Forskjellsbehandling og diskriminering

De danske rasistene

År ut og år inn er vi tutet ørene fulle om den allestedsnærværende danske rasismen. Både politikken som er ført er rasistisk, og den danske folkesjelen er introvert, fremmedfiendtlig, ja, rett ut rasistisk, for ikke å glemme den utbredte islamofobien. Så kom det en bok av to dansker, den ene sågar født i Tyrkia. De ville teste påstandene om den syke danske sjelen. De saumfarte forskning på feltet: universitetsprosjekt, ulike departements forskningsresultater og undersøkelser foretatt av såkalte uavhengige organisasjoner. Forskningen står til stryk, konkluderer forfatterne.

Dette er den første av to omtaler av boken, signert kollega Helle Merete Brix.

Myten om de danske racister

I årtier er vi blevet tudet ørerne fulde med at danskerne er et racistisk folk. Men er det sandt? Henning Bech og Mehmet Ümit Necefs aktuelle bog ”Er danskerne racister: Indvandrerforskningens problemer” tager et kritisk blik på de mange års indvandrerforskning, på universiteters forskningsprojekter, på undersøgelser fra ministerier og undersøgelser fra uafhængige organisationer, hvori det ofte hævdes at være tilfældet. Og ikke blot er danskerne racistiske, de er også islamofobiske, diskriminerende, fremmedhadske med mere. Meget mere.

Den 60-årige tyrkiskfødte Necef er lektor, ph.d. ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet i Odense. Den 68-årige Bech er dr.scient.soc. og professor ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet. De er også begge ret velkendte debattører i Danmark.

Racismen kan ikke bevises

Bogen, der er resultatet af fem års studier, er absolut værd at læse for mennesker optaget af spørgsmål om indvandring, multikultur med mere, også uden for Danmarks grænser. Den er gennemgående rimelig let at læse, den ofte spørgende form fungeret godt og så er den visse steder endda morsom. Bogen har to hovedkonklusioner: På side 18-19 i bogen fremgår det, at ”Inden for de felter og i den litteratur, vi har undersøgt, har vi fundet meget lidt videnskabelig dokumentation for, at der er tale om udbredt racisme o.l. i Danmark”. Men det betyder ikke, som forfatterne videre skriver, at der ingen racisme er i Danmark: ”Det kan vi slet ikke udtale os om med den type undersøgelse, vi har foretaget”. Forfatterne understreger blot, at det ”ikke er videnskabeligt dokumenteret i de tekster, vi har undersøgt”.

”Videre – og vel lige så vigtigt – konkluderer forfatterne på side 19 at: ”Den forskningslitteratur, som vi har undersøgt, og som taler om en udbredt dansk racisme, lever ikke op til almindelige normer for videnskabelighed”.

Forskning i et lukket kredsløb

Sidstnævnte konklusion betyder, at man en lang række steder i bogen blandt andet kan læse, at de berørte forskerne overfortolker, fejlslutter, udfører dårlige interviews og ikke dokumenterer deres påstande. I et stort interview med forfatterne i Weekendavisen 11. januar (ikke online), forklarede Necef, at bogen ikke mindst er henvendt til den brede offentlighed: ”Vi kunne godt tænke os, at både borgere, journalister og beslutningstagere blev mere kritiske overfor forskningen og spurgte: Jamen, er det nu ordentlig dokumenteret?”. Necef anklagede forskningen for at foregå i et lukket ukritisk kredsløb, hvor ”alle er blevet enige om, at ”Danmark er racistisk land”.

På side 330 i bogen fortæller forfatterne da også om, hvordan de begge er vant til at færdes i miljøer, hvor ”navnet Pia Kjærsgaard (tidligere formand for Dansk Folkeparti, i dag værdipolitisk ordfører, red.) har ganske bestemte funktioner. Når det nævnes, udløser det en hovedrystende munterhed fra det jævnt joviale til den skraldende latter”.

Nyracisme      

Necef og Bech har blandt meget andet undersøgt den forskning, der vedrører diskrimination på arbejdsmarkedet og danskernes påståede racisme og fremmedangst i al almindelighed. (Bogens afsnit om kvinders hovedtørklæder, æresdrab med mere behandles i en anmeldelse for sig).

En af en række af forskere, som forfatterne går i flæsket på er antropologen Peter Hervik, der er professor i migration ved Aalborg Universitet. Hervik har igennem mange år udgivet bøger og tekster, hvori han skriver om danskernes racisme. Forfatterne citerer på side 23 fra en 13 år gammel tekst af Hervik med titlen ”Nyracisme – politisk og folkelig”. Teksten indgik i et større forskningsprojekt finansieret af flere danske universiteter, Statens Forskningsråd og Europakommissionen. Den blev også trykt i bogen ”Den generende forskellighed”, som Hervik redigerede. (Hans Reitzels Forlag, 1999). Hervik opererer blandt andet med begrebet ”nyracisme”, som han beskriver som en blanding af klassisk racisme, kulturracisme – hvor forestillede kulturforskelle opfattes som naturlige – og som derudover har en ”stærk, følelsesmæssig side” og er forbundet med en følelse af ”moralsk panik”. Det er nyracismen, mener Hervik, der er den mest udbredte i Danmark.

