Hege Storhaug, HRS
Essayet til Mona Eltahaway og hatet mot jenter og kvinner i den arabiske regionen, har vakt internasjonal oppsikt. Nå har også Politiken oversatt egypterens tanker, som selv opplevde seksuelle overgrep ved Tahiriplassen når hele verden holdt pusten under opptøyene i fjor.
I bogen ”En minaret i det fjerne” begynder den egyptiske forfatter Alifa Rifaat sin fortælling med en kvinde, der er så kold over for at have sex med sin mand, at hun, mens han kun koncentrerer sig om sin egen nydelse, opdager et edderkoppespind, som hun skal fjerne fra loftet.
Hun har også tid til at fundere over, at hendes mand igen og igen har afvist at forlænge samlejet, så hun også kan nå sit klimaks, ”som om han med vilje prøvede at gøre hende fattigere”.
Netop som hendes mand igen nægter hende at få orgasme, bliver hans egen afbrudt, da der kaldes til bøn, og manden smutter. Efter opvasken laver hun pligtopfyldende kaffe til sin mand, så han har noget at drikke, når han vågner efter sin lur. Da hun går ind i soveværelset med kaffen, opdager hun, at han er død.
Hun sender sønnen ud for at finde en læge. ”Hun gik ind i stuen igen og skænkede kaffen op til sig selv. Hun var overrasket over sin egen ro”, skriver Rifaat.Forfatteren Rifaat udfolder en tresporet enhed af sex, død og religion. En bulldozer, der maser sig igennem fornægtelser for at nå ind til hjertet af kvindehadet i Mellemøsten. Det kan ikke forsødes.
De hader os ikke, fordi vi er frie, som man med en kliché plejede at sige det efter 11. september 2001. De hader os, og derfor har vi ingen frihed – som den arabiske kvinde her så stærkt udtrykker det.Ja: De hader os. Det skal siges ligeud. Hvorfor tager jeg fat på det emne nu, hvor regionen har rejst sig, optændt ikke af det vanlige had mod USA og Israel, men af et fælles frihedskrav? Hvad har køn og seksualitet med det arabiske forår at gøre? Men jeg taler ikke om den seksualitet, der gemmer sig i mørke hjørner og lukkede soveværelser. Et helt politisk og økonomisk system – der behandler halvdelen af menneskeheden, som var de dyr – må blive bragt til fald sammen med de andre mere håndgribelige tyrannier, der er med til at amputere regionens fremtid.
Før vreden flytter sig fra undertrykkerne i vores præsidentpaladser til undertrykkerne på gaden og i hjemmet, er vores revolution slet ikke begyndt.Så: Ja, det er rigtigt, at alle verdens kvinder har problemer. Ja, der er endnu ikke blevet valgt en kvindelig præsident i USA. Og ja, kvinder bliver stadig gjort til objekter i mange ’vestlige’ lande. Det er her, samtalen som regel strander, når man prøver at diskutere, hvorfor de arabiske samfund hader kvinder.Nævn mig et arabisk land, så skal jeg give dig en liste over kvindemishandlinger, der alle opstår af en giftig blanding af kultur og religion. En liste, som det kun er de færreste, der lader til at ville eller kunne rede ud – af frygt for, at de skulle komme til at sige noget blasfemisk eller stødende.Når mere end 90 procent af de evigt gifte kvinder i Egypten – inklusive min mor og alle på nær en af hendes seks søstre – har fået beskåret deres kønsorganer i ærbarhedens navn, så er det, vi siger, alt sammen nødt til at være blasfemisk.
Når egyptiske kvinder bliver udsat for ydmygende ’jomfruprøver’, bare fordi de siger deres mening, så skal vi ikke holde vores mund. Summa summarum: Når det drejer sig om kvinders stilling i Mellemøsten, så er det ikke så galt, som du går og tror. Det er meget, meget værre. Selv efter alle de forskellige ’revolutioner’ regner man med, at alt er godt, så længe kvinder går tildækket, er lænket til hjemmet, bliver nægtet den lille bevægelsesfrihed, det er at kunne sætte sig ind i sin egen bil, er tvunget til at opnå tilladelse fra en mand, hvis de vil rejse, og er ude af stand til at blive gift, hvis de ikke først får lov af en mandlig værge – og det gælder også skilsmisse.Der er ikke et eneste arabisk land på top 100 i World Economic Forums Global Gender Gap Report. Dermed indtager regionen absolut en solid bundplacering. Ligegyldig om vi er rige eller fattige, så hader vi alle sammen vores kvinder.Det er let at se, hvorfor det land, der ligger lavest på listen, er Yemen. Her er 55 procent af alle kvinder analfabeter, 79 procent er ikke en del af arbejdsstyrken, og der er kun én kvinde blandt de 301 medlemmer af parlamentet.
