Hege Storhaug, HRS
Minimum 2 000 moskeer i Frankrike, som islamistiske talspersoner mener er alt for lite. Det trengs minst 4 000 moskeer for å møte det økende behovet, heter det fra den leiren. Stormoské i den ene europeiske byen etter den andre. Det bygges og bygges. Samtidig legges kirker ned. Man trenger ikke være særlig dyktig i matematikk for å se hvilken vei dette går. Islams makt presser seg på i nær sagt alle deler av Europa. Og med moskeene kommer despotiske regimers ideologi med på lasset, og sharialovskoler, enten det er den nye stormoskeen i Helsingfors København, Göteborg, Milano, Strasbourg, London, Paris, osv
I Köln har et megaprosjekt pågått i flere år. Minaretene planlegges å rage over byens kjennemerke, middelalderkatedralen Kölnerdom. Ikke overraskende har dette uroet en del av byens innbyggere. Men som Marte Michelet på sitt sedvanlige vis omtalte uroen tilbake til 2008, er islamkritisk bekymring over realiseringen av en slik stormoské synonymt med forkledd nazisme og fascisme. Legg særlig merke til at kommentaren til Michelet i Dagbladet retter ikke et eneste kritisk ord mot moskeen og hva den kan bringe med seg av verdier. Ikke ett.
Det gjør imidlertid en oppsiktsvekkende kritisk dokumentar laget gjennom syv år av et fjernsynsteam tilhørende Tysklands NRK, det vil si ARD. Den politiske korrektheten, denne angsten for utilslørt å granske det ideologiske tankesettet bak moskéideen og potensielle konsekvenser for integreringen, er for en gangs skyld lagt på hylla. Til orde kommer blant annet tyrkiskfødte Necla Kelek, sosiolog som på mange måter kan karakteriseres som Tysklands Ayaan Hirsi Ali. Kelek mener at en stormoské som den som planlegges i Köln vil fungere som en ”medina”, en by i byen, der sharia vil være i sentrum. Moskeen blir et multifunksjonshus, sier hun, med koranskole, halamatbutikker, reisebyråer, begravelsesbyrå, halalrestauranter, tesalonger, frisørsalonger, bibliotek med arabiskislamsk litteratur – ”alt hva en muslim trenger utenfor hjemmet”. Altså ingen oppskrift på integrering, poengterer Kelek.
Også en eldre forfatter, 89-årige Ralph Giordano, uttrykker seg i svært skeptiske ordlag om den planlagte største moskeen i Tysklands historie. Han har sagt rett ut følgende: ”Jeg vil også i tiden fremover insistere på min kulturelle selvbestemmelse, på en livsform som er min og som på mange måter ikke stemmer overens med den muslimske. Og det vil jeg ha lov til å si uten innskrenkning. Jeg vil ha lov til å si at jeg i de tyske gatene ikke vil møte hverken burka-bærende eller chador-innhyllede kvinner, likeså lite som jeg vil høre muezzin-rop fra hushøye minareter.”
Tysktyrkere som står bak Köln-prosjektet, antas å være tett knyttet til Tyrkia, og ser denne megamoskeen dagens lys, kan man nok med rette si at Tyrkias president har fått enda sterkere fotfeste i Tyskland som president for tyrkere der.
ARD, der svarer til DR 1, sendte tirsdag aften den 90 minutter lange dokumentarfilm ”Allah in Ehrenfeld”, som tog forbavsende ublidt på den muslimske bygherre. Instruktør og filmhold har gennem syv år fulgt projektet og skildrer en proces præget af kiv og strid, både ideologisk og angående selve byggeriet.
Det er Tysklands største moské, man opfører, så projektet har betydelig symbolværdi. En undersøgelse i Köln viste for nogle år tilbage, at 36 procent af byens borgere fandt byggeriet acceptabelt, og at 27 procent ønskede, at moskéen blev mindre imposant, mens 32 procent var imod uanset byggeriets størrelse.
De stærkeste modstandere har organiseret sig i organisationen ProKöln, som af medierne kaldes højreradikal. Projektet har derudover en meget prominent kritiker i den fremtrædende, 89-årige forfatter Ralph Giordano, der bor i Köln.
