, forbrydernes ofre, den danske befolkning generelt – står Menneskerettighedskonventionen. Denne Konvention, der som Moses tavler anses for hugget i granit i himlen og er underskrevet af politikere med bind for både øjne og tankevirksomhed, har som sit fornemmeste kendetegn, at menneskerettigheder er noget, de andre har – ikke landets egne lovlydige borgere.
Men behøver vi at frygte, at Højesteret (hvor som hovedregel alle udvisningsdomme ender) ikke retter sig efter loven? Ja, det gør vi i højeste grad.
Menneskerettighedsdomstolen
Det fremgår af Camilla Winther Wagners juraspeciale: ’Udvisning af udlændinge i forbindelse med strafbare forhold – og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions indflydelse herpå’. Heri fremgår, at for at få Anklagemyndighedens udvisningskrav igennem Højesteret, og uden at Menneskerettighedsdomstolen forhindrer det, skal følgende betingelser være opfyldt:
1. Tilknytningen til hjemlandet er reel, kriminaliteten er grov, og den kriminelle er uintegreret i det danske samfund.
2. Tilknytningen til hjemlandet og forbrydelsens grovhed opvejes mod hinanden. Jo grovere forbrydelse, jo mindre vægtes tilknytningen til hjemlandet. Også længden af opholdet i Danmark har betydning.
3. Jo længere opholdet i Danmark har varet, desto større krav vil der blive stillet til kriminalitetens alvor og tilknytningen til hjemlandet.
Camilla Wagner nævner, at hun på baggrund af gennemgangen af henholdsvis Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis og Højesterets praksis kan udlede, at Højesteret følger de retningslinjer, som Menneskerettighedsdomstolen anviser. Men Højesteret synes at gå endnu videre i sin beskyttelse af kriminelle, end krævet af Domstolen, og dette sker for at undgå at komme i konflikt med Konventionens artikel 8.
Hun anfører, at ”Domstolen løbende har fortolket Konventionens artikel 8 og derved kontinuerligt har udstrakt beskyttelsen i forhold til udlændinges ret til et privatliv og et familieliv; og at Højesteret i den henseende har fulgt trop og er blevet mere tilbageholdende med at udvise.” Der kan altså, siger Camilla Wagner, i Højesterets praksis spores en tendens til, at retten i visse tilfælde holder sig på ’den sikre side’ i forhold til Domstolens praksis.
Til dokumentation af, at Højesteret så at sige overhaler Domstolen indenom, omtaler Camilla Wagner især to domme for mord fra henholdsvis 2005 og 2007. Omstændighederne i de to sager var meget ens. I begge sager var der tale om henholdsvis herfødte og heropvoksede. I 2005 blev to tyrkiske statsborgere dømt for mord og blev efter afsoning udvist af landet. Mordernes klage til Domstolen gav Højesteret medhold i udvisningen. Højesteret fik altså ikke én over næsen af Domstolen, men alligevel fritog Højesteret to statsløse palæstinensere i 2007, der blev dømt for mord, for udvisning. Camilla Wagner mener, at afgørelserne kan ses som udtryk for, at Højesteret har søgt at anlægge en fortolkning, så man ikke senere ville få sine afgørelser karakteriseret som konventionskrænkelser.
Når dommerne for landets højeste domstol er bange for at få prøvet deres afgørelser for Menneskerettighedsdomstolen, er der ikke ret meget håb for befolkningens sikkerhed. Den vil altid komme i sidste række.
Marlene
Mens dommerne kun ved det allersorteste usandsynlige uheld risikerer at komme i nærkontakt med farlige forbrydere, så ser det lidt anderledes ud for andre dele af befolkningen. Den nyeste groteske sag er Marlene, der slog op med sin fransk-algierske kæreste, Saksik. Det var en krænkelse, algiereren ikke kunne acceptere fra en kvindes side. Først brød han igennem hendes dør for at hævne krænkelsen. Så tævede han løs på hende med et jernrør og smadrede hendes ansigt og krop til ukendelighed. Men det stilnede ikke hans psykopatiske blodrus. Han måtte slå hende ihjel, for han elskede hendes så højt! Så han slæbte Marlene hen til et vindue og kastede hende ud fra 3. sal. Han sprang selv med. Ved skæbnens ugunst overlevede han. Som ved et mirakel overlevede hun.
Marlene var kun 26 år, da en indvandret forbryder for 3 år siden smadrede hendes liv. Alle tænder blev slået ud af munden på hende, kæben brækket og brud på hele kroppen. Tre år efter overfaldet kan hun stadig ikke gå. Hun har fået nye tænder og bliver opereret igen og igen. Hun må gå til genoptræning og tage morfin for at kunne udholde smerterne. Hun skal nu på et hjerneskadecenter. Erstatningen til hende er ikke udbetalt. Alle omkostninger for måske en dag at kunne få bare en nogenlunde tålelig tilværelse må derfor afholdes af hende selv. Marlene er af lægerne erklæret 50 % invalid. Hun kan ikke – som forbryderen – rehabiliteres og få sig et arbejde. Hendes liv, hendes drømme og tidligere job som model er slået i smadder.
Anderledes heldigt er det at være forbryder. Marlenes banemand får en sædvanlig øllebrødsbarmhjertig dom på 6 år for sin umenneskelige og bestialske forbrydelse. Han kan ikke udvises af to grunde, dels fordi han har opnået fransk statsborgerskab og dermed er blevet velsignet med et EU-borgerskab. Så stilles der krav om noget langt mere forbryderisk end blot at sætte en kvinde på plads. Dels har han et barn fra et tidligere forhold, og barnet skal ikke gerne miste sin gode rollemodel.
En forbrydelse af denne slags er takseret til 6 år. Men det er den så ikke engang. Efter 2 år fik han ret til weekendudgang og var underkastet visse betingelser. Disse betingelser overtrådte han. Det får selvfølgelig ingen konsekvenser. Efter godt 2 ½ år kom han i gang med en uddannelse som bager hos stjernekokken Claus Meyer som tillæg til den uddannelse som kok han har i forvejen. Så han har ikke været en forhutlet person, som lever på gaden. Det er ellers de bortforklaringer, gode mennesker altid fremfører, når udlændinge forbryder sig mod danskerne.
Men selv de gode fik vist et bortforklaringsproblem, da Saksik blev interviewet og heri gav udtryk for en pervers, psykopatisk afstumpethed. Rehabilitering af sådant et umenneske? Glem det.
Kort glæde
Det lød så godt: Ud med kriminelle udlændinge, der er idømt en fængselsstraf – uanset længde. Men glæden blev kort. For når dommerne skal sikre sig, at menneskerettighedskrænkelser af forbrydere ikke sker, så kan forbrydere som hidtil blive reddet på målstregen. De borgere, der overlever udlændingene voldelige overgreb, må fortsat klare sig som de bedst kan.
Nu har EU-Kommissionen krævet over for den danske socialdemokratiske justitsminister, at loven skal lempes. Vi skal beholde andre landes forbrydere. Og knapt er kravet landet på ministerens skrivebord, før han parerer ordrer.
Justitsministeren forsøger at berolige befolkningen med, at lempelsen såmænd ingen betydning får. Lempelsen betyder blot, at i stedet for evindeligt betingede udvisninger dømmes slet ingen til udvisning. Så forskellen er den samme. Loven har ingen betydning haft. Derfor kan en lempelse naturligvis heller ingen betydning få.
Les også stjernekokkens Claus Meyers brev til Marlene