Europeiske politikere er blitt tatt på sengen av den enorme tilstrømmingen fra Midtøsten og Afrika, hvilket har gjort det moteriktig fremme forslag som å gi asylsøkere arbeidstillatelse fra dag én. Dette skal visst sørge for at både økonomi og integrering går seg til.
Å få asylsøkere ut på arbeidsmarkedet har imidlertid vært en tverrpolitisk prioritet i en årrekke, med påfølgende kostbare tiltak for realisere det vi kan kalle myndighetenes plan A. Resultatet har derimot vært magert ettersom det er lettere sagt enn gjort å få mennesker med manglende skolegang og kvalifikasjoner inn på et marked hvor antallet ledige ufaglærte arbeidsplasser er få og synkende – ikke minst fordi det allerede finnes en eksisterende ufaglært, innfødt såvel som innvandret, arbeidsstyrke i mottagerlandene. Derfor går da heller ikke noen lands politiske ledelse i detalj om hvor alle de arbeidsplassene som trengs skal komme fra og hvordan de eventuelt skal finansieres.
For å ta noen eksempler: Sverige har de siste syv år satset over 50 milliarder kroner (SEK) for å gjøre det billigere å ansette arbeidsledige. Kostnadene for tiltaket har steget fra drøye to milliarder årlig i 2008 til nesten 10 milliarder i 2015. Resultatet er ikke noe å skrive hjem om. Flere av de statlige støtteordningene for å nettopp ansette nyankomne asylsøkere gjør ansettelsen nesten gratis, men bare et fåtall går videre til en vanlig, ikke-subsidiert jobb. Andelen som går fra en såkalt innslusningsjobb, som er en ordning som er spesielt rettet mot nyankomne, til en vanlig jobb har attpåtil sunket for hvert år og er nå på knappe 7 prosent.
Ståa er omtrent den samme i Norge. Resultatene er nedslående og utviklingen viser i tillegg at det går feil vei: andelen som kommer i jobb minker istedet for å øke. I 2011 fant Aftenposten at det til da var brukt 100 milliarder kroner på ulike handlingsplaner og tiltak, og likevel er arbeidsledigheten blant ikke-vestlige innvandrere tre ganger høyere enn i den øvrige befolkningen.
I Norge får bare en av fire asylsøkere jobb etter avsluttet introduksjonskurs som består av to års kursing i norsk og samfunnskunnskap. I dette tilfellet regnes arbeid fra èn times lønnet arbeid eller mer. I statsbudsjettet for 2015 var det satt av 8.4 milliarder til introduksjonsprogrammet med norskopplæring. I 2007 kom 51 prosent i en eller annen form for arbeid etter avsluttet kurs, men andelen falt til 35 prosent i 2012. De siste tre årene er bare en av fire kommet i lønnet arbeid etter det såkalte prestisjeprogrammet, som gir deltagere rett til introduksjonsstønad på 176.000 kroner.
Det samme er tilfelle i Danmark, hvor bare en av fire asylsøkere er i arbeid etter ti år i landet. Den avgåtte sosialdemokratiske regjeringen kalte tallene skremmende.
Senest i desember 2015 viste tall fra Danmarks statistik (DST) at sysselsettingsgraden for ikke-vestlige innvandrere har falt fra 54,6 prosent i 2008 til 47,7 prosent i 2013, hvilket utgjør et fall på 6,9 prosentpoeng. Til sammenligning har sysselsettingsgraden for etniske dansker falt med 4,1 prosentpoeng fra 77,9 prosent til 73,8 prosent i samme periode. Fallet er størst blant innvandrere fra Afghanistan (53,5 til 40,7 prosent), Somalia (38,5 til 26,0 prosent) som begge har et fall på over 12 prosentpoeng. Innvandrere fra Pakistan har falt minst i sysselsettingsgraden, fra 52,2 til 49,2 prosent. Fallet er mest uttalt blant mannlige innvandrere fra ikke-vestlige land.
Bare to av fem kvinner fra ikke-vestlige land er sysselsatt og beskjeftigelsesprosenten har falt fra 48,9 til 42,9 prosent. Det største fallet har skjedd blant kvinnelige innvandrere fra Afghanistan og Iran, mens sysselsettingen blant kvinner i den største ikke-vestlige innvandrergruppen i Danmark, Tyrkia, har falt fra 48,8 til 40,7 prosent. Til sammenligning falt beskjeftigelsesprosenten for etnisk danske kvinner fra 75,8 prosent til 72,4 prosent i samme periode.
Samtidig viste tall fra fra analyse- og rådgivningsbyrået LG Insight at bare 5 prosent av kvinnelige asylsøkere med innvilget oppholdtillatelse er i jobb etter fire år i Danmark. Blant mannlige asylsøkere er bare 20 prosent i arbeid etter fire år i Danmark.
