Kronikk i Berlinske av Asger Aamund og Helle Merete Brix
Ytringsfriheden og Det Arabiske Forår
Jubelen ville ingen ende tage på Tahrirpladsen i Egypten, da præsidentvalgets vinder blev annonceret for nylig. Det Muslimske Broderskab sejrede over det gamle regimes mand. Valget afspejler det sørgelige valg, befolkningerne ofte har i de muslimske lande: mellem den stærke despot på den ene side og islamisterne på den anden. Ingen af dem er gunstige for at udvikle et egentligt demokrati med en fri presse og den ytringsfrihed, der er en forudsætning for de andre rettigheder, som et demokratisk samfund indeholder.
Siden dramaet om Salman Rushdies bog De Sataniske Vers i 1989 – hvor en ayatollah i Iran udstedte en dødsfatwa over en britisk statsborger – har de muslimske lande dog ikke nøjedes med at slå hårdt ned på kritikere af religion og andre tabuer i egne rækker. De har blandet sig i Vestens måde at administrere ytringsfriheden på.
Muhammed-krisen satte spot på tyranniske regeringer og muftier i de muslimske lande, der hidsede folkemængder op og tog den med ro, mens skandinaviske ambassader brændte. En vigtig aktør i både Rushdie-sagen og Muhammed-krisen var Saudi-Arabien, der med masser af petrodollars og missionsselskaber i Vesten i årtier har forsøgt at skabe sig indflydelse på de muslimske immigrantsamfund.
Saudi-Arabien er også landet, hvor OIC – Organisationen for den Islamiske Konference – har sit hovedsæde. Organisationen blev stiftet i 1969 og er en sammenslutning af 57 muslimske lande. Den er primært finansieret af Saudi-Arabien.
I 1990 udarbejdede OIC den såkaldte ’Cairo-erklæring om menneskerettigheder i islam’, som sammenknytter menneskerettigheder med den islamiske sharia-lov. Herunder ytringsfrihed, som ifølge deklarationen kun kan accepteres, når den stemmer overens med sharia. OIC har igennem årene været en stærk stemme i FN. Den har arbejdet på at få FN til at anerkende Cairo-erklæringen og på at kriminalisere kritik af religion. Det første er lykkedes, det sidste ikke. Oprøret i de arabiske lande med krav om frihed og reformer var formentlig en væsentlig årsag til, at OIC i marts 2011 i FN opgav kravet om en verdensomspændende blasfemilov. Denne lov ville have pålagt enhver FN-nation at kriminalisere forhånelse af religion.
Endnu en årsag til OICs tilbagetog skal måske findes i de to politiske drab, som Pakistan oplevede sidste år. Guvernøren Salman Taseer fra det regerende People’s Party og den kristne minister med ansvar for minoriteter Shahbaz Bhatti blev begge dræbt, fordi de ønskede en lempelse af landets blasfemilov. Pakistan har igennem mange år været en primus motor i at islamisere menneskerettighederne. Men de to drab har utvivlsomt gjort indtryk på den pakistanske elite.
Et andet af OICs medlemslande er Tyrkiet, som formodentlig vinder afgørende indflydelse på graden af ytringsfrihed i de nordafrikanske stater i de kommende årtier. Tyrkerne er ved at forlade ambitionen om medlemskab af det hensygnende EU og øjner i stedet en økonomisk og politisk nøgleposition i Mellemøsten. Siden 2. Verdenskrigs afslutning har det tyrkiske militær været en stærk garant for et konservativt demokratisk styre, der med held har bekæmpet ekstremistiske holdninger og antidemokratiske islamistiske og socialistiske bevægelser. Grundlæggeren af det moderne Tyrkiet, Kemal Mustafa Atatürk, ønskede et sekulært, borgerligt Tyrkiet, en linje der har været hellig for militæret, som også flere gange har grebet ind over for parlament og regering, når udviklingen truede Atatürks politiske testamente.
Under militærets politiske paraply er det dog aldrig lykkedes at gøre det moderne Tyrkiet til en egentlig retsstat. Det tyrkiske retsvæsen er berygtet for sin brutalitet, og det er regelen mere end undtagelsen, at arrestanter bliver tævet igennem på politistationerne for at blødgøre dem under forhørene.
