Hun stod på scenen et sted i London. Det var i februar, og konferencen havde været planlagt længe. Men en forfærdelig begivenhed gjorde dens tema om sharialov, blasfemi og sekularisme endnu mere aktuelt: Massakren på magasinet Charlie Hebdos medarbejdere den 7. januar i Paris. Der blev fremsat støtteerklæringer til Charlie Hebdo gennem hele konferencen.
Jeg bliver med mellemrum mindet om vigtigheden af sådanne konferencer, mere om det længere nede i artiklen. Først mere om konferencen: Den var organiseret af Rådet for Eksmuslimer i Storbritannien. Denne organisation trækker sjældent mere end en 100 mennesker til en enkelt begivenhed. Men konferencerne er væsentlige og burde dækkes af langt flere journalister end de få, der møder frem.
”Hun” var den unge menneskerettighedsaktivist og feminist Magdulien Abaida fra Libyen, der i dag har politisk asyl i Storbritannien. I sit hjemland blev hun blevet bortført af en bevæbnet, islamisk gruppe, der stormede den konference, hvor hun skulle tale. Efter at være sluppet fri rejste hun ud af landet. Abaida mente, at ”For mig handler det ikke om fundamentalisme. Det handler om islam. Kald mig islamofob, jeg er ligeglad. Jeg ser ikke islam som en fredelig religion. Hvorfor skal vi tale om hijab, segration og manglende uddannelse, hvis ikke vi kan tale om islam?”
Når mor bliver terrorist
En anden taler, den somaliskfødte Amal Farah, berettede også om hvordan hendes hjem pludselig blev til en verden af os og dem, muslimer og ikke-muslimer og med strenge regler, for hvordan hun kunne leve sit liv.
Som barn kom Farah til Storbritannien med sin mor og sine søskende, faderen lever ikke længere: ”For år tilbage besluttede jeg mig for at forlade islam. Der var denne organisation (Rådet for Eksmulimer i Storbritannien, red.) meget vigtig for mig”.
Moderen valgte efter at Farah havde fortalt familien om sit frafald at flytte familien til Dubai, af frygt for at hendes søskende skulle blive påvirket i uheldig retning.
Marts i år fortalte Farah til de britiske medier, hvad hun ikke nævnte på konferencen: At hendes mor er blevet et indflydelsesrigt medlem af terrorgruppen Al Shabaab
Moderen har giftet sig med en af lederne. Det er denne organisation, der var ansvarlig for massakren september 2013 på Westgate shopping centret i Nairobi i Kenya.
Farah har i dag – som adskillige eksmuslimer og liberale muslimer i Europa – hemmeligt telefonnummer og hemmelig adresse. Ikke mindst i dette tilfælde kan der være grund til at frygte, at familien vil stræbe Farah efter livet.
Eksmuslim lige så farlig som ISIS
Nahla Mahmoud er en af Rådet for Eksmuslimers talspersoner, har også oplevet problemer med at stå offentligt frem som frafalden. For nylig blev det bragt frem, at det nu tidligere byrådsmedlem for partiet Liberal Democrats Salah al Bander ved et møde med repræsentanter for den sudanesiske diaspora i Storbritannien havde klassificeret Mahmoud som en ekstremist. En ekstremist, der er en lige så stor trussel som ISIS.
Det var også på konferencen muligt at møde de, der havde besluttet sig for at blive i islam. Yasmin Rehman, der tidligere har arbejdet som som konsulent for det britiske politi, sagde: ”Jeg spørger mig selv om hvorfor jeg bliver i denne religion”. Men det er, forklarede Rehman, den religion, hendes mor har opdraget hende i. Ved en tidligere konference har jeg hørt hende fortælle om, hvordan hun voksede op og hørte om poesien i islam, mystikere og tænkere som Rumi, Hafez med flere. Hun understregede, at ”Vi må forstå, at dette ikke blot handler om wahabisme. Fundamentalisme har penetreret hele religionen”.
Hvorfor bringe denne konference frem lige nu? Fordi det er vigtigt ikke mindst i disse tider, hvor der er pres på Europas grænser at huske på, hvor vanskeligt det kan være at forlade islam, også for muslimer, der bor i Europa. Eller blot erklære, at man ønsker religionen moderniseret. Sådanne mennesker kan møde trusler, hvis de står offentligt frem. Eller pres fra familien om at blive i religionen. Eller trusler fra slægtninge.
Krav om at frafaldne dræbes
Men eksilet i Europa har for nogle betydet forskellen på liv og død. Forleden fik jeg en mail fra Waleed Al-Husseini, der er stifter af Rådet for Eksmuslimer i Frankrig, og som jeg har haft lidt kontakt med her i år. Husseini udgav tidligere i år bogen ”Blasphémateur” (Blasfemiker), som han glad har fortalt mig er blevet et salgsmæssigt hit i Frankrig. Han er palæstinenser og stammer fra den konservative by Qalqilyah. I 2010 blev han fængslet på Vestbredden for blasfemi mod islam, for at have erklæret sit frafald. Efter ti måneders indespærring og tortur blev lykkedes det ham at blive sat fri. Han forlod sin familie og rejste til Jordan, søgte asyl på den franske ambassade der og har siden fået politisk asyl i Frankrig. Han bor i dag i Paris.
Husseinis sag fik stor international opmærksomhed, og ikke overraskende var der også mange trusler mod bloggeren. Og krav om at han skulle dræbes. Hans egen far mener, at Husseini er blevet forhekset.
Presset på Europa
Ikke mindst den igangværende tilstrømning fra muslimske lande vil, mener jeg, komme til at lægge et yderligere pres på moderate og frafaldne muslimer i Europa. Det er vigtigt at være opmærksom på, at denne gruppe findes og at yde den beskyttelse.
Her er det ærgerligt, at det ofte er svært at skabe alliancer med sådanne folk, når man tilhører højrefløjen, den borgerlige fløj og ønsker stramninger i asylpolitikken. Det er ganske tydeligt med organisationer som ”En Lov for Alle” og ”Rådet for Eksmuslimer”, at de er domineret af folk på venstrefløjen, der for eksempel ikke vil have med det EU-og indvandringskritiske parti UKIP at gøre. Skønt dette parti også tæller indvandrere blandt deres kandidater.
Her er en opgave at løse.