Hvis du vil kende Danmarks fremtid, skal du bare se på Sverige. Her går fremtiden i syvmilestøvler, kun Tyskland, Belgien, Frankrig og Storbritannien kan følge med. Men følger med, det gør vi nu alligevel, det bedste, vi kan. Det, der er mode i Sverige, krydser Øresund og Kattegat – blot med nogle års forsinkelse og i en lidt afmattet form. På denne måde er Sverige blevet præcis, hvad magthaverne i Stockholm altid har ønsket sig: Sverige er blevet et foregangsland.
Globaliseringen til benhård virkelighed
Længe har Sverige ligget i top, hvad angår social segregering i boligområderne, generel deklassering af skolevæsenet, utryghed i nattelivet, herunder verdensrekord i voldtægter, stedse flere bilafbrændinger, bandevæsen, overfald, stenkast mod politi og ambulancer samt naturligvis tiltagende skyderier og andre urbane artigheder i de såkaldte ”udsatte områder”, som landet har importeret sig til fra hele kloden.
Sverige har som bekendt virkelig taget globaliseringen til sig og gjort den til benhård virkelighed og formået at afvikle mest muligt af det, der engang var landets særkende, herunder socialdemokratisme, militært forsvar og en vis stivhed eller træghed i alle samfundsled. I dag står alting leddeløst for ikke at sige pivåbent. Landet er blevet et kæmpemæssigt socialt eksperiment, anført af de mest forandringsvillige politikere og erhvervsledere nogensinde. At se sig tilbage er blevet decideret usvensk.
Vi andre er lidt mere lorne og forbeholdne. Vist sidder der en justitsminister på Facebook og i Politiken skælder ud over, at der stadigvæk er for mange islamkritikere eller noget, men det er som bekendt bare ord og billig portvin fra en regering, der har mistet jordforbindelsen og er blevet til en dårlig efterligning af Zenia Stampe.
En start
To døgn, 20 biler (faksimile Jyllands-Posten)
Imens brænder bilerne i København. Ikke mange, kun en 10-12 stykker til at begynde med, men det er da en start. Omfanget er ikke som i Sverige, indrømmet, men vi vil altid være lillebroderen i forhold til fremtidsfolket. Vi ligger trygt i dets slipstrøm.
Vi er heller ikke helt med på korsets provokerende betydning. Men det skal nok komme. Snart vil det at bære et lille kors om halsen også blive opfattet som begyndelsen på en ”religionskrig” imod herboende muslimer.
Torben Mark Pedersen opsummerer til genæld udviklingen illusionsløst på sin Facebookside, idet han sammenfatter de seneste dages, ugers og måneders svenske tilstande i Danmark: ”Afbrænding af biler er som volden, truslerne, stenkastene, opkrævning af beskyttelsespenge m.v. en måde at markere på, at de betragter området som deres territorium. Det er besat område underlagt deres voldsmonopol og shariaregler.”
Med ”de” hentyder Pedersen formentlig til dem. Dem, der benytter sig af sharien til at fremme deres egen status og magt, som manifesterer sig i beherskelsen af et bestemt territorium. Den lille jihad, der altid er forløber for mere og større jihad.
Nu skal broerne måske pakkes ind. De danske socialdemokrater overvejer allerede ideen, som muligvis allerede er anvendt visse steder i landet. Odense-området er øjensynligt godt med. Tilbage i februar efterlyste politiet to drenge, ”sydlandsk af udseende”, for at have smidt sten ud fra samme bro mellem Blommenslyst og Vissenbjerg, hvor to store betonklodser i går fik fatale følger for en tysk familie på besøg i Danmark.
De små tegn
I en mindre og mere uskyldig målestok: Da jeg selv besøgte Odense Congress Center for nogle år siden i forbindelse med en mediekonference og bagefter besluttede mig for at trave ind til stationen for at få lidt luft, kunne jeg ikke undgå at lægge mærke til en flok indvandrerdrenge, ganske unge, der havde travlt med et kyle sten fra en lille bro ned på den sti, hvor jeg gik, sådan bare lige for at markere. Om jeg råbte dem an? Næ, jeg fortsatte og tænke, at her skal jeg aldrig gå igen – med mindre landets justitsminister går forrest.
De små tegn, vi ser dem alle, men har det naturligvis bedst med at gemme dem væk i underbevidstheden, ligesom mange af os forskønner nyhederne for vores børn. De skal ikke se eller høre alt for meget om den verden, de vokser op til, tænker vi beskyttende, selv om vi i en vis forstand gør dem en bjørnetjeneste ved ikke at klæde dem på til den sociale virkelighed.
Voksne læsere skal imidlertid ikke snydes for den sidste Sverigehistorie. På årets store bog- og mediemesse i Gøteborg skulle den lille alternative og indimllem ganske informative ugeavis Nya Tider have haft en lille stand og præsenteret sin avis og en ny bog om færgen Estonias forlis.
Men det faldt ikke i andre udstilleres smag, de ville ikke besmittes af den lille stand. Den ”højreekstreme” avis blev forment adgang.
Gæt, hvad messens tema er i år?
Ytringsfrihed.
Hvis Salman Rushdies roman om de sataniske vers var udkommet i dag og ikke for mere end 25 år siden, ville etablissemanget så forsvare forfatterens ret til at udgive den i Sverige og successivt i Danmark? Jeg er ikke sikker.
Sverige viser vejen.