En ny beregning viser at den dårlige integrasjonen av asylsøkere på arbeidsmarkedet kan bli dyr for det danske samfunnet. Beregningen, som er utført av Utlendingsministeriet og Finansministeriet, viser at bare de direkte utgiftene for statens integreringsinnsats var på to milliarder i 2013. Beløpet vil øke til 6,5 milliarder i inneværende år og ende på 10,4 årlige milliarder i 2020. Tallene er basert på regjeringens anslag over antall nyankomne asylsøkere: 25.000 i år og 15.000 årlig frem til 2020. Offentlige overførsler og kommunenes integrasjonsprogram er inkludert i beregningene, så utgifter til skolegang, barnehager og helsetjenester vil komme i tillegg. Utlendings- og integreringsminister Inger Støjberg (V) sier at tallene viser at det danske samfunnet er under et «gigantisk press både økonomisk og verdimessig».
Den sittende regjeringens førsteprioritet er følgelig å få de nyankomne asylsøkerne i jobb raskest mulig. Man forventer en løsning innen mars.
Formennene for to av Danmarks største fagforbund (3F og HK) er derimot ikke optimistiske. Formannen for 3F, Per Christensen, påpeker den åpenbare ønsketenkingen: vi snakker faktisk om et problem som man forgjeves har forsøkt å løse i 17 år. Og i løpet av disse årene har tross alt tilstrømningen vært langt lavere enn nå, for ikke å nevne hva som forventes fremover.
Avisen Politiken har tatt en prat med kvinner fra Irak, Syria, Afghanistan og Iran som enten er kommet som asylsøkere eller på familiegjenforening. De fleste er mottagere av offentlige stønader og forteller om store barrierer for å komme i arbeid.
Særligt det sidste er der mange af. De fleste her har haft store udfordringer ved at etablere sig forfra i et fremmed land, hvor der er ganske andre forventninger til kvinder, end der er der, hvor de kommer fra. Ensomhed og isolation er velkendte følelser.
Og størstedelen af kvinderne er på kontanthjælp, for vejen til det danske arbejdsmarked er tung, fortæller Lise-Lotte Duch, der på niende år er leder af Fakti, der dagligt har besøg af mellem 50 og 70 kvinder.
»Mange af kvinderne har primært haft til opgave at tage sig af deres familie. Det har ikke været forventet, at de skulle tænke selv eller træffe nogen form for beslutninger i deres eget liv. Så er det virkelig svært at kunne se sig selv på et dansk arbejdsmarked«, siger hun.
En ny undersøkelse fra Jammerbukt asylavdeling viser at hele 45 prosent av de syriske kvinnene som nylig har kommet til Danmark aldri har hatt en jobb. Bare 21 prosent har avsluttet en gymansiell utdannelse. Når politikere, arbeidsgivere og fagforeninger nå vil sette alt inn for å få flere nyankomne asylsøkere i arbeid, skal de huske på at kvinnene ofte er i en annen situasjon enn sine menn, mener Lise-Lotte Duch.
»Hvis man har set sine børn dø i et bombeangreb og flygter hertil som 45-årig og aldrig nogensinde har været på arbejdsmarkedet, men tværtimod har levet et liv, hvor det aldrig er blevet forventet, at man skulle begå sig uden for hjemmets fire vægge, så er der altså lang vej til et fast arbejde«.
En av kvinnene Politiken snakker med er 45 år gamle Sandas fra Irak, som etter 27 år i landet fortsatt ikke snakker dansk, men må gjøre bruk av tolk. Hun hadde bare fem års skolegang fra før og med krigstraumer i tillegg har hun aldri vært i arbeid i Danmark.
Bag hende står 56-årige Khairia fra Irak. Før hun flygtede til Danmark i 1998 arbejdede hun 17 år som elektronikingeniør, men det skulle vise sig at blive svært at få hendes uddannelse godkendt i Danmark.
»Jeg har virkelig prøvet. Mange, mange gange«, fortæller Khairia.
»For det første fik jeg at vide, at jeg skulle tage det her af«. Hun trækker ud i sit tørklæde imens hun rynker sine skarpt optegnede øjenbryn.
»Og dernæst sagde min sagsbehandler, at job som ingeniør kun var for danskere. ‘Du kan komme i et køkken eller rengøring’, sagde hun. Men jeg kom fra et job som chef for et helt værksted«, sige Khairia, der for fem år siden kom i en kortere praktik i et køkken, men siden ikke har haft et job.
»Jeg har glemt meget af min uddannelse i alle disse år. Og jeg føler mig træt og nedbrudt«, fortæller hun.