I Saudi-Arabien gifter man sig med børn, og her er kvinder for altid umyndige uanset alder og uddannelse. Der er langt flere saudiske kvinder end mænd på universiteterne, men de må se til, mens langt mindre kvalificerede mænd styrer alle dele af deres hverdag.Saudi-Arabien er landet, hvor et massevoldtægtsoffer blev idømt fængselsstraf, fordi hun havde sat sig ind i en bil med en mand, hun ikke var i familie med. Hvor en kvinde, der brød forbuddet mod at køre bil, blev idømt 10 piskeslag. Og hvor kvinder stadig ikke kan stemme eller stille op ved valg.Så hvorfor hader de os? Sex, eller nærmere bestemt mødommen, er en del af forklaringen.
»Det er mig stadig en gåde, hvorfor ekstremister altid går efter kvinderne«, sagde USA’s udenrigsminister Hilary Clinton for nylig. »Men de gør det alle sammen. Det betyder ikke noget, hvor de kommer fra, eller hvad de siger, de tror på. De vil altid bestemme over kvindekønnet«.
De kontrolforsøg, som den slags regimer finder på, udspringer ofte fra mistanken om, at kvinder, hvis de ikke er underlagt kontrol, altid bevæger sig en håndsbredde fra en umættelig sextrang. Men det er mændene, der ikke har nogen selvkontrol på gaderne. Her finder man, fra Marokko til Yemen, en indgroet sexchikane, og mere end 60 procent af den mandlige befolkning indrømmer, at de har udsat kvinder for chikane. Har kvinder en kønsdrift eller ej? I den arabiske verden hersker der åbenbart stadig tvivl om den menneskelige biologi.De gejstlige på saudisk tv er besat af kvinder og deres kropsåbninger – og specielt af det, der kommer ud af dem. Jeg glemmer aldrig dengang, jeg hørte, at man godt kan tage til bøn i det tøj, man har på, selv om et drengebarn har tisset på en. Men at man må tage hjem og skifte, hvis barnet var en pige.
Hvad er det ved en piges urin, der gør dig uren? Hvor meget hader Saudi-Arabien kvinder? Så meget, at 15 piger i 2002 døde i en skolebrand i Mekka, fordi ’moralpolitiet’ afskar dem fra at flygte ud af den brændende bygning – og afholdt brandvæsenet fra at redde dem. Pigerne var ikke iført de hovedtørklæder, der er påkrævet i det offentlige rum. Der er ikke tale om en hadefuld kuriositet. Det islamistiske kvindehad brænder klart over hele regionen – nu mere end nogensinde før.I Kuwait, hvor islamisterne i årevis sloges mod kvinders stemmeret, blev de fire kvinder, der endelig kom i parlamentet, jagtet rundt med krav om, at de to, der ikke gik med håret tildækket, skulle tage hijab på. Da det kuwaitiske parlament i december blev opløst, forlangte en islamistisk parlamentariker, at det nye parlament – der ikke havde et eneste kvindeligt medlem – skulle tage stilling til hans lovforslag om »anstændig påklædning«.I Tunesien, der længe har været regnet for det nærmeste, man kommer et tolerant foregangsland i regionen, tog den kvindelige del af befolkningen en dyb indånding sidste efterår, da det islamistiske parti Ennahda fik det største antal stemmer i landets forfatningsforsamling.
Siden da har kvindelige professorer og studerende klaget over islamistiske overgreb og trusler, fordi de ikke går med hijab. Så er der Egypten. Mindre end en måned efter, at præsident Hosni Mubarak trådte tilbage, mindede den militærjunta, der afløste ham, os uforvarende om, hvad den dobbelte revolution, vi kvinder har brug for, består i.
