(til venstre Jacob Mchangama, midten Kareem Amer, til høyre Naser Khader, foto snaphanen.dk)
Når friheden er vigtigst
Af Helle Merete Brix, HRS
(København): Han gjorde ikke nogen væsen ud af sig. I ternet skjorte og jeans og et sjældent smil stod den unge blogger Kareem Amer i går i tænketanken CEPOS´ lokaler. Her fortalte han om sin opvækst i en salafistfamilie i Egypten og om at sidde fire år i et af landets fængsler. Og om ikke at være optimist, når det gælder det arabiske forår.
Den ægyptiske blogger gjorde indtryk på de tilstedeværende. ”Respekt for dit mod”, lød det fra flere, da man var nået til spørgerunden.
CEPOS´ chefjurist Jacob Mchangama, der også er en mand med stor interesse for menneskerettighedsspørgsmål, bød velkommen. Da Amer selv fik ordet, takkede han i øvrigt Mchangama for at have hjulpet ham med at få status som fribyforfatter i Krakow. Her har Amer boet siden januar i år. Det er ICORN, med hovedsæde i Stavanger, der administrerer ordningen, der gør det muligt for forfulgte forfattere at få et toårigt ophold et sikkert sted.
Diktatorernes tid er forbi
Inden Amer holdt sin tale på arabisk fik de omkring 50 fremmødte mulighed for at høre Naser Khader, der engang var engang en af Danmarks kendteste politikere, sige noget om udviklingen i Egypten og Syrien. Khader er i dag tilknyttet den amerikanske tænketank Hudson Institute med særligt fokus på sit hjemland Syrien og omvæltningerne i de arabiske lande. Khader fungerede også som mødets tolk.
Khader gjorde det klart, at han stadig er optimist: ”Diktatorernes tid er forbi”, mente Khader, der dog tilføjede: ”Men vi ved ikke, hvor lang tid, der går”. Til de, der foretrækker en arabisk diktator frem for en regering fuld af islamister, havde den syriskfødte Khader kun hovedrysten til overs: ”Jeg har selv prøvet at leve i et diktatur, indtil jeg var 11 år”.
Khader opfordrede til, at man fortsat støttede demokratiske kræfter i de arabiske lande. Han troede på muligheden af demokrati som styreform i regionen. Demokrati som livsform, med for eksempel alle de foreninger, der hører til et demokrati, ville nok blive vanskeligere at implementere.
Værre end under det gamle regime
Men dagens hovedtaler delte ikke Khaders optimisme. Da Amer blev spurgt om forskellen på det gamle regime og det nye i Egypten – siden juni i år med Mohammed Mursi fra Det Muslimske Broderskab ved roret – svarede han således: ”Under det gamle regime risikerede man som kritiker fængselsstraf. Under det nye regime risikerer man at blive slået ihjel på åben gade af salafister”.
Han var heller ikke optimist, hvad angik egypternes syn på demokrati. For egypterne er demokrati for eksempel at mene, at hvis flertallet synes en person skal slås ihjel, ”så er det ok”.
I sin tale forklarede Amer, der er født og opvokset i Alexandria, at han ikke så Egypten som et land i klasse med for eksempel Iran, Saudi Arabien og Syrien: ”Men det er tæt på”. Under det gamle regime var sikkerhedstjenesten den vigtigste søjle. Bloggerne havde det nemmer end journalisterne, for som blogger kan man skrive under pseudonym. Det er heller ikke så nemt at ramme en blogger, der opererer på internettet, økonomisk. Men Amer skrev under sit eget navn.
Faderen vil have ham slået ihjelAmers far er salafist. Amer begyndte at blogge om kvinderettigheder, fordi han så hvor dårligt kvinderne blev behandlet i det salafistiske miljø. Han havde også selv oplevet faderens hårde hånd, for han blev mishandlet som barn. Da Amer på et tidspunkt kontaktede politiet for at få hjælp fik han det svar, at det vedrørte ikke politiet.
Amers far har, fortalte bloggeren, udtalt at han gerne vil have sin søn slået ihjel. Han mener sønnen har forladt islam. Det samme mente den politibetjent, der forhørte ham efter at Amer blev arresteret i 2005. Amer havde blogget om angreb på kristne kopteres kirker og forretninger i Alexandria. Han blev afhørt med bind for øjnene: ”Forhørslederen undrede sig over, at jeg gik op i et religiøst mindretals rettigheder. Han ville vide, om nogen havde lokket mig til at konvertere”.
Amer blev flyttet fra fængslet i Alexandria til et fængsel i Cairo, hvor han var i 12 dage: ”Menneskerettighedsforkæmpere og andre bloggere lagde pres på for at jeg skulle løslades”.
Det lykkedes. Men ved det kommende valg fik Det Muslimske Broderskab 88 pladser i parlamentet. Det svarer til en femtedel. Det provokerede bloggerne: ”Jeg blev igen kaldt ind til afhøring.” Amer havde blandt andet skrevet kritisk om imamers deltagelse i valget.
Angrebet af studerende og fire år i fængsel
Amer blev ekskluderet fra det religiøse Al Azhar Universitet, hvor han efter pres fra familien studerede islamisk lov. Men inden nåede han at blive angrebet af medstuderende: ”De forsøgte at trække mig ud af en taxa og angribe mig. De mente, jeg havde krænket islam. Jeg reddede mig ved at få låst taxaens døre”.
Amer blev idømt fire års fængsel for at have krænket islam og præsident Hosni Mubarak. I fængslet sad han igennem to år i enecelle, kun med tilladelse til at forlade cellen 20 minutter om dagen. Det sidste halvandet år havde han ikke tilladelse til besøg.
I november 2010, efter meget medieopmærksomhed og en omfattende international kampagne til støtte for Amer, blev han løsladt. Han blev efterfølgende truet på livet af salafister. En ven opfordrede ham til at rejse fra Egypten. I dag bor han, som tidligere nævnt i artiklen, i Krakow.
Amer slog under mødet fast, at ”frihed og ytringsfrihed, der var slogan under oprøret i Egypten, har det lige så vanskeligt i dag som dengang. Og der er stor forfølgelse af kopterne, man forsøger at få dem til at fraflytte bestemte områder. En del af dem forlader nu landet. Vestlig presse giver et rosenrødt billede af, hvad der nu sker i Egypten.