Hervik og citaterne

Hervik er dog ikke en mand, der går så højt op i, om kilderne egentlig har sagt præcis det, de er citeret for. Hervik citerer således politimanden Ole, der ville have ”svært ved at acceptere, hvis datteren kom hjem med en mørkhudet kæreste”. Et andet sted skriver Hervik om politimanden, at han indrømmer, at ”det vender sig i ham”, når han tænker på datteren med en mørk kæreste. Senere optræder politimanden igen i teksten, hvor han citeres for at sige, at han ville have det dårligt, hvis datteren kom hjem med en sort eller muslimsk kæreste.

Bech og Necef opsummerer det refererede på side 27: ”Som det fremgår, er der en vis slinger i Herviks gengivelse af politimandens udtalelser”. Forfatterne er også utilfredse med, at Hervik ikke går nærmere ind på, ”hvad politimanden kan have ment med sine udtalelser (uanset hvilken af dem der nu måtte være den, politimanden faktisk har fremsat)”.

Bekymring kontra racisme

For hvis en far vitterligt føler, at det vil vende sig i ham, er det, som de skriver på samme side, en ”rygmarvsreaktion af fremmedhadske og racistiske følelser og forestillinger?” Eller er det, spørger forfatterne, fordi faderen vil datteren det godt og tænker, der kan opstå problemer mellem en ung kvinde med dansk ikke-muslimsk baggrund og en mand med muslimsk baggrund? ”Og er denne opfattelse i så fald rent irrationel?”

Som i en række andre passager i bogen, opponerer forfatterne mod at noget pr. automatik klassificeres som racisme, når det måske blot er udtryk for bekymring. Eller rimelige forbehold.

Arbejdsmarked og diskrimination

Springer man til afsnittet, der berører såkaldt diskrimination på arbejdsmarkedet, konkluderer Bech og Necef på side 111, efter at have gennemgået en række rapporter med mere, at ”man kan få den tanke, at der eksisterer en art offentlig tvang med hensyn til diskriminationsundersøgelser på arbejdsmarkedet: De skal komme til det resultat, at der er diskrimination mod indvandrere og flygtninge, uanset hvor lidt dokumentation, der findes.”

Et af en række eksempler, som forfatterne giver er fra cand.mag. Mette Thomsen og cand. Komm. Mette Moes´ notat om etnisk ligestilling og etniske minoriteters beskæftigelse i kommunen og i staten. Det har titlen ”Kompetencer mellem kulturalisering og mangfoldighed” og er udgivet i 2002. Thomsen og Moes konkluderer, at etniske minoriteter diskrimineres ved jobansættelse, fordi de ikke har dansk kultur. At danske arbejdspladser lægger vægt på, om indvandrerne har overtaget dansk kultur og ikke så meget på, om de har de jobrelevante kompetencer.

Sprogets vigtighed

Thomsen og Moes bruger meget plads på at tale om sprogkompetencer. Det overvejende flertal af de adspurgte ledere og tillidsrepræsentanter i kommunerne citeres for at tilkendegive, at etniske minoriteter ”ofte mangler sproglige forudsætninger for at klare opgaverne”. Bech og Necef skriver på side 105, at man kunne synes at dette problem tyder på at der er tale om et ”reelt problem og ikke om nationalistiske og kulturalistiske fordomme”. Men Thomsen og Moes konkluderer, at ”sprogproblematikken i et vist omfang bedømmes på grundlag af forestillinger om sprogets betydning og etniske minoriteters mangelfulde sprogkompetencer – ikke nødvendigvis ud fra en bred erfaringsdannelse”.

Videre, på side 107, mener Bech og Necef, at Thomsen og Moes problematiserer udsagn fra de ledere, der udtaler at akademikere med anden etnisk baggrund til ansøgte stillinger ikke taler eller skriver et tilstrækkelig godt dansk. Thomsen og Moes konkluderer, at der kræves ”flydende beherskelse af sproget”.

Forvist fra arbejdsplads?

Thomsen og Moes mener, at det må være nok at arbejdspladsen stiller krav om ”tilstrækkeligt funktionelle” og ”fag-og domænerelevante” sprogkundskaber.  Men som Bech og Necef påpeger: Kan man ”forestille sig at kravet skulle være mindre end ”flydende dansk” på størstedelen af det danske akademiske arbejdsmarked i stat og kommuner?”.

Bech og Necef giver på side 108 endnu et interessant eksempel fra de samme forfattere: Thomsen og Moes citerer en leder for at fortælle om, hvordan man havde ansat en indvandrer som timelærer inden for lærerens speciale. Men trods stor goodwill fra elevernes side begyndte de at sive fra hans timer: ”Det var simpelthen for ”hårdt” for dem at skulle koncentrere sig så meget om et andet menneskes sproglige forsøg…..)”.

Det får Thomsen og Moes til at konkludere følgende, der bør citeres i fuld længde: ”Vi kan ikke vide, om den pågældende person reelt manglede sprogkundskaber. Vi kan bare gisne om, at han i første omgang er ansat på grundlag af en tilstrækkelig funktionel sprogkompetence. Elevernes reaktion – og skolens accept heraf – giver anledning til at tro, at læreren i dette tilfælde også blev forvist på grundlag af sin fremmedhed”.

Som Bech og Necef påpeger, er det vældig tendentiøst at betegne lærerens ophør med undervisningen det pågældende sted som at blive ”forvist”. Og bogen myldrer med sådanne eksempler. Køb den og læs den.

Henning Bech og Mehmet Ümit Necef: Er danskerne racister? Indvandrerforskningens problemer. Frydenlund, Frederiksberg, 2013.