Hege Storhaug, HRS
Å kjøpe seg ut av problemer er en velkjent strategi. Men man kan vanskelig kjøpe sinnene til egne borgere. Ei heller sier nødvendigvis fasaden noe om tilstanden bak veggene. Om et par år er sannsynligvis nordmenn i mindretall i Groruddalen og Søndre Nordstrand. Det til tross for millionene som brukes på nettopp fasadene. Folk flytter fra det som oppleves som fremmed, og kanskje også utrygt bomiljø. Dette skjer i alle fall i Vollsmose, der 70 prosent av beboeren har ikke-dansk bakgrunn, og der eksempelvis ni av ti innbrudd begås mot den danske minoriteten. Dette sier en politibetjent:
Der foregår en slags racisme derude, hvor vi oplever, at flere og flere danskere jages ud af området. Det sker i takt med, at vi har oplevet en kraftig stigning i indbrud derude, ja faktisk har der været omkring 150 indbrud alene de sidste fire måneder. Det særlige er dog, at ni ud af ti indbrud nu er rettet mod etniske danskere, forklarer en betjent ved Fyns Politi, der ikke ønsker at stå frem med navn af frygt for at miste sit job. Hans navn er dog redaktionen bekendt. Betjenten mener, at nogen forsøger, at drive de tilbageværende etniske danskere ud af området.
– Flere af de unge kriminelle siger direkte, at de vil have Vollsmose for sig selv. Sidste år var der fx en dansk familie, der anmeldte mange hændelser, med det resultat at familien lejlighed blev ugentlig raseret indtil familien til sidst opgav og flyttede ud af området. Derudover har mange af de her indbrud mere karakter af egentlig hærværk, og det virker derfor som om, der foregår en slags hævntogt.
Det er tryggere å rane en Hansen enn en Ahmed, forteller de unge selv:
Når man er ude at lave indbrud, og der f.eks. står Hansen på den ene postkasse og Farshid på den anden, så tager man jo den lejlighed, hvor der står Hansen. Her er muligheden for, at dem, der bor der, kender ens familie eller venner mindre. Og på den måde er risikoen for at blive opdaget også mindre.
Myndighetene har dog hatt en klar strategi for å få danskene til å bli boende, få flere dansker til å flytte til bydelen, og bedre integreringen av nydanskene. 58 millioner kroner er sprøytet inn i bydelen siden 2008. Nå foreligger en ny såkalt ”Helhetsplan” for de kommende fire årene med prislappen 40 millioner kroner. Kronene skal gå til gratis fester og konserter, gratis utflukter, en mengde kulturtilbud, konsulenter som skal holde styr på de mange prosjektene, og mye mer. Man får vitterlig opplevelsen av at myndighetene tror at ved å servere gratis lunsj vil beboeren betale tilbake i form av arbeid, skattinntekter til staten, lovlydighet og verdimessig integrering.
Jeg tror derimot at ”givergleden” heller passiviserer beboerne og fører til mindre respekt for myndighetene: det lønner seg å ikke fungere. Det lønner seg å spre frykt og uro. Staten åpner lommeboken – i en form for angst for nettopp trusler, uro og mangel på lojalitet og funksjonalitet.
Kanskje den eneste realistiske løsningen således er motsatt: å skru den offentlige ”kultur”-kranen igjen, og slik tvinge frem innovasjon, skaperkraft og deltakelse, parallelt med kaderdisiplin i skolen? Og også presse de sosiale ytelsene ned på et minimum? Og også tvangsflytte de mest dysfunksjonelle familien til danskpregede områder?
Her er listen over de forutgående fire årenes tiltak, med prislappen 58 millioner kroner, til en bydel som tross økonomisk satsning har gått fra ille til enda verre i samme periode:
Gratis bus og koncerter – 2.844.402 kr.
Der er oprettet en ekstra pulje med penge til nye ideer der skulle opstå løbende. Pengene er bl.a. gået til en gratis bus i området, jobrådgivning, et sangkor, fester og koncerter.