Duch sier at kvinnenes vei til arbeidsmarkedet er vanskelig, men ikke umulig. Hun har personlig hjulpet flere i arbeid, men påpeker at kvinnene er nervøse i møtet med det danske systemet. Kvinnene vet for eksempel ikke hvordan de skal løse konflikter på arbeidsplassen eller hvordan de skal takle kritikk fra arbeidsgiver. Hun har derfor gjort en avtale med kommunen om at kvinnene kan komme på møtene som er obligatoriske for å motta sosiale stønader på Fakti hvor de er kjent, istedet for å møte på kommunens vanlige jobbsenter.
Ifølge jobbkonsulent Katrine Høybye Frederiksen fungerer ordningen godt. – Vi møter flere som ikke forstår de kravene som blir stilt til dem her i Danmark, hvor man skal stå til rådighet for arbeidsmarkedet for å motta arbeidsledighetstrygd, og mange kommer samtidig fra en verden hvor man ikke alltid kan ha tillit til myndihetene, sier hun til Politiken.
Jobcenteret har gode erfaringer med at starte blidt op med få timers arbejdsdage og så trappe op lige så stille.
»Vi oplever, at en del vokser med opgaven og får den selvtillid der skal til«, fortæller Katrine Høybye Frederiksen. Men det er svært at finde job, hvor det er muligt.
»Det danske arbejdsmarked er ikke altid så rummeligt, som man kunne ønske sig«, siger hun.
44 år gamle Sarah kom til Danmark fra Irak i 1994 og lærte seg raskt språket. Hun jobbet i flere innvandrerbutikker før hun kom inn på pedagogikkutdannelse og fikk praksisplass i en barnehage. Men fire barn, lekser og fulltidsarbeid ble for mye og hun fikk vondt i magen:
»Jeg vidste det ikke, men min krop spejlede det psykiske i mig«, fortæller hun.
Kort tid efter måtte hun akut opereres i maven og fik fjernet et stykke af tarmen. Og det var som om, alting ændrede sig efter det, husker hun.
»Jeg begyndte at få det psykisk dårligt. Jeg fik angst og mareridt hver nat og var pludselig meget bange for at miste mine børn«.
Fortiden havde indhentet Sarah. Krigen. Flugten. Torturen, hun blev udsat for som barn i et irakisk fængsel. PTSD-traumer kaldte lægen det. Hun måtte opgive at arbejde som pædagog og har siden været udenfor arbejdsmarkedet og fået kontanthjælp.
Det danske språket har hun glemt og trenger nå tolk for å snakke med Politiken.
Alle kvinnene uttrykker imidlertid håp om en bedre fremtid for barna. En av de afghanske kvinnene i lokalet har 12 barn, hvorav nesten alle går på universitet. En annen har fire barn, hvorav en er lege og to er ingeniører.
»Hvis man er en vellykket mor, får man veluddannede børn«, slår Sharifa fast.
Hun er selv uddannet jordemoder og praktiserede i 27 år, indtil Taleban kom til magten i hendes hjemland og forbød hende at arbejde. I Danmark nåede hun at arbejde et par år, indtil hun fik konstateret leverkræft, og efter behandlingen har hun været uden for arbejdsmarkedet.
Hun har selv ni børn, som hun fortæller, at hun har kæmpet målrettet for at integrere dem i det danske samfund. Blandt andet ved at stille høje krav til opførsel og ihærdighed i skolen og ved at forbyde dem at se andet end dansk tv i hjemmet.
»Det er de stærke kvinder, der sørger for, at børnene kommer frem«, konstaterer hun.
65-årige Shakereh fra Afghanistan er enig.
»Mange ser på os som snyltere, der bare vil nasse på systemet. Men vi bruger vores kræfter på at opdrage vores børn til at blive gode borgere og til at tage en uddannelse og få høje poster i samfundet«.
Forskningssjef Lars Larsen i analyse- og rådgivningsfirmaet LG Insight har foretatt flere analyser som ser på årsakene til kvinnelige asylsøkeres lave deltagelse på arbeidsmarkedet. Han peker på to hovedårsaker: ingen arbeidserfaring og kulturelle forskjeller:
”Flygtningekvinderne er en vanskelig gruppe. Mange af kvinderne har ingen erhvervserfaring, og nogle mangler helt grundlæggende motivation for at tage et arbejde”, siger Lars Larsen.
En undersøgelse fra Jammerbugt kommune kom tidligere på året til samme resultat: Halvdelen af kommunens kvindelige asylansøgere havde aldrig haft et arbejde. For mændene var tallet 27 pct.
Andet kulturelt kodeks
Og motivationen til at søge et arbejde er helt central for at forstå problemstillingen, mener Lars Larsen:
”Det danske tankesæt om, at vi alle er født motiverede til at påtage os et arbejde, mødes af et andet kulturelt kodeks, hvor kvinderne enten er for unge til at arbejde og først og fremmest skal udfylde rollen som mor, eller også er de i egen optik for gamle ved 40 års alderen. Det betyder meget færre år på arbejdsmarkedet, end vi ser for kvinder med dansk baggrund”, forklarer Lars Larsen.
