På torsdag ble det klart: Nederland trekker alle midler til beskyttelse av Ayaan Hirsi Ali. Hun får en gang ikke et pustrom med sikkerhetsvakter i en kort periode for å prøve å få private sponsorer til å ta ansvar for hennes liv. Hirsi Ali, som bor i USA, er nederlandsk statsborger. Derfor vil heller ikke USA betale hva det koster å sikre henne mot voldelige fanatikere:
Hirsi Ali er permanent truet på livet fra radikale islamiske kredse, fordi hun er en skarp kritiker af undertrykkelse i islams navn – ikke mindst undertrykkelsen af kvinder. Hun taler ud fra personlig erfaring som muslimsk kvinde født i Somalia.Den somaliske kvinde står i dag som en af de mest lysende bærere af den frihedstradition, som blev født i Oplysningstidens Europa. Det kræver kolossal styrke og usædvanligt mod at trodse de hadefulde mennesker, der mener, at man som muslim og især som kvinde bør tie og underkaste sig.Ayyan Hirsi Ali er mere end et menneske, der har krav på beskyttelse i en modbydelig situation. Hun er et symbol på idealer, som vil lide et frygteligt knæk, hvis der tilstøder hende noget. Svigter man hende, kan man ikke udtale ordet ytringsfrihed, uden at det bliver til aske i munden.
Salam Rushdie har nylig kalt Hirsi Ali den første flyktningen fra Europa siden Holocaust. Hun måtte forlate Nederland i fjor da hennes situasjon var blitt uutholdelig. Rushdies beskyttelse skal i alle årene som har gått vært fulgt opp av Storbritannia også når han var utenlands.
Men kontrasten mellem Rushdie og Hirsi Ali drejer sig ikke bare om penge. Den drejer sig om holdning. Det mest slående og deprimerende ved de hollandske politikeres optræden er deres mangel på engagement i Hirsi Alis sag. En stor del af dem virker faktisk, som om de synes, at det er ved at være for meget med hende og al den ytringsfrihed.
Men også deler av den politisk og kulturelle eliten i Europa svikter Hirsi Ali. ”Ytringsfrihetsfundamentalist” er en av de kvalmende etikettene som slenges etter henne.
Mønsteret ses også i Danmark. I JP forleden fortalte den daglige leder af Dansk PEN, Mille Rohde, at Hirsi Ali ikke er kvalificeret til beskyttelse (f.eks. i Danmark) under den såkaldte fribyordning. Tonen var fuldkommen klinisk og udeltagende.
De som hardnakket forsvarte Rushdie, som danske PEN snur ryggen til Hirsi Ali.
Dette markante holdningsskifte i forhold til islam og ytringsfriheden skal ses på en bredere baggrund:De så Rushdie-sagen inden for rammerne af et trygt og velkendt mønster. Den indgik i en generel kamp mod knægtelse af menneskerettigheder, som dengang var aldeles ukontroversiel i europæisk sammenhæng.Politikere kunne uden synderlige omkostninger tordne mod ayatollah Khomeini, specielt når de var i opposition (…)Venstreintellektuelle kunne på rygmarven bekæmpe iranske magthavere, der ville knægte det frie ord, og danske magthavere, der ville sælge ytringsfriheden for eksporten af fetaost.Men så skete der noget, som fik de samme kredse i europæisk politik og kultur til at se denne kamp om ytringsfriheden ud fra et helt andet mønster (paradigme).
Det som har skjedd er islams inntog i Europa og konflikter i kjølvannet av den nye innvandringen:
De globale konflikter og indvandringen betød, at islam kom til at fylde langt mere i den europæiske virkelighed. Hermed fulgte spændinger, konflikter og en islamisk offermentalitet, der vendte sin vrede mod Vesten.Det påvirkede politikere og meningsdannere, som var præget af to centrale træk i det åndelige klima efter Anden Verdenskrig: Det ene drejede sig om frygt og fredslængsel . Det andet drejede sig om skyld og selvfornægtelse . Begge træk bundede i Europas forfærdelige erfaringer med totalitære regimer af nazistisk eller kommunistisk observans.Efter nazismen og Den Kolde Krig var Europa præget af længslen efter at koncentrere sig om fred og velstand. Militær styrke og anden magt var i lav kurs (det lod man USA om), diplomatisk dialog skulle være den europæiske vej. Samtidig var der stor følsomhed over for alle tendenser til konflikt i samfundet.Derfor har den islamiske forurettelse skabt frygt hos mange i eliten – og hang til eftergivenhed. Det gælder også i forhold til ytringsfriheden.Samtidig ser man den islamiske forurettelse som en bekræftelse på den skyld, som Europa og Vesten har pådraget sig ved sin historiske optræden over for specielt Den Tredje Verden – fra kolonitiden og fremefter. Denne skyldbelæssede reaktion er særlig stærk blandt venstreintellektuelle, der dyrker selvfornægtelsen for ikke at sige selvhadet i forhold til egen kultur.Frygten og skylden fører til, at når der opstår sammenstød om ytringsfriheden, så er disse kredse hurtige til at rette deres fordømmelse mod dem, der gør brug af den. Som i Muhammed-konflikten.
Under Rushdie-saken ble ytringsfriheten ubetinget definert som et gode. Slik er dte ikke lenger:
Nu forbindes den med fredsforstyrrelse og fjendtlighed mod muslimer. Derfor svigtes Hirsi Alis kamp på det skammeligste.En somalisk kvinde kæmper for Oplysningstidens idealer og høster utak i dele af den europæiske elite. Hvilket forfald.
Les også lederkommentar i Jyllands-Posten, Frihedens pris
Danmark tar grep
Kulturminister Brian Mikkelsen (K) synes ikke å være enig med danske PEN. Han sender nå en direkte oppfordring til landets kommuner om å invitere Hirsi Ali til å bo i Danmark. Regjeringen mener at Hirsi Ali vil være opplagt å invitere som ledd i den nye ordningen med fribyer av forfulgte forfattere.
Ayaan Hirsi Ali vil stå som nummer en på listen over forfattere som man etter min mening skulle invitere til Danmark. Hun har om noen kjempet for ytringsfriheten, og har om noen blitt utsatt for personlige trusler mot sitt eget liv.
Ifølge Mikkelsen vil regjeringen være innstilt på å betale de utgifter for sikkerhet som vil være forbundet med å huse en forfatter i en dansk friby.
Det er klart at Hirsi Ali vil innebære en ekstraordinær utgift. Det vil vi se positivt på, sier Mikkelsen til JP.dk.
Kulturministerens invitasjon møter bred tilslutning i Danmark.
Fra den norske regjeringen hører vi ikke et ord. Den ellers så taleføre og handlingsorienterte utenriksminister Jonas Gahr Støre (Ap) synes ikke å ha noe behov for å uttale seg om dette, og slett ikke bidra med hjelp. Men så viste han kanskje sitt sanne jeg da han var villig til å ofre ytringsfriheten under Muhammed-bråket? Heller ikke den giverglade utviklingsminister Erik Solheim (SV), som stolt benytter norske midler til en rekke formål, for eksempel til konservative koranskoler i Pakistan, synes å ha noe behov for å bistå. Og arbeids- og inkluderingsminister Bjarne Håkon Hanssen (Ap), som hevder å være opptatt å få kvinner med innvandrerbakgrunn opp og frem, ikke minst ved gode rollemodeller, er taus. Det er synd vi ikke har «danske tilstander».