Hvis islam var en religion som andre religioner, så kunne vi nøjes med at tro på den eller afvise den. Der ville foreligge et eksistentielt valg – som med kristendommen. Det ville være den enkeltes suveræne valg, dvs. et samvittighedsspørgsmål, en trossag, noget privat, personligt og subjektivt med en let omskrivning af Shakespeares diktum: At tro eller ikke tro – det er spørgsmålet.
Her har I, mine damer og herrer, den kristne befrielse: Du kan nøjes med at tro og stole på din egen samvittighed: Det er ikke bestemte gerninger, der fører til Gud, det er din tro, der er afgørende. Det er med andre ord dig selv, der må give tilværelsen mening, ikke Gud. Det er, i hvert fald hvis man lytter til den slovenske filosof Slavoj Zizek, hvad Jesu død på korset symboliserer: At der ikke findes et Store Andet eller nogen Sublim Instans, der garanterer mening i vor tilværelse. Fader, hvorfor har du forladt mig?
Lykke og ulykke tildeles ikke retfærdigt, vi må indimellem leve med vilkårligheder og sort uheld. Der er hverken nogen plan, exitplan eller noget remedie.
Jeg indrømmer, at Zizeks fortolkning kan være nok så radikal – i ordets oprindelige betydning. Men den giver et vist perspektiv på aftenens emne: Vi kan dårligt tale om islam uden at tale om kristendom og uden at forsøge at trænge ind til kristendommens kerne, som er væsensforskellig fra islams, hvis jeg må være så fri.
Zizek illustrerer sin påstand med Jobs Bog fra Det Gamle Testamente. I husker sikkert bedre end jeg, hvordan Gud lader Satan sætte Job på en årelang prøve ved at udsætte ham for alverdens ulykker for at se, om han afsværger sin Gudstro i mødet med de mest ugunstige tilskikkelser. Tror han blindt? Eller tror han også på sine egne erfaringer?
Ulykkerne regner ned over Job. Snart forsøger hhv. konen og tre venner at påvirke ham til enten at forlade Gud eller læse en guddommelig orden ind i de ulyksalige hændelser.
Job anfægtes. Han sørger, han klager sin nød, og han stiller kritiske, ja, blasfemiske spørgsmål til Gud: Hvorfor får ugudelige lov til at leve? Hvilken gavn har vi af at bede til Gud? Hvad skal det dog nytte, når lykken alligevel er så lunefuld?
Som I nok også husker, så står Job trængslerne igennem. Han nægter at lytte til de velmente råd og insisterer på sin uskyld. Han har ikke fortjent denne ulykke – og hvad mere er: Personlig ulykke er ikke generel, strukturel, meningsfuld, men netop personlig og uden metafysisk anordning.
Der er ikke nogen bagvedliggende ideologi eller årsag til lidelsen. Ulykkerne udtrykker ikke en retfærdig straf, men netop en uretfærdighed. Og det er legitimt at sørge og klage, tvivle og anfægtes.
Zizeks Gud er ikke kun Gud for de Hellige, men også for de Uhellige. Den enkeltes erfaringer, den enkeltes værdighed, står over guddommelige planer og ideologier. Mennesket kan ikke partout undgå lidelse ved at handle på en bestemt, foreskreven måde.
Idet Job stoler på sin egen dømmekraft, afviser han de systematiske og ideologiske rationaler, hvorfor vi kan læse Jobs Bog som den første kritik af alle sammenhængende forklaringer på lidelse og ulykke. Hvad Jobs Bog derimod stadfæster, er det grundlæggende skel mellem himmel og jord, hvor vi, menneskene, lever i det relatives rige, og Gud netop findes uden-for samfundet.
Sandheden om mennesket siden Job: Vi kan ikke blive helgener, ikke engang Job. Alle mennesker fejler, selv de fineste, klogeste, de mest dydige. Til gengæld er vi alle frie på en anden måde: vha. troen på den individuelle frelse.
Sådan er kristendommens tale fsva. Zizek – ja, eller Søren Krarup, som jeg tilfældigvis ved lidt mere om. Jobs Bog peger, så vidt jeg kan se, ret ind i Tidehverv.
Vi kan naturligvis også tage fat i Paulus. Jeg tænker på Paulus i kontekst. Paulus i forhold til Antikken før ham.
