Ralf Pittelkow, politisk kommentator Jyllands-Posten, gjengitt her med forfatterens tillatelse
EU har netop holdt topmøde, hvor et hovedpunkt var den såkaldte europagt.
Den skal lægge rammerne for den økonomiske politik i de lande, der er med i euroen. Andre EU-lande, såsom Danmark, har mulighed for at tilslutte sig pagten.Debatten om europagten har også været en debat om forholdet mellem EU og nationalstaterne. Hvem skal bestemme hvor meget i den økonomiske politik? På topmødet udtrykte statsminister Lars Løkke Rasmussen sin ærgrelse over, at han ikke kunne deltage i beslutningerne, fordi Danmark står uden for euroen. Lige op til topmødet blev EU-landene konfronteret med et andet spørgsmål om forholdet mellem EU og nationalstaterne. Det drejer sig om, hvem der bestemmer landenes indvandringspolitik.Til et lands selvbestemmelse hører som noget ganske fundamentalt, at det kan afgøre, hvem der må tage ophold inden for dets grænser. Men en ny dom fra EU-domstolen truer det nationale folkestyre på dette nøglepunkt. Den sag er så alvorlig, at også den burde tages op på et topmøde. Her kunne Danmark deltage i alle beslutninger.Men et sådant topmøde vil ikke finde sted. Og Løkke har ikke ytret noget ønske om at drøfte dommens perspektiver med de andre ledere. Hans ny integrationsminister, Søren Pind (V), har blot meddelt, at han vil forsøge at redde dansk udlændingepolitik »i videst muligt omfang«. Vældig beroligende.EU har stor betydning for Danmark. Men det er vigtigt, at EU kender sine begrænsninger, ellers ryger den folkelige opbakning. Den ny dom øger denne risiko. Der er tale om den såkaldte Zambrano-dom. Den pålægger Belgien at give opholds- og arbejdstilladelse til et colombiansk ægtepar. Begrundelsen er, at de har fået to børn, mens de ventede på at få deres sag behandlet. Disse børn har automatisk belgisk statsborgerskab i kraft af, at de er født i landet. EU-domstolen mener så, at deres forældre har ret til at være i det land, hvor deres børn har fået statsborgerskab. Ellers vil man krænke børnenes rettigheder som unionsborgere hedder det.Hermed åbnes der for, at en fødsel er nok til at få opholdstilladelse, hvis barnet har ret til statsborgerskab. I Danmark er det tilfældet, hvis mindst en af forældrene er dansk statsborger. Altså farvel til 24-årsregel, tilknytningskrav og hvad der er af regler i andre EU-lande.Denne dom ligger i forlængelse af andre EU-domme, der sætter den danske indvandringspolitik under pres. Men den har langt mere vidtgående perspektiver:Hidtil har EU-domstolen brugt EU-borgernes fri bevægelighed mellem medlemslandene som argument for at blande sig på dette område. Men det er ikke engang tilfældet her. Nu bruger dommerne unionsborgerskabet til at gribe ind i rent nationale regler.Man fortolker unionsborgerskabet på en måde, som kraftigt begrænser landenes selvbestemmelse. En række medlemslande, herunder Danmark, og EU-kommissionen har protesteret mod denne tolkning. Domstolen kunne have valgt en tilbageholdende udlægning af unionsborgerskabet med respekt for den nationale selvbestemmelse. I stedet valgte den at skabe en ny politisk virkelighed. En virkelighed, hvor EU får mere magt i forhold til nationalstaterne. En virkelighed, hvor ikke-folkevalgte dommere får mere magt på bekostning af folkestyret.EU-dommen er et skridt mod Europas Forenede Stater under stærk elitestyring.Oppositionen herhjemme synes ikke at have noget imod dommen. Regeringen bøjer nakken. Der skal et folkeligt pres til for at få sendt budskabet: Nu er det nok.
Les også: Boikott dommen