Islamisternes dominans af islam i EuropaAf Helle Merete BrixParis, HRS: Den unge kvinde har mørkt hår, der flagrer i den kølige blæst. Hun er på vej ind i den store udstillingshal i Parc d`Expositions i Paris-forstaden Bourget. Her holder Unionen af Islamiske Organisationer i Frankrig, i daglig tale UOIF, konference. Undervejs lægger hun et bidrag til moskébyggeri et sted i Frankrig i en raslebøsse. Manden med bøssen, der ligesom en række andre mænd uden for udstillingsbygningen samler ind til at få opført nye moskeer, er i fodlang kjortel og kalot. Han takker.
Denne lille episode, som jeg for nylig var vidne til fik mig til at spekulere: Ved kvinden hvilken udgave af islam, der skal promoveres i den pågældende moské? Aner hun, hvad hun støtter?
UOIF er en paraplyorganisation og tæller mange forskellige organisationer. Men det betyder ikke, at der er et væld af fortolkninger af islam inden for organisationen. UOIF er ikke moderat. Tænk blot på den seneste udtalelse om den verdensberømte prædikant Yussuf al-Qaradawi og hans amputerede besøg i Bourget. Præsident Nicolas Sarkozy dømte Qaradawi uønsket på fransk jord. UOIF udsendte en pressemeddelelse, hvori de betegnede ham som en mand af ”fred og tolerance”. Den unge kvinde burde have i mente, hvad Qaradawi mener ikke mindst om kvinder, tildækning og ”mild omskæring” af hunkønsvæsener. Og hvordan andre af UOIFs prædikanter stiller sig til synet på kvinden. Ideologien tællerUOIF kan bedst beskrives som Det Muslimske Broderskab i Europa. Lorenzo Vidino, internationalt anerkendt forsker i terrorisme og islamisme betegner UOIF og beslægtede organisationer i Europa som ”Nye Muslimske brødre”. I 2010 udgav Vidino bogen ”The New Muslim Brotherhood in the West” (Columbia University Press). Det er en vigtig bog, som HRS tidligere har omtalt.
Der er flere steder i bogen, det er relevant at gengive fra, når man nævner Bourget og UOIF. Et sted i bogen citerer Vidino for eksempel fra et interview med det tunesiske Ennahda partis leder Rachoud Ghannouchi foretaget af den franske journalist Xavier Ternisien. Ghannouchi, der optrådte for 7000 hujende og klappende mennesker dette år i Bourget har også i en årrække siddet i Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning. Rådet har Qaradawi som formand og tæller imamer og prædikanter fra de muslimske lande og Vesten. En af dem er Ahmed Jaballah, der i 2011 blev valgt som ny formand for UOIF. Til Ternisien forklarede Ghannouchi: ”Nogle medlemmer (af rådet, red.) tilhører Brødrene, andre gør ikke. Hvad der har betydning er ideologien, ikke bevægelsen.” Islam og shariaEn anden, der er citeret i Vidinos bog er den franske imam Tareq Oubrou, der var en af årets talere i Bourget. Oubrou, der af Vidino bliver beskrevet som en af UOIFs ”ledende tænkere” forklarer i bogen, at: ”For unge muslimer, der ønskede at reflektere og handle var Det Muslimske Broderskabs litteratur den eneste tilgængelige”. Oubrou forklarer videre om sin organisations intellektuelle udvikling, at denne ”teoretiske skole er født i den muslimske verden; i realiteten korresponderer den ikke med et sekulært samfund, som det vi lever i. Vi har skærpet vores egen læsning med hensyn til forholdet mellem islam og samfundet”.
Men hvad betyder det i praksis? En ung muslim i Frankrig eller i Storbritannien er i det daglige næppe særlig optaget af sharia´ens barbariske straffelov men derimod af spørgsmål som forholdet mellem kønnene, kvinder og tildækning, homoseksualitet, ytringsfrihed, Muhammedtegninger og andre profetfornærmelser, indstillingen i forhold til ikke-muslimer, islam og demokrati, valg i det sekulære samfund med mere. Men at afvise sharia også på dens mest barbariske punkter er svært, hvis man fra religiøse instanser får at vide, at man ikke kan ændre i Guds lov. Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning gør for eksempel klart, at rådets barske erklæringer om dødsstraf fra frafald ”kun” gælder i en islamisk stat. De fleksible Brødre og mangel på alternativUOIF har, med Brødrenes fleksibilitet, tilpasset tonen efter omgivelserne og samfundet. For ti år siden, i 2002, erklærede en UOIF frontfigur fra talerstolen i Bourget, at ”koranen er vor konstitution”. Den slags kunne Hassan al Banna slippe afsted med at sige, men det klinger ikke så godt i et sekulært samfund, hvor man gerne vil positionere sig som en moderat organisation og skabe alliancepartnere blandt den sekulære elite, politikere, mediefolk m.fl. Det vil man da heller ikke høre i dag. Men man vil stadig finde masser af litteratur på Bourget af Hassan al Banna, saudiske prædikanter, brødrene Hani og Tariq Ramadan, Qaradawi og mange, mange flere. Ligesom man kan købe kassetter med Amr Khaled, brødrene Ramadan m.fl. Og vist prædikes der så vidt vides ikke om jihad og den slags på Bourget. Men mindre kan gøre det: ”En morderstat, en kriminel stat”, hørte jeg i 2007 Hani Ramadan sige fra talerstolen om staten Israel. Han indkasserede et enormt bifald.
Et andet eksempel er prædikanter, der siger de tager afstand fra terrorisme men samtidig kan finde på at betegne terrorangrebene på USA, Madrid og London som ”interventioner” (Tariq Ramadan). Eller betegne Hamas´selvmordsterror som en frihedskamp; igennem flere år på Bourget kunne man se en stand, hvor man støttede palæstinensiske børn. Ud for barnet kunne man se ikke blot barnets fødselsdato og navn, men også faderens dødsdato. For det man støttede her, var de palæstinensiske selvmordsterroristers børn.
Det enorme fremmøde på Bourget er et vidnesbyrd om Det Nye Muslimske Broderskabs succés. Ingen anden islamisk organisation, intet andet islamisk netværk i Europa kan stable noget lignende på benene. Det tegner ikke godt for moderat islam og burde vække bekymring ikke blot blandt franske men også blandt andre europæiske politikere. Der burde arbejdes hårdt på at skabe et alternativ for særligt de unge muslimer, der naturligt nok er interesseret i deres religion og i deres families kultur; men som måske aldrig hører om muligheden for en uortodoks vej – i hvert fald hvis det står til Brødrene. Og det gør det foreløbig.
Les også første rapport fra Bourget-konferansen: Besøk i annen verden