Det er sterk kost å lese lederen i Jyllands-Posten i dag. Å velge å være ærlig om tanker som på mange måter er forbudte, må koste. Alle våre lesere har fått med seg at utviklingen i Sverige dessverre bare har gått fra vondt til verre. Svensk politisk ledelse viser ingen vilje til å ta innover seg realisme. Det er nettopp dette Jyllands-Posten påpeker. Og avisen trekker mulige konsekvenser av utviklingen: Borgerkrig.
Lederartikkelen åpner med at lederen av det liberale, svenske Centerpartiet, Annie Lööf, for et par år siden blev spurt på svensk tv om hvor mange innvandrere Sverige kunne motta. 30 millioner, svarte hun. Det var ikke et problem så lenge de arbeidet, snakket svensk og betalte skatt. De ville bare bli en del av en dynamisk velferdsstat.
Tv-klippet kan findes på Youtube side om side med utallige kuriøse, underholdende og drabelige klip, som dagligt kolporteres af de sociale medier. Men Annie Lööf mente og sagde det i ramme alvor.
Selv om den nuværende socialdemokratiske svenske regering under ledelse af Stefan Löfvén ikke nævner nogen øvre grænse, så synes den opsat på at importere så mange indvandrere som muligt til trods for, at modstanden mod denne politik er voksende, ikke blot hos traditionelt socialdemokratiske vælgere, men også blandt borgerlige.
Sveriges udlændingepolitik har udviklet sig til et kompleks. Idet den primært henviser til abstrakte humanitære grunde, lukker den øjnene for konkrete konsekvenser i form af milliardudgifter til de sociale myndigheder, vold og kriminalitetsrater på flugt opad, kulturel segregering, et skole- og uddannelsessystem i frit fald, religiøs radikalisering rundt om de større byer sammen med en lurende, folkelig utilfredshed med, hvad stadig flere svenskere oplever som indvandringens forvandling af den sociale virkelighed. Mange kan simpelthen ikke genkende det Sverige, der er skudt frem med rekordfart, og som ingen synes at have kontrol over. Heller ikke eliterne, der i mere end 30 år har lukket øjnene for forvandlingen, og som af samme grund har umanerligt svært ved at indrømme, at de har taget fejl og må revidere deres syn på udvikling og prognose.
Alle disse komponenter ligner opskriften på et bergmansk drama i stort format, ikke mindst fordi skeptikerne, kritikerne og modstanderne er blevet udelukket, nedgjort og dæmoniseret i årtier. Dæmoniseringen har gjaldet gennem det forhenværende folkehjem. Samme dag, som en 36-årig asylsøger fra Eritrea forleden myrdede to tilfældige svenskere i Ikea i Västerås med en kniv fra butikkens køkkenafdeling, blev det i ramme alvor diskuteret i Sveriges Radio P1, om ikke beige plastre er ”diskriminerende” og ”racistiske” mod nysvenskere med mørkere hud. Og da morderens etnicitet samtidig blev kendt på de sociale medier, rykkede svensk politi ud med bekræftelsen af, at den mistænkte var fra Eritrea – for at forhindre ”onde kræfter” i at spekulere i ulykken. Bortset fra, at det ikke var en ulykke, men et mord på en mor og hendes voksne søn. Ikea-butikken kvitterede med et skilt ved indgangen, hvorpå der stod:
»Lukket på grund af teknisk fejl.«
Det kan være svært at se, hvem der egentlig er de gode og onde i nutidens Sverige. Årtiers socialdemokratisme og kulturliberalisme har opbygget et moralsk imperium, som er i færd med at kollapse, og nye stemmer udfordrer status quo, selv i dele af den etablerede presse. Det er nyt: at centrum ikke længere holder, at landet bliver stadig mere delt, opdelt, kløvet i blokke. Svenskernes sikkerhed afhænger i høj grad af, om de kan løse problemerne politisk. Hvis ikke, bliver løsningerne anti-politiske, dvs. voldelige og blodige. Når magten ikke længere kan legitimere sig, står samfund altid i fare for at ende i vold. Det sker i Syrien, men det kan også ske i Sverige med 9, 15 eller 30 mio. indbyggere.