Karen Jespersen skriver i sin avslutningskommentar i Berlingks Tidende:
Vi har næsten vænnet os af med, at frihed er noget, man skal kæmpe for. Men det står efterhånden mere og mere klart, at det er nødvendigt. Men alt for mange kan desværre ikke se, at det er sådan.
Medierne er mere end nogen side præget af historier om muslimer og islam. En del mennesker synes ind i mellem, det bliver for meget. Men det hænger nok også sammen med, at man ofte bliver præsenteret for et meget forvirret billede, hvor man ikke kan se skoven for bare træer. De væsentlige træk i en uhyre vigtig udvikling bliver overdøvet af mere eller mindre ligegyldige historier: en sammenblanding af løst og fast, stort og småt, vigtige og uvigtige får mønsteret i det, der sker, til at forsvinde. En form for naivitet, der kan vise sig at være farlig, fordi vi i disse år er vidne til en udvikling af stor betydning, som det er afgørende, at vi forstår: Islamismen, den radikal islam, er i stærk vækst.Islamisme er vor tids nye totalitære trussel efter nazismen og kommunismen. Den vil bygge et samfund på en radikal udlægning af islam, der er stærkt undertrykkende og frihedsfjendsk og er i fremmarch både i den muslimske verden og i Europa. Undervurderes det, kan det få dramatiske følger.
Over store dele af den muslimske verden sker der i disse år en voldsom radikalisering:I den islamistiske diktaturstat Iran strammer præsident Ahmadinejad grebet om iranerne. Eksempelvis er stening af kvinder til døde for utroskab (der også er voldtægter) ved at blive genindført i Iran. Samtidig øger Iran sin indflydelse på islamistiske bevægelser i andre lande som eksempelvis Hizbollah i Libanon. Ahmadinejad, der åbenlyst har erklæret, at Israel bør udslettes, er i fuld gang med at skaffe sig atomvåben.
I Mellemøsten står islamismen stærkere end nogen siden med den overvældende valgsejr til Hamas i Palæstina. Og den fremstormende islamistiske bevægelse Hizbollah har opnået en enorm prestige i den arabiske verden, fordi den modstod Israels forsøg på at afvæbne bevægelsen. Det har i særlig grad styrket de islamistiske kræfter, fordi det har bidraget til at forene shiamuslimer og sunnimuslimer, der ellers har været fjender.
Men også i andre dele af verden vinder islamismen frem: I Somalia er en islamistisk bevægelse ved at sætte sig på magten. I muslimske lande som Egypten og Pakistan er islamistiske bevægelser en voksende magtfaktor, der sandsynligvis vil få flertal, hvis der blev afholdt frie valg. Men også i mere sekulære og demokratiske lande som Indonesien og Tyrkiet vinder radikal islam frem.
I de europæiske samfund er denne totalitære bevægelse i stærk vækst. Den kendte franske islamforsker Olivier Roy taler om, at salafist-islam er den hastigst voksende bevægelse blandt især unge muslimer i de europæiske lande. Han tænker på den udgave af islam, som islamisterne repræsenterer, det vil sige muslimer, der vil tilbage til Muhammeds oprindelige lære og bygge det moderne samfund på den.
Denne radikale udgave af islam har et solidt tag i en betydelig del af Europas muslimer. En sammenfatning af de seneste 10 meningsmålinger af holdningerne blandt britiske muslimer, viser en skræmmende stor udbrede af holdninger som: forståelse for terroristernes motiver. Ønske om en islamisk stat. Et negativt syn på det britiske samfund. Og en stærk antisemitisme. (New York Sun, 11.7)
I Frankrig har undervisningsministeriet udgivet en rapport om en tilsvarende voldsom radikalisering af de muslimske miljøer, den såkaldte Obin-rapport. I rapporten kan man læse, hvordan unge muslimske mænd fungere som et religiøst politi, der gennemtvinger, at flere og flere i boligområder og skoler følger en nidkær fortolkning af Koranen. Det går især ud over unge kvinder, der får deres frihed voldsomt beskåret. For eksempel fortæller rapporten om unge kvinder, der tvinges til at gå i nattøj hele weekenden, så de ikke kan gå nogen steder. Også her er der et voksende had til jøder, der ofte forfølges.
Islamisternes målsætning er klar: De vil have muslimske parallelsamfund som så vidt muligt reguleres af shariaen. Og de vil have en gradvis islamisering af hele samfundet, forstået på den måde, at det omgivende samfund i stigende grad indretter sig på Koranens regler, den såkaldte sharia. Det var lige præcis det, Muhammed-sagen drejede sig om. Muhammed-sagen var et eksempel på, at islamisterne følte sig stærke nok til at stille krav om, at ikke-muslimer i et ikke-muslimsk land skal indordne sig under Koranens religiøse regler, i dette tilfælde forbuddet mod at afbillede profeten Muhammed.
Islamisterne fik ikke den indskrænkning af ytringsfriheden, de ønskede. Men takket være en udbredt naivitet i reaktionerne fik de fik så meget medvind, at det gav dem blod på tanden. Samme mønster kan iagttages på den igangværende festival med kultur fra Mellemøsten, ”Images of the Middle East”. Her er der udgivet en antologi med bidrag af 14 forfattere for Mellemøsten. Men Israel er holdt ude af antologien, fordi det var et krav fra de islamistiske sponsorer – først var den islamiske uddannelsesorganisation ISESCO og senere det saudiarabiske Kingdom Holding. Et knæfald for rendyrket antisemitisme. Alligevel er dagbladet Politiken i går i en leder åh så forstående. Det, der er sket, kaldes blot for ”ærgerligt”.
Politiken og andre med samme holdning ser sig selv som talerør for en progressiv, åben og globaliseret verden. Hvor naiv kan man være? Det forholder sig lige omvendt: Islamismen er frisindets, åbenheden og globaliseringens fjende. Skal globaliseringen være til gavn for såvel den vestlige verden som 3. lande herunder de muslimske lande, skal vi stå fast på vores demokratiske frihedsværdier.
Forhåbentlig vil denne debat om de væsentlige træk i vores forhold til islam fremover udfolde sig i Berlingske Tidende. Det er uendelig vigtigt at gøre op med naiviteten. Det bliver dog uden min deltagelse i rollen som fast kommentator, da den ikke indgår i planerne for den ny udgave af avisen, der ser dagen lys på mandag.