»Universiteter i Europa og navnlig i Storbritannien ligner de amerikanske. Bare vent, triggeradvarsler og mikroaggressionerne kommer også snart til Europa.«
Ordene kommer fra lederen af den amerikanske tænketank The Foundation for Individual Rights in Education (FIRE), der forsøger at bekæmpe censur på de amerikanske universiteter. Hvor lobbygrupper ifølge JP (28/7) arbejder målrettet mod at kriminalisere ”stødende” litteratur, emner og problemstillinger for at beskytte de studerende mod forkerte tanker og udtryk.
Lobbyarbejdet er som taget ud af George Orwell, men censurmøllen maler ufortrødent videre på de højere læreanstalter. Det har taget århundreder, herunder en revolution og en borgerkrig, at etablere de politiske forudsætninger for ånds- og ytringsfrihed på den anden side af Atlanten, men selvsamme forudsætninger kan undergraves på få årtier. Det er dette, der sker for øjnene af amerikanerne. Som FIRE forudser, vil denne sociale epidemi snart også komme til Europa.
Hvad der konkret sker på universiteterne, er, at især venstreorienterede lobbygrupper har held med at udgrænse litteratur, akademisk materiale og undervisere, som virker stødende på etniske, religiøse eller sociale minoriteter. Klassisk litteratur, moderne litteratur eller alt det imellem. Udgrænsningen er principielt endeløs, eftersom alle tanker og kunstneriske frembringelser kan siges at krænke eller provokere. Tænk, hvis læsningen af Virginia Woolfs Mrs. Dalloway fører til selvmord? Ergo må romanen af pensum.
Den akademiske censur kommer imidlertid ikke ud af det blå. USA er på syvende år regeret af en præsident, der mener, at ytringsfriheden må underlægges diplomatiske hensyn til respekt og tolerance – som om der var, er eller nogensinde bliver universel enighed om indholdet af disse luftige begreber.
Obama er ingen undtagelse. De fleste amerikanske præsidenter er missionærer snarere end politikere. Hvorfor? Fordi de aspirerer efter at leve op til den amerikanske tradition som talsmænd for det forjættede land – skabt som modpol til den gamle verdens nedarvede stridigheder og krige. Amerikanske præsidenter vælges som fornyere, men ender som missionsfolk, mimende deres calvinistiske forfatningsfædre.
Moralismen er ikke blot historisk, den er desuden tiltagende, selv om den naturligvis ikke præsenterer sig som moralisme. Den appellerer derimod til demokrati, ligestilling og sikre zoner. Appellen indebærer, hvad den konservative idéhistoriker Allan Bloom allerede for 30 år siden kaldte et intellektuelt forfald. Han efterlyste derimod et universitet, som skulle og kunne være demokratiets modpol. På universitetet skal der ikke stemmes om tingene, her gælder det ikke om at være populær, nice eller om at blive genvalgt. Universitetet er demokratiets modsætning: dannet, tidskrævende, ekskluderende, elitært. Eller som han skrev:
»Alt i alt er der én enkel regel for universitetets aktivitet: Det behøver ikke give sine studenter den viden, de i forvejen får i et demokratisk samfund. Det må give dem viden og færdigheder, som de ikke får i samfundet (…) Universiteterne har aldrig levet særlig godt op til denne opgave. Nu er de næsten holdt op med at forsøge.«
Allan Bloom døde i 1992, men fik for nylig en arvtager i den amerikansk fødte nordmand Bruce Bawe med bogen The Victims’ Revolution: The Rise of Identity Studies and the Closing of the Liberal Mind. Bawer tager fat, hvor Bloom slutter. Med det, som humanioras forfald producerede: identitetsstudier. Fællesnævneren for disse nye studier er, at det er synd for nogen. Synderen er de hvide, anglesaksisk-protestantiske, døde mænd, der enten har tævet og undertrykt kvinder, forfulgt homoseksuelle og transseksuelle, koloniseret de sorte, udbyttet de fattige eller bare tjent tykt på at være nogle gemene kapitalistsvin.
Men så kom hævnen.
Den tog form og retning op gennem 80’erne og fik unge amerikanere til at hade deres ophav. Konsekvensen var, at den amerikanske sammenhængskraft blev angrebet indefra. Kulturen eller det, der gjorde alle til amerikanere uanset klasse, uddannelse og baggrund, blev afløst af multikulturen og teorien om sidstnævnte – multikulturalismen.
Derfor er Amerika ikke længere en nation af individer, men et patchwork af grupper, som på længere sigt vil rive nationen i småstykker. Kvinder, sorte, homoseksuelle og andre grupper er blevet skolet i at se sig selv som autonome grupper af ofre, ikke som individuelle medlemmer af et større samfund. Grupperettigheder vil underløbe individuelle rettigheder i Guds eget land.
På denne baggrund er det ikke svært at forstå, hvordan muslimer kan gøre disse separate grupper kunsten efter i resten af den vestlige verden. Grunden er allerede lagt: Multikulturalisme er den perfekte betingelse for glidende islamisering. Multikulturalisme baner vejen for muslimer og andre minoriteter, der stiller krav om halal mig hér, dér og allevegne. De bliver dagligt bestyrket i, at de tilhører det udvalgte folk, mens universitet og samfund driver videre i intellektuelt forfald med et mantra om, at livet handler om ikke at fornærme nogen.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 8. august 2015 og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennelige tillatelse.