I en glimrende artikkel tar folketingskandidat for Socialistisk Folkeparti og kandidat i litteraturvitenskap og midtøstenstuder Halime Oguz et oppgjør med muslimske representanter som angriper progressive muslimer i den offentlige debatten.
Angrepene kommer i en tone som får ytre høyre til å virke som en søndagsutflukt, skriver Oguz.
Hun er heller ikke imponert over fremtredende etnisk danske debattører som vender de progressive ryggen og heller støtter reaksjonære og patrialkalske muslimer som autentiske.
Oguz skriver at dersom man deltar i den offentlige debatten som progressiv muslim, blir man voldsomt angrepet av andre muslimer. De unnslår seg heller ikke for å kontakte vedkommendes familie med oppfordringer om gjenoppdragelse av «den vantro». Samtidig uteblir støtten fullstendig fra etnisk danske debattører som helst vil befatte seg med solskinnshistorer om integrering.
– Det er en seig kamp å være progressiv muslimsk kvinne med etnisk minoritetsbakgrunn. Gir man uttrykk for sine holdninger i offentligheten, blir man møtt av massive angrep. Ikke bare fra mer tradisjonelt tenkende muslimer, men også fra forholdsvis moderne innstilte muslimer med høy utdannelse, fortsetter hun:
Progressive muslimske kvinder bliver sendt gennem en vridemaskine, når vi sætter spørgsmålstegn ved forhold, der er åbenlyst kønsdiskriminerende. Patriarkalske muslimske repræsentanter erobrer ofte retten til at definere, hvad en rigtig muslim er, og de påstår, at man har solgt sin sjæl og vil lefle for danskerne. Det er i sandhed den store muslimtest, man skal igennem.
På baggrund af et indlæg om integrationsspørgsmål og efterfølgende interview i en landsdækkende avis, blev jeg således spurgt på gaden og til private selskaber, hvordan jeg kunne sælge ud af min tro. Og angrebene rammer ofte under bæltestedet.
Ytringer i offentligheden f.eks. om kvinders åbenlyst manglende rettigheder kan udløse en veritabel shitstorm fra gammeldagstænkende muslimer. En lind strøm af muslimer kommer på banen med hånende kommentarer. Hvor kommer alle de mennesker dog fra?
Det viser sig ofte, at det er organiseret, og at der er et netværk af muslimer, der som Tordenskjolds soldater melder sig under fanerne. De finder sammen i angreb, hvor kvantiteten af ytringer vægtes højere end kvaliteten af argumenterne, og det sker i en tone, der får det yderligtgående højre til at lyde som en søndagsudflugt.
Oguz ble selv utsatt for en veritabel shitstorm på sosiale medier da hun påpekte at danske imamer bedriver åpenlys kjønnsdiskriminering når de ikke vil vie muslimske kvinner til ikke-muslimske menn, mens de gjerne foretar vielser andre veien. Påpekningen resulterte i store mengder formanende e-poster fra muslimer som ville ha Oguz tilbake på «riktig spor». Når det ikke virket kom truslene om helvetes ild. Noen kontaktet sågar Oguz` familie og stilte spørsmål ved deres vantro familiemedlem.
– Min mor blir fremdeles oppringt og stilt konfrontatoriske spørsmål om hvorfor hun ikke oppdrar meg. De prøver å knekke en ad bakveien og ramme en på ens ømmeste punkt. Familiemedlemmer og bekjente ender med å vende en ryggen, skriver hun.
Progressive muslimer har ikke bare sitt eget miljø å kjempe mot. Etniske dansker som i misforstått godhet har satt seg fore å beskytte minoriteter kommer nemlig ofte til å støtte reaksjonære tradisjoner blant muslimer, fortsetter Oguz:
Det kan undre, at meningsdannere som f.eks. Zenia Stampe (R) eller journalist David Trads ikke viser den samme interesse og omsorg for de progressive muslimske kvinder, som de gør i de sammenhænge, der passer bedre ind i deres virkelighedsbillede. Mens progressive muslimske debattører bliver angrebet, dukker de selvgode etniske danskere sig.
Da Stampe selv oplever hårdhændet behandling i debatsammenhænge, er det helt uforståeligt, at hun ikke mere direkte bakker op om os, der oplever samme tendens. Hele dette mønster er stærkt bekymrende, når vi lever i et demokrati, hvor alt kan diskuteres, også tolkninger af islam!
Overdreven solstråleglæde
Af og til fremstår de selvgode ligefrem som modstandere. Hvis man som jeg peger på et problem som f.eks. kønsdiskrimination, skynder selvgode etniske danskere sig hurtigt videre for at fortælle solstrålehistorier om integrationen. Det sker ofte med en lille indrømmelse om, at der selvfølgelig eksisterer udfordringer, som de dog i øvrigt er pinligt immune over for.
Mit svar til de etniske danskere, der vil videre til solstrålehistorierne, er: Lad os blive lidt ved udfordringerne, for vi er ikke kommet så meget videre! Det står klart, når religiøse følelser kan vække så meget had, når vi ikke kan føre en almindelig demokratisk debat om emner som ligestilling, og når man som progressiv muslimsk kvinde bliver skammet ud, stemplet og udstødt pga. en anden livsstil. Desværre er det som om, de solstråleglade danskere hellere vil sole sig end vide af den virkelighed, hvor lyset endnu ikke falder ind. De har et meget selektivt forhold til virkeligheden.
En ægte solstrålehistorie ville i en sand oplysningstradition være at underkaste den muslimske virkelighed kritik og pege på de forhold, der er himmelråbende ude af trit med den danske samtid. Her opfordrer de selvgode etniske danskere os ironisk nok ofte til at tage opgøret indefra. Men hvordan skal vi kæmpe som progressive muslimer, når vi bliver udråbt som populister eller anklaget for at gå rabiate politikeres ærinde?
Debatten former sig som et indstuderet teaterstykke: Muslimerne beskylder os for at være frafaldne, og de selvgode danskere stempler os med et politisk mærkat for at kortslutte debatten.