Det er presten og psykoterapeuten Kirsten Sarauw som skriver
dette om konferansen ”Islam i Europa” (se program) som ble avholdt i Wien 23 – 24 mars i fjor. Sakset fra en kronikk i
Kristeligt Dagblad: [ … ]
Ellers enedes man på mødet om, at
det første mål, der skal forfølges, er indførelsen af islamisk religionsret
(sharia) i Europa, “til at begynde med i det mindste som parallelret til den
nationale retsorden i de europæiske stater”. Om indholdet af sharia besluttede
man så vidt muligt at undgå offentlig diskussion.
Man kan undre sig over, at konferencens udtalelser ikke har vakt større opsigt,
end tilfældet er. Måske forekommer den slags fremtidsvisioner om islam så
fantasifulde, at de ikke bliver taget alvorligt? Eller også passer de så
dårligt til det billede, som især den bedrevidende europæiske kulturelite
ønsker at gøre sig af euroislam, at man vælger at fortrænge, hvad der egentlig
bliver sagt.
Det samme gælder på sin
vis den problematiske professor Tariq Ramadan, som fremkom med den mest
bekymrende udtalelse: Euroislams egentlige hensigter skal tilsløres for offentligheden.
En mærkelig hårdkogt udtalelse på et møde, som Tariq Ramadan må regne med
bliver refereret i pressen. Kalkulerer han ganske kynisk med “de
vantros” almindelige fortrængningsmekanisme?
SELVOM DER EFTERHÅNDEN er
offentliggjort megen belastende kritik af Tariq Ramadan og hans udgave af
euroislam, så har det ikke haft nogen særlig effekt på hans ry som en moderne
og moderat europæisk muslim, der oprigtigt ønsker at arbejde for en fredelig
integration af muslimer i Vesten. Tariq Ramadan er fortsat en hyppig og skattet
gæst ved officielle konferencer overalt i Europa, på det seneste ikke mindst i
Norden, hvor han blandt andet bliver brugt som ekspert i imødegåelse af
radikaliseringen af muslimsk ungdom, og han nyder umådelig stor respekt blandt
unge, veluddannede danske muslimer.
Specielt kan nævnes Tariq
Ramadans indflydelse på foreningerne Kritiske muslimer med Sherin Khankan i
spidsen og Muslimer i dialog med fremtrædende medlemmer som Mona Sheikh, Asmaa
Abdol-Hamid og Abdul Wahid Pedersen.
Egentlig er det forbudt muslimer at leve i et vantro land. Eneste gyldige grund
for muslimer til at opholde sig i Europa er derfor kun den offentlige
“bekendelse” til troen på Allah og profeten. Med andre ord mission, først og
fremmest ved islamisk bekendelse og synlighed overalt i det offentlige rum.
Tariq Ramadan foreslår videre, at betegnelsen “krigens hus”, som traditionelt
er betegnelsen for områder regeret af “vantro”, skal udskiftes med
“bekendelsens hus”, som bedre angiver, at der i Europa er tale om mission frem
for egentlig krig.
Her er der så hos Tariq Ramadan
en vis modsætning til militant islamisme i metoden, men ikke i endemålet, som
for begge parter handler om islamisk dominans. Tariq Ramadan er modstander af
muslimers voldsanvendelse i Europa, fordi det kan ødelægge udsigterne for
euroislams mere langsigtede mål. Men Tariq Ramadans udmeldinger angående
islamisk vold er yderst tvetydige.
Qaradawi er en af de mest
indflydelsesrige sunnimuslimske lærde i Mellemøsten med mangeårig tilknytning
til den rabiate islamistiske bevægelse Det muslimske Broderskab, grundlagt af
Tariq Ramadans morfar, Hassan al-Banna, i Egypten i 1928. Desuden er han et
fremtrædende medlem af Det europæiske Råd for Fatwa og Forskning, som forsøger
at komme til at spille den magtfulde rolle som øverste retsråd for europæiske
muslimer. Qaradawi har udtalt, at islams endemål er dominans i Europa såvel som
i Amerika gennem mission, propaganda og indflydelse via pressionsgrupper.
