Du hører det fra Bruxelles, du hører det fra Rådhuspladsen, DR-Byen, Teglholmen og Kvægtorvet. Du hører det alle steder, hvor de borgerlige bohemer, les bobos, som de hedder på fransk, kommer til orde i al deres kompakte majoritet og konformitet, dvs. i medier, akademier, den politiske elite og på de smarteste kaffebarer i byen. Læg hertil vort lands statsminister, der ilede med at ønske Emmanuel Macron, f. 1977, tillykke med sejren og udsigten til at blive Frankrigs næste præsident, selv om han den 7. maj lige skal henover det bump på vejen, der hedder Marine Le Pen.
Det er det, du hører: Macron er den nye politiske køkkenchef i Paris, oh la la, og hvis du synes, at du har oplevet noget tilsvarende, så er det rigtigt. Den pludselige og ukritiske fejring af den glatte Macron minder – give and take – besnærende meget om fejringen af Barack Obama for knap 10 år siden.
Hvilket sådan set tematiserer et overraskende fællestræk mellem to lande, der ellers traditionelt har været hinandens modsætninger, siden den franske adelsmand Alexis de Tocqueville for knap 200 år siden krydsede Atlanten for at beskrive det underlige og fjerne demokrati i Amerika. De seneste årtier har vi derimod oplevet, at Frankrig er ved at blive som USA, præget af stedse mere økonomisk og social ulighed og multikultur.
Det er det, du hører og kan konstatere: At dannede mennesker, der drømmer om en bedre verden, mere EU, flere internationale konventioner, mere billig arbejdskraft, mere halal og mere åbenhed, har forelsket sig.
Jeg tager Emmanuel Macrons selvbiografi ned fra hylden; på bagsiden skriver Informations chefredaktør Rune Lykkeberg begejstret:
»Emmanuel Macron har skrevet en bog, som er det åbne samfunds stærkeste svar på Trump, Brexit og Le Pen«.
Intet mindre.
»Bogen er tanker udfoldet af en filosof, analyser af en mand med indsigt og en historie om en mand, der vil være præsident, skrevet af en skønånd, som kan fortælle en historie.«
Filosof, mand, skønånd, historiefortæller, præsident.
Klart, den bog må jeg læse, om ikke andet så efter den 7. maj. Men jeg kan ikke undgå at tvivle en lille bitte smule på, hvorvidt den ikke engang 40-årige bankmand vil kunne indfri al den tillid fra Europas kreative klasser, klaner og kendisser. Den stakkels mand kan næsten kun skuffe.
For de borgerlige bohemer er Macron imidlertid håbet og Le Pen døden. De kommer aldrig til at give hende ret i noget som helst, fordi hun er en Le Pen, det ligger til familien, en nationalist, skabsfascist, fusentast.
Valget af Le Pen vil være et nedrivningsprojekt, skriver Politikens Anders Jerichow, og det er muligvis det eneste, den mand nogensinde har haft ret i.
Det er derfor, jeg holder en dør på klem for hende, Uhyret.
Hendes politiske projekt er et rigtignok et nedrivningsprojekt. En nedrivning af et forfaldent, misligholdt europæisk hus – i Frankrig såvel som i resten af Vesteuropa med hovedsæde i Bruxelles, hvor man pt. slet ikke kan få armene ned i forventningen om frelserens komme. Tænk sig, to supereuropæere i spidsen for EF’s kernelande side om side – Merkel og Macron – det rimer – næsten.
Le Pens projekt er rigtignok en totalentreprise, Demolition Woman. Væk med de internationalistiske organisationer, institutioner og normer. Det er dem, ikke nationerne, der udgør hovedproblemet.
Det har Le Pen ret i: EU er blevet noget helt andet end EF, der først og fremmest var et handelssamarbejde, men i sig indeholdt en Romtraktat om et stadig tættere samarbejde, dvs. et føderalt tunnelsyn, der skridt for skridt gjorde EU muligt som fremadskridende program, selv om der har været stor og vedblivende modstand mod det politiske endemål.
Vi er nødt til at tænke os lidt om og huske, at EF netop skulle tøjle det demokratiske og nationale Europa og således i sit udgangspunkt var ufolkeligt. Til gengæld viste systemet sig at rumme en vis økonomisk succes.
Sådan er det ikke længere. Samtidig bygger EU på en ny dobbeltkontrakt, sådan som andre også har været inde på.
EU vokser og vokser som et juridisk-politisk kompleks ved siden af det økonomiske samarbejde. Der skal hele tiden mere EU til for at løse problemer, som i høj grad er skabt af EU uden folkeligt mandat. Jeg hentyder til bl.a. eurokrisen, der har været medvirkende til at smadre de sydeuropæiske økonomier; til Schengen-aftalen, som har afskaffet de nationale grænser uden at opstille ydre grænser for migration og terrorister; samt til den europæiske menneskerettighedskonvention, som i praksis sætter folkeretten under pres og forhindrer selvstændige lande i at føre deres egen politik på udlændingeområdet, sådan som juristen Jacob Mchangama har understreget i en nøgtern analyse, der bekræfter mange års erfaring på området.
Den stedse mere dynamiske og udvidede fortolkning af den europæiske menneskerettighedskonvention betyder, at de enkelte lande ikke længere er herre over udvisning af kriminelle udlændinge, adgangen til familiesammenføring, størrelsen af sociale ydelser til nyankomne, håndteringen af afviste asylansøgere mm. Det er alt sammen underlagt »internationale konventioner«, der blokerer for politisk realisme.
Det er således ikke for meget sagt, at EU undergraver nationernes Europa. EU er ikke Europa. Og det ser mere og mere ud til, at den eneste måde, EU reelt kan reformeres på, er ved at flere lande forlader organisationen og kvitter den automatiske accept af konventioner fra en helt anden tid end vor med galopperende migration, terror og voksende etniske spændinger.
Når det er bedre at gå med Storbritannien ud i nye alliancer end at blive i et EU i dyb og dybere krise, så skyldes det, at den nødvendige reform af EU ikke kan komme indefra. Det er komplekset slet ikke gearet til. Desuden vil politikere som Lars Løkke Rasmussen eller Mette Frederiksen aldrig udfordre konsensus og magthaverne i Bruxelles. Eurokraterne vil samtidig bruge ethvert knebent flertal – som f.eks. Macrons – til at hævde dobbeltkontrakten.
Når skruen strammes, er det tid til at finde andet og bedre værktøj frem. EU skal ikke have lov til at køre Europa i sænk. Ikke, så længe vi kan være med til at gøre en forskel.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 25. april 2017, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.