EU-Kommissionen har angiveligt lyst brugen af det udmærkede ord ”Brexit” i band, det må ganske simpelt ikke anvendes af kontorchefer, mellemledere, oversættere, sekretærer, chauffører, assistenter eller rengøringspersonale i bygningen. Ordet er forhekset. Kommissærerne må imidlertid godt bruge betegnelsen under lukkede møder, hvor ingen lytter med, og hvor kommissærerne alligevel skalter og valter med europæernes værdier, interesser og penge. Bare det ikke slipper ud.
Mikael Jalving
At bestemte ord er farlige, er en gammel sandhed. Pavekirken forsøgte i århundreder at kriminalisere bestemte skrifter og tanker og satte sit eget hemmelige politi på opgaven med at forfølge formastelige tænkere, ånder og helt almindelige mennesker. Det samme gjorde kommunisterne i Sovjetunionen – langt senere – med mere held. Kommissionens forbud er snarere symbolsk og klinger af desperation op til den britiske folkeafstemning i næste uge: Som om det betyder noget, hvad EU-Kommissionen kalder det forhold, at et flertal af britiske vælgere hælder mod et nej til mere union og fjernkontrol fra Bruxelles.
Det betyder ingenting. Hvad der derimod betyder noget, er hvad briterne mener, og hvad et eventuelt farvel til Unionen indebærer for os andre samt for europæisk samhandel og politik. Til trods for mediers, politikeres, erhvervslederes og skuespilleres advarsler om, hvor katastrofal en britisk afsked vil være, tegner der sig allerede et mere nøgternt billede af fremtidsudsigterne.
Stiger briterne af toget, kører det af sporet. Bliver de, kører det af sporet. Ulykken er allerede sket. EU har udviklet sig til en karikatur på et samarbejde, som undergraver nationalstater ved hjælp af love, domstole og moralsk pression, fremmedgør almindelige mennesker for politik og udhuler betydningen af de værdier, som Unionens forgyldte talsmænd selv anvender i deres skåltaler og bandbuller. Hertil kommer, at Unionen i løbet af de senere år har vist, at den ikke ejer andet svar på den invasive migration end altruisme og antinationalisme. Først røg de indre grænser, så røg de ydre, og da det var en kendsgerning, stod den tyske kansler og pralede med sin egen lumre humanisme. For den må alting vige.
Unionen ejer alt det, der traditionelt er galt med unioner, suppleret med nye ideologiske onder. Hvis blot Unionen var et indre og frit marked – tillige for ideer og tanker – i en konkret og begrænset institutionel ramme, ville den gavne europæernes værdier og fælles interesser, men Unionen er som bekendt meget mere. Det er alle de ekstra og tiltagende fordringer, der er problemet. Man mærker hensigten og bliver forstemt.
Selv væksten halter. I et opsigtsvækkende og interessant nærstudium af EU’s betydning for nationernes velstand har tre velanskrevne økonomer for nylig peget på, at sammenhængen er opreklameret. Der er ingen dokumenteret økonomisk gevinst ved EU-medlemskab, hvis man betragter udviklingen i BNP pr. indbygger over en længere periode. Konklusionen skal ikke misforstås: Vist har der været vækst de seneste 35 år, men væksten har være lige så stor eller større i sammenlignelige lande udenfor EU. Samtidig er væksten i EU-landene faldet i takt med antallet af medlemslande.
Vækst-argumentet har som bekendt været det store slagnummer i Danmark og Storbritannien siden 1972, men som den ene af de tre forskere, professor i økonomi ved Syddansk Universitet Thomas Barnebeck Andersen, udtalte til nærværende avis, er der »ingen sammenhæng mellem vækst og det at være medlem af EU«.
Europa går ikke under med Brexit, det er bare EU, der har været et dårligt politisk eksperiment, og bag den aktuelle uro på finansmarkedet øjnes en normalisering, eftersom der allerede findes stærke langsigtede, internationale investeringer i Storbritannien. Landet vil alt andet lige fortsat være en magnet for investeringer og arbejdskraft, ligesom afstemningen forhåbentlig vil pege hen imod et mere realistisk og fokuseret samarbejde.
EU trænger til en helt nyt fundament, vi er nødt til at skrive traktanen om og begynde helt forfra. Det er ikke gjort ved at fifle lidt med præamblen eller omformulere de fælles bestemmelser; institutioner skal brydes ned, hele systemet skal have en anden form. I stedet for multikulturalismens Europa skal vi frem til folkeslagenes Europa, nationernes Europa. I stedet for den menneskerettighedsideologi, der har vist sig at have ødelæggende konsekvenser for medlemslandenes selvstyre og sammenhængskraft, skal vi hævde vore nationale borgerrettigheder og kæmpe for et mere distinkt kulturernes Europa i stedet for det hjælpe- og grænseløse Europa, som vi ulykkeligvis har skabt.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 16. juni 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.