Den svenske forfatter Thomas Nydahl har jeg kendt i en årrække. Det vil sige, vi har aldrig mødt hinanden fysisk, men vi mødes ind imellem i korte samtaler over internettet. Hvad jeg sætter stor pris på hos Nydahl er, at han skriver, hvad han mener. Og at han respekterer uenighed.
Igennem den senere tid, hvor en række mennesker, der igennem en årrække har skrevet kritisk om islams fremvækst i Vesten er gået over til at producere noget, der minder om propaganda, er jeg kommet til at sætte endnu støre pris på Nydahl. Han er så langt fra at være propagandist, som nogen. Men han har klare synspunkter om multikultur, islamisme og vigtigheden af at forsvare frihedsrettighederne. Det kommer til udtryk i hans aktuelle lavmælte og glimrende bog Black Country. Bogens styrke er ikke mindst dens blanding af fakta og egne refleksioner. Nydahl har besøgt og boet i området i West Midlands flere gange. Første gang i 1998, hvor hans hustru Astrid, der har bidraget med fotografier til bogen, studerede i Selly Oak, en forstad til Birmingham. Nydahl-parret boede dør om dør med folk fra alle verdensdele. Nydahl skriver: ”De allerførste indsigter og kundskaber om tidens strømning inden for islam fødtes på det rent personlige plan, ikke mindst fordi der fandtes islamister, der ikke ville hilse på min hustru med et almindeligt håndtryk. Det var første gang, vi stødte på fænomenet i virkeligheden”
Enoch Powells tale
”Black Country” er betegnelsen for det område af Storbritannien, der ligger nordvest for Birmingham og sydøst fra Wolverhampton. Det er et område af Storbritannien, der sammen med Birmingham engang var et af industrialiseringens fødesteder, hvad Nydahl giver en fin og detaljeret historisk beskrivelse af.
I dag er Black Country et område med stor arbejdsløshed, nedslidte byer, smukke landskaber, kriminelle bander og en volds-og ungdomskultur, der skaber normløshed og utryghed. Det er også et område med en stor procentdel af etniske minoriteter. Og dermed et område, hvor islamismen er vokset støt igennem årene.
Nydahl minder læseren om, at der var mennesker, der før de fleste så, hvad der lå forude for Storbritannien. Han citerer fra politikeren Enoch Powells berømte og berygtede tale ”Rivers of Blood”, som Powell holdt i april 1968 for en konservativ forening i Birmingham. I talen, der kostede Powell hans politiske liv, siger han blandt andet, at ”Statsmandens vigtigste funktion er at forhindre, hvad der er muligt at forhindre”. Powell talte videre om de tre og en halv million indvandrere fra udviklingslandene, der, hvis tendensen holdt, ville være i Storbritannien om 15-20 år, altså i midten af eller slutningen af 1980erne. Powell og understregede, at det ikke var tal, han havde fundet på men officielle tal. Han sagde videre, at selvom der var i tusindvis af indvandrere fra den del af verden, der var kommet med ønsket om at integrere sig, var det farligt at forestille sig, at majoriteten af indvandrere fra dette kontinent eller deres efterkommere havde dette ønske. ”Vi befinder os på grænsen til forandring”, som Powell udtrykte det.
Islamismens fremvækst
Der var også andre og mere dramatiske elementer i Powells tale, der gjorde folk oprørte. Interesserede læsere kan finde hele talen her.
Nydahl skriver, at når Powell i sin tale bruger ordet ”neger”, er det jo ikke et udtryk, man ville bruge i dag. Powells tale handler om noget helt andet end hudfarve. Nydahl, der i bogen fortæller, at han holder lige så meget af England som af Sverige, konstaterer at ”ingen svenske forstæder har lykkedes med at håndtere befolkningsændringen. Hver dag bærer vidnesbyrd om konsekvenserne”. Nydahl fastslår, at ”det er vigtigt for mig at pointere, at et begreb som race er utænkeligt og uanvendeligt. Der findes en menneskelig race”.
Videre forklarer forfatteren: ”Vi lever i forskellige kulturer, afhængig af, hvor vi er født. Vi kan vokse op i samme verdensdel, til og med i samme land og ikke dele kultur”.
Islamismen og dens modstandere
Det giver bogen mange eksempler på. Nydahl skriver i bogens sidste del om shariadomstole og terror og radikale islamister som prædikanten Anjem Choudary. Om radikale prædikanter i blandt andet Green Lane moskeen i Birmingham. Om de ni moskeer i Ward End i Birmingham, som Nydahl selv ser på udefra: ”Det eneste, der sladrer om at der bedrives moskévirksomhed her er de grønne skilte over for indgangen”. Kun en af de ni moskeer, en sufimoské, ”tager imod kvindelige besøgende”.
Nydahl beskriver også de modstandsgrupper og enkeltindivider, der har rettet et kritisk blik på islams fremvækst, æresdrab, politikernes forsømmelig angående disse emner med mere. Som for eksempel One Law for All, som HRS har skrevet om flere gange. Og nobelprismodtageren og forfatteren V.S. Naipuls hustru Nadira Naipul, der i en artikel i sommeren 2012 skrev at hun ”stadig kan se forfølgelsen, der fik mig til at rejse fra Pakistan – i øjnene på de piger, der jages her i landet” (altså Storbritannien, red.)
Venstreradikal gadeopposition og harmoni
Nydahl retter også blikket mod den venstreradikale gadeopposition, British National Party og English Defence League. Sidstnævnte gruppe er blandt andet beskrevet igennem den kritiske artikel som undertegnede publicerede her på siden i efteråret 2011.
Nydahl slutter sin fine bog med en pessimistisk vurdering af, hvor galt det kan gå fremover. Hvad der findes imellem de riges luksushjem og de nedslidte fattige paralletsamfund ved vi mindre om, skriver forfatteren. Først når næste trin i afviklingen af medborgerånden er foretaget, kan vi se konturerne af, hvad det indebærer: ”Da er det formodentlig allerede for sent”.
Bogens allersidste side er et seværdigt foto af to ældre pakistanske mænd, der sidder på en bænk ved en åben plads i centrum af Walsall, en by nordvest for Birmingham. Den ene mand har lagt hånden på den anden mands skulder: ”For mig et mindeværdigt billede af stilhed og harmoni i et ellers konfliktfyldt område”, som forfatteren skriver.
Thomas Nydahl: Black Country. 266 sider. Er udkommet. Se forfatterens blog her http://nydahlsoccident.blogspot.dk/