Forskningssjef Jan Rose Skaksen ved Rockwool Fondens Forskningsenhed peker også på kulturforskjeller og fastslår at den lave sysselsettingsprosenten har en høy pris både for kvinnene selv og for samfunnet som helhet:
”Kvindernes manglende arbejdsmarkedsdeltagelse er rigtig dyr for samfundet. Og for kvinderne selv betyder det, at de ikke bliver integreret i det danske samfund”, siger Jan Rose Skaksen.
”For flygtninges vedkommende er kvindernes beskæftigelse særlig lav både i forhold til flygtningemænd og helt særligt i forhold til kvinder med dansk baggrund. Det skyldes bl.a., at de kommer fra lande, hvor det ikke er så almindeligt, at kvinder arbejder. Det giver flygtningekvinderne flere barrierer i forhold til at komme ud på arbejdsmarkedet i Danmark”, fastslår forskningschefen.
Også religion spiller en rolle i dette bildet. For mens danske myndigheter legger seg i selen for å få asylsøkere generelt og kvinnelige spesielt i arbeid, motarbeider en imam som snakker flytende dansk prosjektet så godt han kan. I den beryktede Grimhøj-moskeen forklarer han tilhørerne at det ikke er tillatt for muslimske kvinner å arbeide sammen med menn. Det er heller ikke tillatt å ta seg jobb dersom ektemannen ikke samtykker:
– Der er en søster, der fortæller, at hun har fået et arbejde, hvor der er sammenblanding af køn. Må jeg gerne acceptere det her arbejde?, siger imamen først.
– Vi siger, at det ikke er tilladt. Det er ikke tilladt er to grunde: Det er ikke tilladt for en kvinde, der tror på Allah, at være alene sammen med en mand, undtagen når hun er sammen med en værge. På den anden side, generelt set, er det ikke tilladt med sammenblanding af kønnene, lyder imamens svar til tilhørerne.
I første del af optagelserne høres imamen tale dansk, men senere slår han over i arabisk. Her stiller han spørgsmålet «Er det tilladt at tage imod et job uden min mands samtykke?»
Imamen svarer selv:
– Det er på ingen måde tilladt. En kone skal adlyde sin mand. Hun skal adlyde sin mand. Profeten sagde til dig, at din mand er dit paradis og dit helvede. Så adlyd ham.
Lektor ved universitetet i Århus og religionsviter Tina Magaard forteller at hun flere ganger har støtt på forbudet mot at kvinner skal jobbe sammen med menn:
– Det er faktisk en holdning, jeg er stødt på forholdsvis tit i mit feltarbejde. Enten at du slet ikke må arbejde, fordi der altid vil være mænd på en arbejdsplads, eller at du ikke må arbejde som arkitekt eller som kassedame eller alle mulige erhverv, som du ikke må udøve, fordi du kommer i kontakt med svinekød eller fordi der er mænd til stede, forklarer Tina Magaard.
Hun forklarer, at det er håbet om at komme i paradis, der for meget religiøse kvinder kan være årsagen til ikke at tage et job med mandlige kollegaer.
– Hvis du ikke kommer i himlen, kommer du i helvede, og der bliver du udsat for forfærdelige lidelser i al evighed. Det vil alle jo gerne undgå. Så hvis man tror på det, så kan man vægte det højere end et job og indtjening og frihed, siger Tina Magaard.
Professor i interkulturelle studier ved Roskilde universitetssenter Garbi Scmidt påpeker at imamens uttalelser kan legitimere at kvinner ikke vil yte noe ekstra for å få seg en jobb:
– Det kan jo også indgå i legitimeringen af, at man så egentlig ikke behøver at gøre mere: ’Det kan være svært for mig at få et arbejde, og i stedet for at gøre det her ekstra, så gør jeg mindre eller stopper der, fordi min imam siger, at det skal jeg egentlig ikke’, forklarer Garbi Schmidt.
Tidligere integrasjonskonsulent Fahmy Almajid har jobbet med flere prosjekter for å få muslimske kvinner ut på arbeidsmarkedet, men etter hans erfaring vil muslimske menn ikke at konene deres skal ta seg en jobb.
– Det er ikke nødvendigt, at en imam siger det, for mange har allerede den opfattelse af deres religion, altså at kvinder ikke skal arbejde. I hvert fald ikke i job, hvor de har kontakt med mænd.
– Jeg oplevede ofte som integrationskonsulent, at kvinderne ikke ville tage et arbejde, hvor de skulle være tæt på mænd. Og der er ingen tvivl om, at det segmenteres, når en imam siger det, siger Fahmy Almajid.
Finnes det en plan B?