Af Helle Merete Brix, HRS”Godt nytår”, lød det forleden på en engelsksproget syrisk tv kanal. Det kan de trænge til i landet, der ligesom en række andre lande i regionen har oplevet et såkaldt arabisk forår. Den Arabiske Liga har i en uge haft 40 observatører i Syrien. Observatørerne har erklæret, at hæren har trukket sine styrker ud af byområder og beboelsescentre. Men syriske aktivister kritiserer observatørerne for ikke at gøre nogen forskel. Ifølge aktivisterne er 16 personer omkommet mandag under sammenstød rundt om i landet mellem demonstranter og sikkerhedsstyrker. Ifølge FN er 5000 mennesker blevet dræbt af sikkerhedsstyrker siden demonstrationerne mod det syriske styre tog til. Den despotiske præsident Bashar al-Assad sidder stadig på magten.
I sidste uge lagde en kristen studerende en tegning af islams grundlægger Muhammed på internettet, hvad der førte til heftige sammenstød mellem muslimer og kristne i den sydegyptiske provins Assiut. Den 29. december forsøgte en gruppe muslimer at storme studentens hjem. Politiet blev tilkaldt og studenten anholdt. Imens omringede politiet huset for at holde de vrede muslimer ude.
Dagen efter, fredag de 30. december, blev studentens fars butik i en nærliggende by brændt ned, mens en anden gruppe satte ild til kristne hjem i en nærliggende landsby. Fem politifolk blev såret under optøjerne.
Der er intet, der tyder på at mere salafisme og et styrket Broderskab skulle betyde mere tryghed for Egyptens religiøse minoriteter. Tværtimod. Eller en bedre stilling for de egyptiske kvinder. I en af de film, der er produceret om det arabiske forår i Egypten, ”Tahrir 20911: The Good, the Bad and the Politician” følger man blandt andet en ung kvinde med løsthængende hår og stram t-shirt blandt demonstranterne på Tahrir-pladsen. Kvinden udtaler i filmen, at hun for første gang i sit liv føler sig som et menneske, ikke blot som et objekt, som kvinde. Men håbet, drømmen om et Egypten, hvor kvinder anses for at være ligeværdige med mænd, lader vente på sig. Det begyndte i TunesienMen det var i Tunesien, det hele startede. Den 17. december 2010 i byen Sidi Bouzid satte den unge frugthandler Mohamed Bouazizi, der ikke kunne få et job inden for sit fag efter gennemført universitetsuddannelse, i afmagt ild til sig selv.
Hvad der adskiller Tunesien mærkbart fra et land som Egypten er ikke mindst, at kvindernes stilling er bedre. “Generation Bourguiba”, kalder den tunesisk-franske forfatter Samia Labidi de, der som hun selv voksede op under Habib Bourguibas regering, den første moderne præsident i Tunesien. Alligevel er der begrænsninger. Som Labidi udtalte til rights.no i et interview i januar: ”Den tunesiske mand, den arabiske mand, kan være moderne i sin indstilling. Han kan gå ind for ytringsfrihed, demokrati, uddannelse og pressefrihed. Men han har en blokering: Når det kommer til spørgsmålet om kvinden og kvindens stilling. Se på den nye regering. Hvor er kvinderne?”
Ennahda-partiet vandt stort i Tunesien ved det nylige valg. Og hvor despotisk den detroniserede diktator Zine al-Abedine Ben Ali end var, er det svært at forestille sig at mere islam i forfatning eller på gadeplan vil være gunstigt for landet i retning af mere demokrati og frihed. Ennahda er tvunget til at samarbejde med også mere liberale og sekulære kræfter. Mellem despoti og religiøs fundamentalismeMen fundamentalismen lurer i krogene. Da den fransk-tunesiske instruktør Nadia El Fanis prisbelønnede film ”Secularité, Inshallah” blev vist i Tunesiens hovedstad Tunis juni 2011, forsøgte en gruppe på omkring 100 salafister at storme den pågældende biograf. Titlen blev i øvrigt, grundet anklager om at filmen var et angreb på islam, ændret fra ”Nie Allah, nie maitre”. I den – i øvrigt fremragende film – der blandt andet beskriver den religiøse undertrykkelse i det små, i dagligdagen, før og efter Ben Alis fald, ser man et sted instruktøren diskutere landets forfatning med demonstranter. Problemet er, mener instruktøren, at forfatningen erklærer, at landets religion er islam. Men hvad med ateister, buddhister, kristne og jøder, spørger hun?
Religionsfrihed, ytringsfrihed og ligestilling mellem kønnene er noget af det, de kommende ledere i de arabiske lande burde have på programmet, hvis de tænkte fremsynet og klogt. For disse frihedsrettigheder er nært knyttet sammen med økonomisk vækst. Uden religionsfrihed, ingen politisk frihed. Uden politisk frihed har de arabiske lande også i årene fremover valget mellem despotiske og grådige diktatorer eller islamisk fundamentalisme. Det vil være en katastrofe i forhold til de problemer landene står over for. Nytårsforsættet for de nye ledere og de egyptere, tunesere og syrere m.fl. i den arabiske verden, der har overskud til at tænke på andet end at klare dagen og vejen, burde være at vende denne uheldsvarslende tendens. Men vil det ske?