Ekstremister, skadedyr og højreradikale
Af Helle Merete Brix, HRS
”Højreradikal”. Ordet blev brugt fra podiet på et nyligt seminar ved Hurdalssjøen for skandinaviske freelancejournalister. Et af programpunkterne var Anders Behring Breivik og massemordet den 22. juli. En af oplægsholderne her var freelancejournalisten Øyvind Strømmen, der har skrevet bogen ”Det mørke net”. Bogen giver ifølge beskrivelsen på forlaget Cappelens hjemmeside omtale et ”tydeligt billede af det anti-islamske Europa – fra konspirasionsteoretikerne til demografipanikerne, fra forfatteren Oriana Fallaci til højreekstreme partier som Vlaams Belang og Front National, i tillæg til en hær af islamkritiske bloggere, med norske Fjordman som en af de mest markante stemmer i højreradikalismens forgreninger på internettet.” Og videre: ”Holdningerne og hadet som kom til syne i Oslo og på Utøya 22. juli er med andre ord langt fra unikke, ifølge forfatteren, og kan spores tilbage både til vor egen fortid, og til højreekstreme partier og bevægelser over hele Europa.”Rustad og højreradikalismeI forbindelse med sin – ikke særlig imponerende gennemgang af højreradikalismen – kom Strømmen blandt andet ind på document.no, som jo var det sted, hvor Breivik postede en lang række kommentarer (dog langt fler kommentarer i nationale medier som VG) . Strømmen gjorde en del ud af at forklare forskellige begreber som højreradikal og højreekstrem. Document.no´s redaktør Hans Rustad, mente Strømmen, kunne klassificeres som ”national-konservativ” men man kunne også kalde ham ”højreradikal”. Sidstnævnte var en gruppe, der aldrig selv greb til vold men som gennem det, de skrev, kunne bane vejen for at andre gjorde det.
Derfor spurgte jeg Strømmen om han mente, at document.no og Hans Rustad skrev noget på deres side, der kunne få andre til at gribe til vold? Men det havde jeg misforstået, forklarede Strømmen. For naturligvis gjorde Rustad ikke det. Hvad man kunne sige var, at det, de skrev kunne genfindes i andre sammenhænge og måske dér inspirere til at nogen greb til vold.
Nu kan jeg naturligvis have misforstået Strømmen en gang til. Men for mig at høre lød det der med de andre sammenhænge som sludder, og som om han snakkede udenom. Tilbage står man lidt hovedrystende over den lethed, hvormed visse hæfter ordet ”radikal” på mennesker, der måske har en anden position i islam-og indvandringsdebatten end dem selv. Hvad radikalt er der således ved Rustad? Er også Hege Storhaug højreradikal? Er undertegnede? Venstrepopulister?Både i Norge og særligt Danmark har indvandringsdebatten flyttet sig igennem årene. Men set udefra forekommer det som om, at en tragedie som massemordet sidste sommer nemt betyder at mennesker, der er kritiske over for islam og indvandring, igen bliver forbundet med ekstremisme eller radikalitet. Enten ved at de, helt misvisende, bliver sat i forbindelse med massemorderen på en eller anden måde. Eller ved at de får påhæftet en betegnelse som ”radikal”, ”ekstremist”, ”rabiat”, ”højreekstrem” med mere. Tydeligt i min erindring står en kronik i Dagbladet november 2011, skrevet af Eivind Trædal. Jeg oversætter her undtagelsesvist ikke fra norsk til dansk, så der ikke er tvivl om, hvad der stod: Overskriften var ”Søppelmennesker” Underneden stod der følgende tekst: ”Hvis du skal trakassere minoriteter i Norge, må du gjøre som Christian Tybring-Gjedde, Hege Storhaug og Ole Jørgen Anfindsen”. Der var også store billeder af de tre personer.
Budskabet er klart: Sådanne mennesker står ikke blot uden for det gode selskab. De er knap nok mennesker. Og deres formål med at deltage i indvandringsdebatten er motiveret af det onde, af at genere minoriteter så meget som muligt. Man mangler egentlig blot marxisternes gamle betegnelser, ”skadedyr” og ”skadevolder”.
Det har været interessant at følge debatten om både det norske Fremskrittspartiet og Dansk Folkeparti i årenes løb. Ofte bliver disse partier betegnet som ”højrepopulistiske”. Det udtryk brugte Strømmen også om Fremskrittspartiet på seminaret ved Hurdalsøen. Hvorfor hører man egentlig aldrig om ”venstrepopulisme”? Pr. definition kan folk på venstrefløjen altså ikke agere populistisk. Det er jeg uenig i. Vejen frem
I Europa er vi forlængst, som en frafalden muslimsk bekendt påpegede over for mig for et par år siden, nået et punkt, hvor de muslimske stemmer tæller ved valgene. Det har politikerne da også blik for. For et par år siden så jeg således i en britisk tv-dokumentar politikere fra Labour deltage i et velbesøgt islamisk møde. Den pågældende islamiske organisation bag mødet var øjensynlig ikke særlig moderat. Måske vidste politikerne det ikke; eller også havde de måske en anelse men valgte at lukke øjnene, fordi de vidste, at der er stemmer at hente, når man præsenterer sig ikke blot som Labour-politiker men også som ”a friend of islam”.
Vejen frem må være, at man i de europæiske demokratier vænner sig til at at diskutere indvandringsspørgsmålet på lige fod med andre anliggender. Man kan være for eller imod, ingen af delene gør en til ekstremist eller radikal. Islam skal ikke kunne påberåbe sig at blive beskrevet med en særlig nænsomhed, men må finde sig i lejlighedsvis at blive kritiseret sønder og sammen, ligesom kristendommen er blevet det. Der er dog nok et stykke vej, til vi når dertil. Det sidste ”radikal” om folk, der er kritiske over for indvandring, islam og multikultur er næppe sagt endnu.