Man regner også med at Qaradawi har sat afgørende fingeraftryk på et
papir kaldet Projektet, formentlig forfattet af Said Ramadan,
Tariq Ramadans far, også en central skikkelse i Broderbevægelsen. Projektet,
som er dateret 1982, opridser en langsigtet (100-årig), detaljeret køreplan for
islams infiltration og endelige magtovertagelse i Europa (og USA) og samstemmer
heri nøje med udtalelserne på Wiener-mødet sidste forår.
PAPIRET BLEV FUNDET under
ransagning (i november 2001) af en luksusvilla i Schweiz, tilhørende Youssef
Nada, mangeårig ven af Ramadanfamilien, international leder af Muslimbrødrene
og bankdirektør i Al-Taqwa-banken i Lugano, som efter alt at dømme har finansieret
islamisk terrorisme, blandt andre al-Qaeda og Hamas.
Just missionsopgaven vil
ifølge Tariq Ramadan kunne gengive muslimerne i Europa deres
selvbevidsthed, værdighed og følelse af mening med livet, som så mange unge
muslimer savner. Muslimer skal ud af deres defensive position og i stedet
springe ind på den offentlige scene som aktive medborgere, der overalt lader
deres muslimske stemme høre i de nationale demokratier i kampen for større
“retfærdighed”. Med retfærdighed er det værd at notere sig, at Tariq Ramadan
altid mener “islamisk retfærdighed”, altså sharia, der betegner en guddommelig
retsorden for såvel religiøs praksis som for samfundslivet. Det aktive
medborgerskab er også en af Projektets helt centrale strategier for
infiltration.
Tariq Ramadans opfordring til aktivt medborgerskab, bekendelse (mission),
samt politisk kamp for større “muslimsk retfærdighed” har haft stor betydning
for mange unge danske muslimer, som i disse år ivrigt promenerer deres
religiøse tilhørsforhold i det offentlige rum.
Asmaa Abdol-Hamids insisteren på at ville bære tørklæde i
Folketinget er just en prøveklud for politisk islam på, hvor langt man kan gå
med sharia. Tørklædet
er for radikal islam selve symbolet på accept af sharia i sin helhed, og det
breder sig over alt, hvor Broderskabets ideologi vinder tilslutning. Kontrol
over kvinderne er fuldstændig grundlæggende for politisk islam. Interessant er
i den forbindelse et punkt i Projektets køreplan, som handler om at udnytte
venstrefløjen i Europa (midlertidigt) som trinbræt og allieret på vejen til
islamiseringen af Vesten. Fortielsen og benægtelsen af det egentlige mål nævnes
også udtrykkeligt i manualen.
DEN OPRINDELIGE IDÉ om euroislam,
som først blev lanceret af Bassam Tibi (tidligere professor i Göttingen), gik
ud på, at islam i Europa skulle føje sig ind i den demokratiske og kulturelle
europæiske tradition og dermed tvinges til blandt andet at tage det nødvendige
opgør med sharia som politisk lovgivning. Tariq Ramadan og den
islamofascistiske Broderbevægelse snuppede ideen, men vendte op og ned på
indholdet, således at euroislam nu angiver visionen om islams religiøse og politiske
dominans over Europa.
Fantasifuldt? Javist, men
fantasifuld vilje til magt har før taget Europa på sengen. Det nye er, at
fremtidsvisionen om islamisk magtovertagelse bygger på en folkevandring, hvis
lige i antal og hastighed aldrig er set magen i verdenshistorien. Mødet i Wien
sidste forår er i realiteten en muslimsk krigserklæring mod den gamle
europæiske befolkning. Hvornår ser Europas ansvarlige intellektuelle og
politiske magtelite skriften på væggen? Endnu kan Europas undergang måske
afværges.
NB!Jevnfør Saraws artikkel med Aftenposten-kronikken En omstridt reformator.