I ”Allah in Ehrenfeld” kalder han moskéen for ”et vartegn for snigende islamisering“ og ”en krigserklæring” . Til en gruppe muslimer siger han: ”I må gøre jer tanker om, hvilket problem I udgør for flertalssamfundet.” En udtalelse, der ryster Spiegels tv-anmelder.
Giordano har ellers ikke tidligere lagt fingrene imellem. For fem år siden kaldte han i Kölner Stadt-Anzeiger byggeriet for ”et monument over fejlslagen integration” og skrev blandt andet:
”Jeg vil også fremover insistere på min kulturelle selvbestemmelse, på en livsform, som er min og som på mange måder ikke stemmer overens med den muslimske. Og det vil jeg have lov at sige uden indskrænkning. Jeg vil have lov at sige, at jeg i de tyske gader ikke vil møde hverken burka-bærende eller chador-indhyllede kvinder, lige så lidt som jeg vil høre muezzin-råb fra hushøje minareter.”
Han har høstet massiv kritik, man talte om Giordanos ”intellektuelle selvmord”, men han har dog også modtaget støtte, blandt andre fra den tyrkiskfødte sociolog Necla Kelek, der i Frankfurter Allgemeine har argumenteret for, at en stormoské faktisk modvirker integration.
I Vesten kommer sådanne nemlig til at fungere som ”medinaer”, anfører hun, et multifunktionshus, hvor shariaen kan råde. En medina bliver en by i byen, bemærker Kelek, med koranskole, korrekte fødevarebutikker, rejsebureauer, begravelsesinstitut, restauranter, tesaloner, frisør – alt hvad en muslim behøver uden for hjemmet. Ikke just en model for integration, bemærker hun.
RENT PRAKTISK HAR moskébyggeriet i bydelen Ehrenfeld i Köln udviklet sig til et mareridt med store forsinkelser og eksploderende omkostninger, og i oktober sidste år blev arkitekten Paul Böhm fyret, angiveligt på grund af fejl og mangler i byggeriet.
Det antydes i filmen, at den tyrkisk-tyske bygherre i virkeligheden skilte sig af med ham af andre grunde, nemlig at det blev stadigt sværere at formidle til baglandet i Tyrkiet, at en kristen arkitekt var ansvarlig. Paul Böhm har tidligere tegnet kirker. I tyrkisk presse verserede historier om, at Böhm havde smuglet kristne symboler ind i bygningen, blandt andet et kors og et P, der skulle stå for pax eller Paulus. En omvendt Da Vinci-kode-historie.
Filmholdet var til stede ved pressemødet i 2011, hvor en tydeligt berørt Böhm afskediges. Der er udstedt forbud mod bestemte spørgsmål, og da journalisterne irriterer arrangøren, afbrydes seancen. Bygherren hedder Ditib, en tyrkisk-muslimsk sammenslutning af 880 tyske koranmenigheder, der tilsammen tæller en million muslimer.
Dokumentarfilmens instruktør Birgit Schulz antyder, at tyrkiske hardlinere har mere indflydelse bag kulisserne i Ditib, end man tror. Ditib går for at være liberal, men står i et ret direkte afhængighedsforhold til Tyrkiet, siger hun undervejs.
Schulz er gennemgående neutral i sin fortællestemme i den lange dokumentar, men bemærker på et tidspunkt:
”Jeg må spørge mig selv, om jeg ville bo i nærheden af denne moské”.
Indfødte tyskere fraflytter nemlig bydelen Ehrenfeld. Og hvad værre er, siger Birgit Schulz:
”Man fortæller mig, at kölnernes forargelse er forstummet. Denne tavshed gør mig urolig.”
TILLIDEN LIGGER I RUINER, forholdet til Kölns befolkning lider skade, og fordomme om en tyrkisk bygherre bliver bekræftet. To borgmestre, der har forsvaret byggeriet, river sig i håret.
Set udefra må man konstatere, at ARD’s dokumentarfilm har et uvant kritisk anslag. Ingen stryges med hårene, og Ralph Giordano holdes ikke ud i to fingre til spot og spe.
Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogans selvbevidste optræden som præsident for også Tysklands 1,7 millioner tyrkere begynder måske at vise utilsigtede virkninger.