«Norge og Europas jøder er kanarifuglene i gruvene våre. Hvis de en dag slutter å synge, da er alt tapt.» Dette er dedikasjonen i boken Islam. Den 11. landeplage. I kronikk i dagens Jyllands-Posten utrykkes samme bekymring. Angrep på Europas jøder, er angrep på Europas drøm. I flere årtier har våre jøder nytt godt av fremveksten av toleranse og frihet på kontinentet etter 2. verdenskrig. De har antakelig historisk aldri hatt det bedre i Europa. Når flere nå pakker sine eiendeler og forlater Europa, «taper Europa kampen for å bli et bedre sted for alle europeere».
Anshel Pfeffer skriver for for den israelske avisen Haaretz og er korrespondent i Israel for det britiske tidsskriftet The Economist. I dag advarer han om at angrep på jøder er angrep på Europas drøm. Hvor mange jøder som i dag er bosatt på kontinentet, er noe usikkert, og handler også om definisjon og om man eksempelvis inkluderer russiske jøder i anslaget. Det sm derimot synes sikkert, er at det siste 1 000 år aldri har vært færre jøder i Europa, oppgit i faktiske tall og som andel av totalt befolkning. På verdensplan har den jødiske befolkningen vokst tlbake til samme nivå som før 2. verdenskrig (nesten 40 prosent ble utryddet under krigen). I Europa er ikke tilfellet det samme.
Forsvinder jøderne fra Europa? Og i så fald hvorfor? Og er det en trist nyhed for Europa?
Klarer sig flot økonomisk
Tal fortæller imidlertid ikke hele historien. I næsten hvert eneste land, hvor der er et jødisk samfund, klarer jøderne sig økonomisk fortræffeligt, ligesom de gør sig gældende i det offentlige liv og på erhvervsfronten.
Der er ingen juridiske skranker eller glaslofter, der hæmmer deres udfoldelsesmuligheder. Myndigheder på lands- og lokalplan bevilger flere offentlige midler end nogen sinde før til at bevare jødisk arv i deres lande og til fysisk sikring af dem, der bor der nu. Tilfælde af antisemitisme eller vold, der anmeldes til politiet, behandles hurtigt og omhyggeligt.
Europæiske jøder har aldrig nydt den agtelse, haft den frihed, de muligheder, de ressourcer og, ja, den sikkerhed, som de nyder og har i dag.
Så hvorfor all snakk om jøder som forlater Europa?
Selvsagt handler det ikke minst om terroranslagene i Paris og København i fjor. Det handler om alle sikkerhetsforanstaltninger ved jødiske institusjoner i hele Vets-Europa, inkludert Oslo.
Dan Uzan begraves i København januar 2015.
Er terror en særlig trussel mod jøder, der nemt kan kendes og udpeges som mål, eller er terror en trussel mod hele europæiske samfund? Og er der en sammenhæng mellem den gamle antisemitisme, der afstedkom så megen fortræd mod jøder og i så stort omfang bragte død over dem, og dette nye islamistiske had? Måske det ikke har noget at gøre med Europa og blot er en følgevirkning af situationen i Mellemøsten?
Hvert år er der adskillige jøder, der udvandrer fra Frankrig til Israel og peger på manglende sikkerhed som en af grundene til at rejse. Men i Israel er der større risiko for, at en jøde bliver myrdet af en terrorist, end der er i Frankrig.
Den tidligere israelske presidenten Shimon Peres formulerte antakelig det hele opp i et par setninger: «Antisemittisme er ikke lenger et problem for jødene. Det er et problem for de landene som har antisemittisme. Det vser at det er noe galt i de aktuelle landene. Jøder kan alltids flytte til et annet sted, men problemene i de aktuelle landene blir tilbake.»
Hvis man kaster et blik på Europa i dag, ses det tydeligt, at præsident Peres havde ret.
Europa er ved at ødelægge sig selv på et tidspunkt, hvor de europæiske lande kæmper for at komme på fode efter de seneste 10 års konjunkturnedgang, og økonomiske stramninger lader sig mærke mere. De unge kan ikke længere regne med den velstand eller jobsikkerhed, som forældrene havde.
De sætter ikke børn i verden, og den aldrende befolkning er rådvild på grund af de modsætningsfyldte behov i et samfund, der på den ene side har brug for indvandrere som arbejdskraft og på den anden side ikke er i stand til at finde sig til rette med den nye kultur, som de nye indvandrere fører med sig.
De moderate konsensuspolitikere og bureaukraterne i EU, der i den grad gjorde sig gældende, da der herskede ro og velstand, slår ikke til, mens populistiske fremmedfjendske partier har fremgang. Europa havde kurs mod krise, længe før IS-terroristerne satte ind, og er ikke forberedt på at gøre front mod dem nu, da de er en realitet. Intet af dette har med jøder at gøre. Det har heller intet med Israel at gøre.
Samfund i hastig udvikling
Når jøder i Europa tidligere blev angrebet, skete det, fordi de blev betragtet som farlige fremmede, der skilte sig ud fra den lokale kristne kultur.
Når jøder bliver angrebet i det 21. århundrede, sker det af den modsatte årsag. Trods den ulykkelige skæbne, der blev jøderne til del gennem generationers europæisk historie, og trods de mange ofre, som Holocaust krævede, er jøderne i dag ironisk nok et symbol på de resultater, som Europa har nået.
Jødiske samfund i hastig udvikling i dagens Europa vidner om, hvordan det lykkedes Europa at få bugt med sine dæmoner og skabe tolerante samfund. Jøderne er det mest synlige eksempel på dette fremgangsrige, nye og bedre Europa, som nu befinder sig i en truet situation.
Tilfældigt i forreste linje
De gamle dæmoner, som dukker frem, og de nye, der kommer til, hader dette Europa. De ønsker et Europa, der er i krig med sig selv og med omverdenen. Et Europa, som atter vil blive opløst i hadfyldte dele, ikke et samarbejdende Europa.
Angreb på jøder nu er angreb på den europæiske drøm, som blev en realitet i nogle årtier; på det Europa, der eksisterede en kort stund i historien, og som nu kæmper for sin eksistens.
Den danske jøden Jeppe Samuel Cholewa Juhl, skrev en enda dystrere kronikk i fjor, Diasporaens død. Juhl spår at jødenes tid i Europa går mot en slutt grunnet innvandringen fra den islamdominerte verden dypt preget av antisemittisme.
De europæiske jøder er snart en saga blot.
For den eneste løsning er så gennemgribende, at den desværre er illusorisk. Først og fremmest skal al indvandring fra muslimske lande øjeblikkeligt stoppe. Dernæst skal alle muslimer, der ikke ubetinget bakker om det frie, demokratiske samfund repatrieres. Dette er aldeles uladsiggørligt.
Europas ledere har fået deres vilje. De har skiftet deres jødiske befolkning ud med en ny minoritet. Dette er Europas tab, ikke jødernes.