Mellem Antikken og kristendommen ligger nemlig en kløft. Modsat hvad jeg selv har troet engang, var Antikken – både den græske og den romerske – ikke sekulær, tolerant og frihedsorienteret. Den var tværtimod religiøs, intolerant og kollektivt præget. Den var styret af paterfamilias i familien, klaner og af bystatens logik.
Den var aristokratisk – både i forhold til hjemmet, den offentlige orden og det kosmiske liv. Hvis vi skal illustrere Antikken, så må vi tegne en pyramide, et hierarki. I antikken er uligheden naturlig, forlenet med eviggyldige formål og endegyldighed.
Men så kommer Paulus. Paulus repræsenterer en moralsk revolution over for både den græske verden og den jødiske kontekst, idet han så at sige opfinder kristendommen som religion ved at prædike barmhjertighed – og ved at sætte den enkelte i centrum, ikke familie, slægt og logos.
Guds kærlighed er tilgængelig for alle og rummer en befrielse: Alle, som tror, sættes fri. Paulus befrier os fra Loven, dvs. Moseloven med dens rituelle regler for mad, hvem man må omgås osv. – og fører frem til troen, den personlige, indre tro og samvittighed. Det er derfor ikke forkert at sige, at kristendommen er en religion, der begyndte som religionskritik.
En helt ny heroisme fødtes: ikke Odysseus, den fysisk stærke, rationelt kalkulerende aristokrat, men: Det jævne, almindelige, syndige menneske – der står alene og trodser anklager og personlig ulykke: Mennesket med den individuelle vilje, baseret på samvittighed og selvrespekt.
Anderledes med islam – for nu at sige det kort.
Hvad er islam?
Hvis islam var en religion, ville der slet ikke være grund til at stille det retoriske spørgsmål. Vi ville med lethed og uden bagtanker kunne svare, at islam er en religion på linje med kristendom, jødedom, buddhisme, hinduisme osv.
Men vi véd instinktivt, at islam er noget særligt. Inderst inde véd vi godt, at vi lyver, når vi lader som om, at fem og syv er lige.
Islam er mere end en religion – og noget helt andet end kristendom. Islam vil have os til at gøre noget, den vil have os til at handle på en bestemt måde, den er konstruktiv, kreativ, bydende, ligesom den indskriver en retfærdighed og en orden i altings kaos. Islam er først og fremmest Koranen, Guds ord til citat. Gør dét, og du hører til de Retfærdige. Gør dét, og du er fortabt.
Hvor kristendommen opererer med et indrestyret ideal, der tror eller forkaster Gud, og hvor skyld og samvittighed følges ad som siamesiske tvillinger, opererer islam med et ydrestyret ideal, hvis målestok er ære & skam.
Vi kan betragte, hvordan islam ser på de to køn.
I islam er æren for mænd, hvad skammen er for kvinder. Mænd skal beskytte deres ære, som kvinder skal forsage skammen. Skammen er seksuel, tabuiseret, fornedrende. Æren er fysisk, territoriel og belagt med status og anerkendelse.
Islams doktrinære dikotomi mellem mænd og kvinder findes slet ikke i kristendommen. Vist har der været en praksis blandt de kristne, som til forskellige tider og i nogle samfund har fungeret lidt på samme måde – med manden øverst og kvinden nederst i den sociale virkelighed. Men der findes ikke nogen kristen antropologi, som i islams helligskrifter med manden som den Rene og kvinden som den Urene. Hvorfor kvinders påklædning da også er genstand for kronisk og detaljeret interesse og social kontrol overalt, hvor islam hersker eller udgør en stærk kulturel ramme.
Islams kønslære er statisk og maskulin. Mænd er vogtere, kvinder er at regne for bytte. Det er islams kønslære, der fortæller, at kvinder skal tildække deres hår og skjule deres sensualitet og seksualitet for alle andre end deres ægtemand. At kvinden tilmed i princippet og i mange muslimske samfund skal kunne tåle at dele sin mand med tre andre kvinder er en vigtig tilføjelse. Manden er så ren, at han godt kan grise sig til med fire kvinder. Kvinden er derimod så uren, at hun i princippet er delelig med fire. Han er den Hele, hun er den Kvarte.
Vi kan også se på, hvordan islams helligskrifter beskriver ikke-muslimer. Det er ikke ligefrem en dans på gloser. Ikke-muslimer er ikke kun vantro, men dem, der vil blive besejret. Altså, ifølge den overordnede, profetisk-guddommelige plan. Der hersker således en koranisk kamp på liv og død mod ”aber og svin” (5:60), folk, der ”bærer på en sygdom” (5:52), ”fortærer andres ejendom” (4:161), er ”forbandede af Gud” (5:13), ”de værste dyr” (8:55), ja, ”det værste af skabningen” (98:6).