Da de havde ryddet Tahrirpladsen for demonstranter, tilbageholdt militæret en række aktivister, både mænd og kvinder. Tyranner undertrykker og torturerer alle. Det ved vi godt. Men de her betjente gemte deres ’jomfruprøver’ til de kvindelige aktivister: en voldtægt, der blev camoufleret som en læge, der stak sine fingre op i skeden på dem for at lede efter jomfruhinder.Hvilket håb har kvinderne i det nye egyptiske parlament, kontrolleret som det er af mænd, der sidder fast i det syvende århundrede? 25 procent af de parlamentariske sæder er nu besat med salafister, der mener, at profeten Muhammeds livssyn er et godt forlæg for det moderne liv. Ved valget sidste efterår valgte det egyptiske parti Salafi Nour at trykke et blomsterbillede i stedet for portrætter af de kvinder, der stillede op for partiet. Kvinder skal hverken ses eller høres – selv deres stemmer kan friste mænd over evne. Så der sidder de i det egyptiske parlament, tildækket i sort uden at sige et ord.Og i Egypten er vi midt i en revolution! En revolution, hvor kvinder er blevet dræbt, tævet og udsat for seksuelle overgreb, mens de kæmpede side om side med mænd for at befri vores land fra den store patriark Mubarak, imens de små patriarker stadig undertrykker os. Det Muslimske Broderskab, der sidder på næsten halvdelen af sæderne i vores revolutionsparlament, mener ikke, at man kan have en kvindelig præsident. Kvinden, der leder ’kvindekomiteen’ i Broderskabets partipolitiske afdeling, sagde for nylig, at kvinder ikke bør deltage i demonstrationer, fordi det er mere ’værdigt’ for dem at lade deres ægtemænd og brødre demonstrere i deres sted.Kvindehadet stikker dybt i det egyptiske samfund. De af os, der har marcheret og demonstreret, har vandret rundt i et minefelt af seksuelle overgreb, begået af regimet og dets lakajer, men, sørgeligt nok, også af vores medrevolutionære.
Den novemberdag, hvor jeg selv blev udsat for et seksuelt overgreb i nærheden af Tahrirpladsen, af mindst fire egyptiske urobetjente, var jeg først blevet gramset på af en mand inde på selve pladsen. Hvor vi er ivrige efter at udstille regimets overgreb, så er det en anden sag, når en mand i civil begår et overgreb mod os. Så skynder vi os at gå ud fra, at han var en af regimets uromagere, for vi er bange for at skæmme revolutionen.
Hvad kan vi gøre? For det første må vi ikke lukke øjnene. Kald hadet ved navn. Gør modstand over for kulturrelativismen og vær klar over, at selv i lande, hvor der er revolution og opstand, bliver det ved med at være kvindesagen, der er lettest at sælge ud af.
Du – der bor i verden udenfor – vil høre, at det er en del af vores ’kultur’ og ’religion’ at udsætte kvinder for X, Y eller Z. Forstå, at hvem det end er, der har bestemt, at det skal være sådan, så er det aldrig en kvinde. Det kan godt være, at gnisten, der satte de arabiske opstande i gang, var en arabisk mand – Mohammed Bouazizi, den tunesiske gadesælger, der i desperation satte ild til sig selv – men det er de arabiske kvinder, der kommer til at følge opstandene til dørs.Amina Filali – den 16-årige marokkanske pige, der tog gift, da hun blev tvunget til at blive gift med og tævet af sin voldtægtsforbryder – er vores Bouazizi.
Salwa el-Husseini, den første egyptiske kvinde, der talte åbent om ’jomfruprøverne’; Samira Ibrahim, den første, der gik i retten med sagen, og Rasha Abdel Rahman, der vidnede sammen med hende – det er vores Bouazizier.
Vi må ikke vente på, at de dør, før de bliver det. Manal al-Sharif, der sad ni dage i fængsel for at bryde sit lands forbud mod, at kvinder kører bil, er Saudi-Arabiens Bouazizi. Hun er en revolutionær kraft, der kæmper mod et hav af kvindehad.
Det kan ikke lykkes for vores politiske revolutioner, hvis de ikke bliver ledsaget af revolutioner i vores tænkemåder – af sociale, seksuelle og kulturelle revolutioner, der kan vælte Mubarakerne i vores sind, så vel som dem i vores soveværelser.»Ved du, hvorfor de udsatte os for jomfruprøverne?«. Det spurgte man mig om kort tid efter, at vi i Kairo sammen havde deltaget i en march, der markerede kvindernes internationale kampdag 8. marts. »De vil have os til at tie stille; de vil jage kvinderne ind i hjemmet. Men vi skal ingen steder«.Vi er mere end vores hovedtørklæder og vores mødomme. Hør på os, der kæmper. Hjælp med at forstærke stemmerne fra Mellemøsten og stik hadet en finger i øjet. Der var engang, hvor det var islamisterne, der havde de mest udsatte politiske holdninger i Egypten og Tunesien. Forstå, at det i dag meget vel kan være kvinderne. Som det altid har været.