Flere svenske journalister hævder, at de blå-gule aviser er på vej mod højre. Det forekommer mig at være noget af en overdrivelse, men måske er der alligevel lidt om det. Aviser skal trods alt sælges, og mediemarkedet forandres markant ligesom den politiske scene i Vesteuropa i disse år.
I går faldt jeg således over en lederartikel i Göteborgs-Posten, som jeg for første gang nogensinde læste til ende. Den var signeret af Håkan Boström, der – viser det sig – gennem en rum tid utroligt nok har fået lov til at skrive læsværdige, kritiske og modige ledere efter en menneskealder med ligegyldigt pladder leveret af såvel unge som gamle penneførere med meget blå og blanke øjne.
Noget lader til at gære i Sverige – og det er ikke øl. Men det er heller ikke spor mystifistisk. Landets udlændinge- og asylpolitik er reelt brudt sammen. Integrationspolitikken og skolevæsenet ligger i ruiner, banderne mobiliserer i byernes forstæder, den religiøse radikalisering hamrer derudad, og adgangen til skydevåben har aldrig været lettere. Samtidig melder de svenske jagt- og skytteklubber om gevaldig medlemsfremgang. Andejagt er pludselig blevet meget populært – eller er det mon jagttegnet – og våbentilladelsen – der lokker?
Mens oprustningen fortsætter diskret og uden for offentlighedens bevågenhed forsøger myndighederne at følge med tilvandringen til Sverige, som slår nye rekorder kvartal for kvartal, hvilket kræver et voksende personale, flere boliger, sagsbehandlere, tolke, politifolk, jurister, fængselsbetjente, integrationskonsulenter og milliarder af svenske kroner måned efter måned.
Den seneste opgørelse, jeg har set, estimerer, at omfordelingen fra den øvrige befolkning til flygtninge og deres familier, herunder udgifter til asylmodtagelse, koster mindst 2 pct. af landets samlede økonomi, hvilket svarer til den gennemsnitlige årlige vækst siden 1970. Ifølge den svenske Rigsrevision er udgifterne til integration næsten blevet tredoblet i løbet af de seneste fire år – fra 15 mia. til 41 mia. svenske kroner.
Håkan Boströms seneste lederartikel ”Borgerlighed i 1980’ernes skygge” skitserer en svensk borgelighed, som er gået i stå et sted i 80’erne – ikke alene på grund af indvandringen, der som bekendt i årtier har fået svenskerne til at sænke blikket, tie og håbe det bedste, de har lært. Borgerlighedens kvaler fortsætter her, men begynder ifølge lederskribenten et andet sted, og her bliver hans pointer endnu mere interessante i en dansk sammenhæng.
Problemet er, at borgerlige politikere har overtaget socialdemokraternes økonomiske logik og deres sociale ingeniørkunst. Mens man gjorde sosserne til fjender, adopterede de borgerlige langt hen ad vejen deres program og fremtidsbegejstring, bl.a. for EU og FN. De borgerlige har været med til at gøre Sverige til en søvngængerstat eller svingdørsstat, hvor folk og fæ kan gå ind og ud, som det passer dem i takt med udbud og efterspørgsel og tidsåndens almindelige fatalisme. Relativismen har sejret, fremhæver Boström:
«Vi har i dag en skole, en offentlig debat og et forskningsmiljø, som er kvalitativt dårligere end for 30 år siden». Frem er vokset en fastansat tjenestemandsklasse i både privat og offentlig sektor: «Organisationssverige overtog mere og mere, og antallet af eksperter voksede på alle områder. Med slagord som rationalitet, modernitet og funktionalisme fik vi storhospitaler, enhedsskole, forstadsghettoer og en mængde nye myndigheder.»
Vi behøver blot at se på Danmark for at genkende problemet. Masseuniversiteterne har reelt elimineret universitet. Pædagogik har reelt ødelagt den faglige fordybelse. Skattestaten reelt sejret over civilsamfundet, sådan at mere end totredjedele af den arbejdsdygtige del af befolkningen er afhængige af stat og kommuner for deres overlevelse.
Imens har «forståelse», «respekt» og hellige hensigter undergravet den offentlige samtale om de mest prekære emner, og enhedsskolen gjort alle lige dumme ud fra en forvisning om, at vi dermed er mere solidariske og flinke ved hinanden, selv om alle ved, at det kræver en autoritet og selvbevidsthed, som slet ikke findes mere i samfundet eller i familierne, der kun hænger sammen med det yderste af neglene. Hertil kommer, at vores tv- og radiostationer fortsat arbejder på at opdrage os til glade socialdemokrater, selv om de fleste nok kan se skriften på væggen. Det Danmark, du kender, og som selv Socialdemokraterne appellerede til i den sidste valgkamp, kender du ikke mere. Det er, som Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen muligvis vil forstå en skønne dag, long gone.
Jeg er ked ad at sige det, men fremtiden bliver efter al sandsynlighed svensk, også i Danmark, dvs. ikke svensk som i 1950’ernes eller 60’ernes folkehjem, men svensk som i det 21. århundrede, og derfor må man nyde de enkelte lyspunkter i mediernes nat, som nu f.eks. i gårsdagens Göteborgs-Posten. Måske er alt endnu ikke tabt.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 14. august 2015 og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.