Eller som det lakonisk hedder i sura 5:51, så at man forstår, at segregering og parallelsamfund ikke er nogen ny opfindelse:
”Tag jer ikke jøder eller kristne til venner. De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem”.
Altså: Omgås man svin, bliver man et svin.
En god muslim vender ryggen til de vantro, hvis skæbne afhænger af, hvorvidt de konverterer til islam eller anerkender en ny tilværelse som dhimmier, dvs. kristne og jødiske andenrangsborgere med hvem, der kan skaltes og valtes, sådan som der altid er blevet det i muslimske lande og kulturer, og som vi aktuelt ser overalt i Mellemøsten og Nordafrika.
Misforstå mig ikke: Selvfølgelig er islam også en religion. Men islam er mere end en religion og indeholder ikke alene en guddommelig plan, men også en udtalt, kulturel overlegenhedsfølelse koblet til en aktivistisk retsorden dikteret af de såkaldt Rettroende, der ser sig selv som de Udvalgte: ”I er det bedste fællesskab, der er blevet frembragt for menneskene” (3:110), siger Gud. Dvs. et unikt fællesskab frembragt for menneskene. Dvs. organiseret, styret, villet oppefra. Gud er i stand til alt, hedder det igen og igen i Koranen. Hvorfor skulle han så ikke også kunne styre et samfund? Islam er i den forstand et politisk system forklædt som religion. Eller ”forklædt” er måske upræcist formuleret. Det står jo der sort på hvidt: ”I er det bedste fællesskab, der er blevet frembragt for menneskene”.
Hermed kommer vi nærmere kernen i islam: Vi ser, hvad islam ikke rummer. Islam rummer netop ikke adiafora, dvs. områder af liv, sjæl og samfund uden for religiøs kontrol og sanktion. Gud er med i alt. Der er ingen grænser for Gud, hverken hans visdom eller almagt. Hans ord – nedfældet i Koranen – er Lov i en dobbelt betydning, både formelt og reelt. At tvivle på hans omnipotens – sådan som Job gør – er første stadium mod frafald, apostasi, der er en dødssynd ifølge utallige islamiske retslærde og deres tilknyttede myndigheder. Her møder vi islams sort/hvide verden i renkultur: halal og haram. Anfægtelsen, der var en styrke i den tidlige kristendom, er en svaghed i islam, sådan som den udlægges autoritativt inden for både sunni og shia.
Lad os derfor trække en streg i sandet og sige det så klart, at ingen kan være i tvivl om, at islam indeholder forestillingen om en politisk model for et guddommeligt styre. Målet er ikke blot et religiøst liv, men et religiøst samfund af hellige, der lever ifølge Loven og gør gode gerninger. Derfor er forskellen mellem islam og islamisme glidende, ikke sort/hvid, sådan som mange iagttagere ellers bliver ved at med gentage.
De islamiske bestræbelser ses tydeligst hos salafister, wahhabister, Hizb-ut-Tahrir, Det Muslimske Broderskab, Islamisk Stat og alle de nye jihadgrupper, vi kan observere på terrorscenen. Det foruroligende ved dem og deres islam, som ikke kommer ud af det blå, men netop er rodfæstet i islams formelle kilder, er, at islam sætter universelle, religiøse love og regler over de sekulære, demokratiske og nationale love i de forskellige europæiske lande. Sidstnævnte love er dybest set blasfemiske – ugudelige, eftersom Guds lov står over menneskenes lov.
Intet sted, bortset fra Tyrkiet, har muslimer vist sig i stand til at reformere den hellige rangorden med Gud øverst, og i Tyrkiet er magthaverne dybt afhængige af et stærkt militær. Uden det ville den sekulære stat ikke holde længe, og der sker i disse år under præsident Erdogan en glidning tilbage mod en mere islamisk statsordning i Tyrkiet.
Forklaringen er den enkle, at islam også som skriftløs, folkelig størrelse har meget svært ved at underkaste sig lokale love. Når målet er universalisme, vil det lokale altid stå i vejen for målets realisering.
Når det er sagt, findes der også mere formildende indslag i islam, mest ikonografisk udtrykt via islams fem søjler, hvortil bl.a. hører, at man skal bede så og så mange gange dagligt, give almisse, faste under Ramadanen og helst besøge Mekka én gang i sit liv. Altså, ganske tilforladelige ritualer, der ikke strider mod europæiske normer og interesser. Hvis islam blot bestod af disse søjler, kunne vi sige tak for i aften og gå hjem med fred i sindet.
