Det var pludselig lunt, en fredag aften, og alt åndede fred og ro. Men så kom de. En flok, de var mange, flere end jeg havde set længe, vel en 20-25 stykker, og de råbte og skreg. Ikke en fodboldsang eller et omkvæd af Justin Bieber. Ungersvendene sang heller ikke acappella. De råbte ad hinanden – og blindt ud i aftenluften – uartikuleret, arabisk-dansk i en pærevælling, Jeg smadrer dig, walla! Luder! For helved! Fucking danskersvin! Den slags.
Jeg åbnede vinduet, så jeg bedre kunne høre og tage bestik af den nye mangfoldighed i min gade. Drengene, der for længst burde have ligget i deres senge, så de kunne være udhvilede til diverse sports- og fritidsaktiviteter næste morgen – det kunne være klaver, spinggymnastik, landevejscykling eller andre opbyggelige aktiviteter – marcherde op ad villavejen.
Ikke på fortovet, næ, de fandt det mere betimeligt at gå ude midt på vejen som i en slags demonstration eller kortege, mens de lod deres tilstedeværelse høre. Jeg så flere ansigter i vinduerne; folk ville vel se, hvad fanden der foregik.
Der foregik såmænd det, at det pludselig vrimlede det med araberdrenge. De var ophidsede, som var de på et eller andet; måske var der to grupper, jeg kunne ikke skelne dem fra hinanden i mørket. Råbene blev højere og mere aggressive. Jeg overvejede et kort sekund, om det var bedst at ringe til politiet, men tøvede. Jeg havde jo ikke set dem slås indbyrdes – eller med andre – endnu. Men så, rundt om hjørnet, blev der smidt med cykler, skilte eller andre tunge genstande, og jeg lukkede vinduet. Jeg skriver om det i stedet, tænkte jeg. Politiet har travlt nok i forvejen.
Desuden er det jo kun, hvad rigtig mange godhjertede danskere har drømt om i årtier: At huse stedse flere arabiske stakler, drenge såvel som piger, mænd såvel som kvinder, og åbne deres hjerter for de noble vilde, så alverden kan forstå, vor gode og tolerante og overbærende, vi andre er. Se os!
Jeg mener, der er jo ikke noget nyt eller specielt ved dette optrin, det er dagligdag mange steder i tolerancedanmark. Drengene udfylder sådan set bare det kulturelle vakuum, danskerne har foræret dem i misforstået godhed. At det sker lidt sjældnere, hvor jeg bor, end i landets ghettoområder, skyldes alene, at jeg indtil videre har råd til at bo lidt udenfor sidstnævnte.
Men så blev det morgen, og jeg havde lovet at købe ind. Jeg parkede henne ved den lokale Føtex og kunne ikke undgå at bemærke kødranden af araberdrenge, som lænede sig ud over kanten af parkeringsanlægget oppe på første sal. De var vel en 10-15 stykker. De stod bare der og så ned på os andre, men havde deres venner deponeret henne i hjørnet af parkeringspladsen med deres mobiltelefoner og bæltetasker om maven til hash, kontanter og hvad man ellers kan få brug for, når man handler med forbudte stoffer.
Det var alt sammen meget roligt, intet råberi: Der var styr på lortet.
Da vi kom ud fra Føtex, stod charmetroldene der stadig. Jeg stirrede så olmt på dem, som jeg turde og tænkte, at det kun er et spørgsmål om tid, førend disse flokke også er bevæbnede, hvis de ikke allerede er det, og førend de ikke nøjes med at kaste med cykler.
Men jeg er jo også bare en islamofobisk racist.