Symptomatisk er det, at hundreder af amerikanere og europæere for få år
siden begav sig på pilgrimsvandring tværs gennem Mellemøsten for at
bede om tilgivelse for Vestens forbrydelser. I muslimske skoler lærer
børnene i dag om korsfarernes brutale hærgen og plyndring, de ser det
som en afsløring af de vantro vestlige horders krigeriske galskab
overfor profetens hellige folk.
Vestens børn har i generationer hørt om korsfarernes formørkethed og
barbariske grusomhed. Og i vide kredse kan man stadig møde billedet af
de tusinder af fanatiske sabelsvingere, der uprovokeret brød freden
mellem kristne og muslimer.
Det var konger og fyrster, der drog af lande. Og efter dem fulgte
talløse skarer af fattige mennesker og ikke mindst byernes menneskelige
bundfald, der kun havde tanke for muligt rov og bytte. Det har brændt
sig fast i bevidstheden, at da Jerusalem faldt omkring 1100,
foranstaltede korsfarerne et blodbad på indbyggerne så voldsomt at
”bække af blod skyllede gennem gaderne, så hestene måtte vade i blod
til bringen”. Og det kristne vanvid fortsatte gennem generationer, så
den fredelige muslimske befolkning måtte leve med umenneskelige
lidelser.
Det er Vesten, der bærer skylden for dette ragnarok, mener mange.
Derfor må Vesten i dag bøje nakken og bestandig anfægtes af de
muslimske anklager.
Er det et sandt billede?
siden begav sig på pilgrimsvandring tværs gennem Mellemøsten for at
bede om tilgivelse for Vestens forbrydelser. I muslimske skoler lærer
børnene i dag om korsfarernes brutale hærgen og plyndring, de ser det
som en afsløring af de vantro vestlige horders krigeriske galskab
overfor profetens hellige folk.
Vestens børn har i generationer hørt om korsfarernes formørkethed og
barbariske grusomhed. Og i vide kredse kan man stadig møde billedet af
de tusinder af fanatiske sabelsvingere, der uprovokeret brød freden
mellem kristne og muslimer.
Det var konger og fyrster, der drog af lande. Og efter dem fulgte
talløse skarer af fattige mennesker og ikke mindst byernes menneskelige
bundfald, der kun havde tanke for muligt rov og bytte. Det har brændt
sig fast i bevidstheden, at da Jerusalem faldt omkring 1100,
foranstaltede korsfarerne et blodbad på indbyggerne så voldsomt at
”bække af blod skyllede gennem gaderne, så hestene måtte vade i blod
til bringen”. Og det kristne vanvid fortsatte gennem generationer, så
den fredelige muslimske befolkning måtte leve med umenneskelige
lidelser.
Det er Vesten, der bærer skylden for dette ragnarok, mener mange.
Derfor må Vesten i dag bøje nakken og bestandig anfægtes af de
muslimske anklager.
Er det et sandt billede?
Dette skriver Poul Erik Andersen, tidligere domprost i Odense, i en kronikk i dagens Jyllands-Posten. I fortsettelsen av artikkelen argumenter Andersen for at de utskellte korstogene må forstås som en forsvarsreaksjon fremprovosert av at 2/3 av den kristne sivilisasjonssfære var blitt erobret av muslimske hærer, at Europas sydlige land opplevde gjentatte angrep fra jihadistene og at kristne i Nord-Afrika og Midtøsten ble undertrykt som dhimmier i det islamske riket. Andersen argumenterer, med bred historisk bakgrunnskunnskap, for at korstogene var en forsinket forsvarsreaksjon på den islamske jihad, og at Europa sannsynligvis hadde blitt islamisert i middelalderen hvis det ikke hadde vært for dem.
I Europas store historiske bogholderi figurerer korstogene i dag som en
voldsomt tyngende debetpost. Men man har lov at spørge, hvor rimeligt
det er.
I mange århundreder efter korstogene ville enhver europæer betragte
forsvaret mod islam som en fortjenstfuld indsats, som en
kærlighedshandling overfor de forfulgte kristne i Mellemøsten.[ … ]Korstogene var Europas forsinkede reaktion på den islamiske jihad.
Europa overlevede, men det havde sin uhyggelige pris i ressourcer og
menneskeliv.
Den islamiske ekspansion er ikke død, men den fremtræder i dag i en ny
skikkelse. Det kalder på opmærksomhed og må ikke synke til bunds i en
tavs politisk korrekthed.
voldsomt tyngende debetpost. Men man har lov at spørge, hvor rimeligt
det er.
I mange århundreder efter korstogene ville enhver europæer betragte
forsvaret mod islam som en fortjenstfuld indsats, som en
kærlighedshandling overfor de forfulgte kristne i Mellemøsten.[ … ]Korstogene var Europas forsinkede reaktion på den islamiske jihad.
Europa overlevede, men det havde sin uhyggelige pris i ressourcer og
menneskeliv.
Den islamiske ekspansion er ikke død, men den fremtræder i dag i en ny
skikkelse. Det kalder på opmærksomhed og må ikke synke til bunds i en
tavs politisk korrekthed.