Det samme gælder fsva. islam som religion og metafysik blandt sufier og muslimske mystikere, som har eksisteret lige siden islam vandt frem i de kristne kernelande i Mellemøsten – og slog rod i først Mekka (hvor Muhammed og hans tilhængere var i mindretal – og tolerance derfor var en politisk nødvendighed), og siden i Medina (hvor Muhammed ikke længere behøvede at tage den slags prekære hensyn). Som den tyske sociolog Max Weber har fremhævet, var ”troskrigen” fra begyndelsen et ”livselement” i islam. Teksten, den hellige tekst, er dybt præget af den historiske sammenhæng, islam opstod i – og det forhold, at islam blev vundet med sværdet snarere end med ordet.
For tiden læser jeg en bemærkelsesværdig erindringsbog skrevet af en sufi. Det er den britiske islamforsker Robert Irwins erindringsbog med titlen Memoirs of a Dervish: Sufies, Mystics and the Sixtees fra 2011. Det er med andre ord Irwins beskrivelse af sig selv. En ”dervish” er en fattig asketisk tigger, der ser sig selv som en muslimsk vandringsmand og helgen.
For den muslimske helgen er islam en religion og ikke ret meget andet. Den rummer en særlig metafysisk kvalitet i kontrast til den kvantitative, fysiske verden, ikke mindst den vestlige verdens glimmer og gas. Tiggeren er omvandrende, asketisk, fattig. Han er en hippie, men uden hippie-bevægelsen. Han er en revolutionær, men uden revolutionen og al dens terror. Han er som regel i ental, isoleret, afkoblet, uden for sin tid, utidssvarende.
Men der er ikke mange af dem tilbage. Som Irwin skriver et sted i sine memoirer, er det nærmest umuligt at tænke tilbage på en periode som 60’ernes England, dvs. før islam blev forbundet med islamisme og terror, før muslimer krævede beskyttelse mod at blive udsat for ”blasfemi” i den offentlige debat, og før muslimer gik i gang med at indføre sharialov og shariadomstole i det britiske samfund.
Før protesterne mod Salman Rushdies bestsellerroman De sataniske vers i 1988 optrådte britiske muslimer knap nok i aviser og medier, og islamisk fundamentalisme var ikke et emne i dagspressen. Naturligvis fandtes det, også i Storbritannien, men slet ikke i samme udstrækning som i dag. I Mellemøsten så det ud til, at fremtiden tilhørte sekulære socialister og nationalister som Egyptens Nasser og Tunesiens Ben Ali Bourguiba.
Hvis vi skal være lidt frække, repræsenterede efterkrigstidens korte periode med nationale udgaver af islam det egentlige, arabiske forår. Der var dem, der troede, at islam kunne få et nationalt og dermed mere moderat ansigt og blive fortolket ind i en sekulær dagsorden. I dag ser situationen mildest talt anderledes ud. Det arabiske forår, som alle talte om, er blevet afløst af vinter.
Her står vi så og forsøger at finde hoved og hale i vintermørket.
Hvis jeg skal være lidt optimistisk her mod slutningen, så må det være, at det eneste, der peger fremad, er muslimer af kød og blod, som tør, vil og kan reformere islam. Reformationen kommer ikke fra kilderne, hverken Koranen eller levnedsbeskrivelserne af Muhammeds liv og eksempel.
Reformationen kommer nok heller ikke fra de islamiske myndigheder, der befinder sig i et lukket kredsløb af rigtigt og forkert og ikke har blik for mellemtonen. Reformationen kan kun komme fra det levende og menneskelige niveau, fra konkrete muslimer, som ønsker at ændre islams praksis indefra – og f.eks. som kætteren Ayaan Hirsi Ali nyligt har påpeget formår at dreje islam i retning af de klassiske fem søjler, der peger væk fra den islamiske herrefolksmentalitet, kvindeundertrykkelse, sharia, ghettodannelse, vold og kriminalitet.
Vi andre er dømt til at se på udefra – og så ellers forsvare os og vore børn – bedst muligt mod islams tiltagende politiske magt og demografiske styrke, ikke alene i den muslimske verden, men så sandelig også her.
(Forkortet version af oplæg i Lillerød Kirke, 12. maj. 2015)
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 13. mai og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.