«Mandag aften valgte Emmanuel Macron at tale til sin befolkning – netop sådan: sin befolkning. Til tonerne af Marseillaisen blev der stillet om til det overdådige Élysée-palæ (…) Ritualet går tilbage til grundlæggeren af Den Femte Republik, Charles de Gaulle. Det var i 1960. Han var general, krigshelt og 70. Macron er 40, med et overskueligt cv, men han har begærligt overtaget republikkens svulstige symbolik, der minder om monarkiets.»
Disse karske ord, nedfældet af JP’s Jørn Mikkelsen forleden, indrammer præsident Macrons nuværende krise og er det sandeste portræt, der er offentliggjort om den franske kanalje, som ellers blev indhyllet i altomfattende panegyrik ved sin tiltrædelse for halvandet år siden, især uden for Frankrig og i den hjemlige andedam fra Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, til klakørerne i DR, TV 2, Politiken, revl og krat. Enigheden var massiv, alt var godt, populismen var standset. Macron havde frelst verden fra Le Pen; han var Europas håb, nu skulle vi bare se.
Præsidenten kunne tilmed formulere sig skriftligt. «Emmanuel Macron har skrevet en bog, som er det åbne samfunds stærkeste svar på Trump, brexit og Le Pen,» trompeterede Rune Lykkeberg om Macrons selvbiografiske manifest Revolution. «Bogen er tanker udfoldet af en filosof, analyser af en mand med indsigt og en historie om en mand, der vil være præsident, skrevet af en skønånd, som kan fortælle en historie.» Filosof, mand, skønånd, historiefortæller, præsident. Den kreative klasse var forelsket.
Som nogle af jer muligvis vil huske, tillod jeg mig straks at tvivle på, at en yngre, vildfaren bankmand forlovet til en bessemor ville kunne indfri al den hyperbole fra Europas klogeåger, kendisser og tv-studier. Og ganske rigtigt. I dag ligner præsidenten den skoledreng, han altid har været, ligesom hans politiske projekt hænger i laser, blæst i stykker af virkeligheden, denne irriterende instans i form af tiltagende terror, immigration, klassedeling, regression og en rekordstor offentlig gæld.
Flere af Macrons ministre har allerede forladt regeringen desillusionerede, og en diffus, men virksom protestbølge iført gule veste har ramt Paris med stærk folkelig opbakning, som har rod i en generel fransk mistro til næste generations muligheder i Frankrig. Ifølge Pew Research Center afviste mere end 90 pct. af befolkningen i 2017, at deres børn vil få det bedre end dem selv. Præsidenten har næppe forstået alvoren.
Samtidig fortsætter den islamiske terror med at ramme franskmænd på gader og stræder, senest i Strasbourg, hvor en af de 20.000 jihadister, der allerede skønnes at opholde sig i republikken, dræbte 4 mennesker og sårede 11 på et traditionsrigt julemarked tæt på EU-Parlamentet.* At morderen i en alder af 29 allerede havde 27 domme i Frankrig, Tyskland og Schweiz rummer et dystert varsel om, at flere og flere kriminelle vil blive jihadister. Symbolsk nok blev nogle af EU-parlamentarikerne, der bærer en del af ansvaret for at have gjort Vesteuropa til et mere usikkert og multikulturelt kontinent, tvunget til at sove i parlamentet bag sikrede døre. Politikere kan som regel godt finde ud af at beskytte sig selv.
Summen af alle disse kalamiteter er et Frankrig, hvor elite og folk driver længere fra hinanden. Ordene står ikke længere mål med tingene. Der er ikke noget mere fransk end alle disse revolutioner, fem af disse republikker, to kejserdømmer, en Vichy-regering og maj 1968. Kravet om omvæltninger er skyllet hen over Frankrig siden 1789 som tidevandsbølger. Men klassesamfundet består, og kløften mellem eliter og folk, mellem centrum og periferi, mellem det gamle Frankrig og det nye Frankrig, mellem højstatus og lavstatus og mellem økologi og virkelighed er dybere end nogensinde før.
Den aktuelle misere består ikke alene i, at Frankrig er på vej til at blive et nyt Italien på grund af økonomisk uansvarlighed eller et nyt Sverige på grund af en vanvittig immigrationspolitik eller et nyt Belgien på grund af islamisk radikalisering eller et nyt Tyskland på grund af den føderale EU-politik. Det er værre endnu. Emmanuel Macron har med bind for øjnene gjort sig til talsmand for en globalisering og liberalisme med store sociale, demografiske og kriminologiske konsekvenser.
Præsidentens politik er ikke skyld i problemerne, men snarere deres symbol. Macron troede, han kom anstigende med en ny revolution, men inkarnerer fra sit marmorpalads i stedet alt, hvad der er galt med landet, hvorfor han vil gå over i historiebøgerne som en sælsom overgangsfigur, en konge uden kongerige, uden prinser og fremtid, ja, formentlig som det, der på godt dansk hedder en fransk klovn.
*Ifølge Petter Nesser, seniorforsker på Forsvarets forskningsinstitutt, er det ikke 20.000 jihadister i Frankrike, men over 20.000 personer som er registrert på en overvåkingsliste over potensielt voldelige radikalere.