Selv om skiftende regeringer slog hårdt ned på islamister og kommunister, udviklede Tyrkiet sig godt gennem den sidste halvdel af 1900-tallet. Økonomien blomstrede, og Tyrkiet opnåede en betydningsfuld position i NATO-samarbejdet. Dermed har Tyrkiet udgjort et frygtindgydende militært bolværk mod sovjetisk aggression under Den Kolde Krig. Ytringsfrihed for presse og borgere tillod de sædvanlige politiske slagsmål, men det var småt med nøgne damer i spalterne, ligesom en udstrakt grad af selvcensur forhindrede kritik af militæret og enhver omtale af folkedrabet på armenierne i 1915.
Efter Tayyip Erdogans valgsejr i 2003 er der imidlertid kommet andre boller på suppen. Erdogan er ikke demokrat i vestlig forstand. Han ønsker en islamisk formynderstat modelleret efter Singapores ’vejledende demokrati’, som nok er en retsstat, men som forfatningsmæssigt er domineret af et enkelt parti, der med faderlig myndighed styrer den lille ø-stat, som nu er et af verdens mest velstående samfund. Det moderne Kina er designet med Singapore som forbillede. Også Putin har hentet inspiration til udviklingen af den russiske formynderstat. Og nu er det så Tyrkiets tur.
Siden 2003 er ytringsfriheden gradvist blevet indskrænket i Tyrkiet. Medier i opposition til Erdogans Retfærdigheds- og Udviklingsparti er blevet lukket eller truet til at anlægge en mere regeringsvenlig linje. Militærets ukrænkelige status som den sekulære stats vogter er brudt. 100 journalister sidder for tiden fængslet i Tyrkiet. Forfattere skræmmes med trusler om fængselsstraffe for overtrædelser af loven om antityrkisk virksomhed, som er regimets gummiparagraf, der kan sætte hvem som helst bag tremmer for hvad som helst. Der er reelt forbud mod kritik af islam, ligesom omtale af tyrkernes folkedrab på armenierne i 1915 anses for en kriminel handling. Den verdensberømte tyrkiske forfatter Orhan Pamuk, som netop har skrevet kritisk om denne uhyrlige forbrydelse, kan formentlig takke sin Nobelpris i litteratur for, at han ikke er blevet idømt en lang fængselsstraf for antityrkisk virksomhed.
Tyrkiet bliver naturligvis ikke en formørket Saudi-lignende Koran-fascistisk stat, men snarere en Koran-stat ’light’ med en vis frihed og retssikkerhed for sine borgere, men også med klare begrænsninger for ytringsfriheden for både medier og det øvrige samfund. Dette bliver sandsynligvis forbilledet for de islamiske nationer, der anses for en del af Det Arabiske Forår.
Udover de nordafrikanske stater er det muligt, at den tyrkiske model vinder indpas i Syrien, Libanon og Jordan, som alle gerne vil have del i velstanden, men helst er fri for et vaskeægte folkestyre efter vestlig model. Vi skal ikke glemme, at da 80 procent af befolkningerne i ’forårsstaterne’ er konservative-reaktionære bønder og småhandlende, er der fortsat bred folkelig opbakning til et mandsdomineret, kvindeundertrykkende islamisk samfund funderet i ældgamle stamme- og familiekulturer. De, der kommer i klemme i ytringsskruen, er en intellektuel elite i byerne samt frisindede politikere og kunstnere, der må nøjes med en begrænset ytringsplatform. Det er prisen, man må betale for en gradvis overgang fra diktatur til en slags retsstat med økonomisk fremgang i sigte.
Men det er en pris, vi også har måttet betale i Danmark, hvor ytringsfriheden absolut ikke er, hvad den har været før Muhammed-krisen. OICs arm er lang. Danske medier har lært deres lektie og passer på ikke at provokere diktatorerne i Saudi-Arabien og Iran. Ytringsfriheden i Danmark oplever ikke noget forår, men tværtimod et efterår, der sagtens kan glide over i vinter, hvis vi fortsat er villige til at ofre vores frihed for illusionen om tryghed.
Jubelen over omvæltningerne i de arabiske lande kan således hurtigt blive til tristesse. Der er intet, der tyder på, at ytringsfrihed og demokrati er lige om hjørnet i denne region. Eller at Vesten og Danmark vil vende tilbage til en ytringstilstand fra før Muhammed-tegningerne uden sværdslag. De, der vil have demokrati og ytringsfrihed, ude som hjemme, må forstå, at den, der ikke kæmper for sine rettigheder, risikerer at miste dem. Eller aldrig at få dem. Heller ikke ytringsfrihed.