”Islamofobisk makkverk” kan åpne politikernes øyne

Hege Storhaug, HRS

For alle som med et ærlig og oppriktig utgangspunkt i frihet og demokrati har befattet seg med islam, har det ikke vært tvil om hva som er Brorskapets ideologiske fundament, og at denne islamistiske gruppen er ledende i verden og den mest aktive propagandist i Europa for islamisering av kontinentet. Brorskapet og sharia går hånd i hånd. Også ledende muslimske talspersoner har ved flere anledninger tilbake til 1990-tallet fremført samme budskapet som Brorskapet, men å påpeke dette – og advare mot slike krefter – se det har kostet, som da jeg første gang i 2006 pekte konkret på personer som sympatiserer med sentrale sider ved sharia og som vi ikke kan forvente vil stå på det sekulære demokratiets side hvis dagen skulle komme da man stilles overfor valget mellom frihet og ufrihet

Nå sprekker det imidlertid opp i Norge. Islamistene er blitt ytterst synlige. Helt opp til Nordkapp propaganderer de for en verden under sharia. Hva som foregår av ideologisk formørkning i landet vårt er nå så åpenbart at man skal være uhyre sta for å benekte de faktiske forholdene. Nettopp derfor tror jeg timingen til Walid al-Kubaisis film kan være perfekt: folk ser med det blotte øyet hvilke krefter som har inntatt landet, og folk er urolige for fremtiden. Med filmen om Brorskapet gir Kubaisi folk kunnskap, og dermed trygghet og selvtillit til å kunne sette konkete ord på bekymringen overfor den pågående islamiseringen.

Filmen om Brorskapet burde for øvrig fått en egen visning for politikerne på Stortinget og i Regjeringen, med et ekspertpanel som kunne tegnet og utdypet etter visningen. For er det noe jeg er sikker på, så er det at islamkunnskap – da ikke minst knyttet til islam som også et juridisk og politisk prosjekt – er ytterst begrenset i vårt politiske lederskap. Det kan komme til å koste dyrt, for at islams lakeier marsjerer taktfast og med høy selvtillit i Norge og Europa for øvrig, er dessverre blitt en sannhet i vår tid. Europa står med andre ord midt i en ny ideologisk krig. Hvordan skal dette politiske prosjektet møtes av vår politiske ledelse?

Et faktum: Vi vant over fascismen, nazismen og kommunismen. Nå står en kraft foran oss som også påberoper seg guddommelige sannheter. Vitterlig en kolossal utfordring.

Brødre, der vil erobre Europa

Af Helle Merete Brix, for HRS“Buuh, “buuh”. Det er premiereaften, og Fritt Ord har inviteret til film og debat i Vika Kino, der er fyldt til sidste plads. Vi er netop nået til debatten om Walid al-Kubaisis nye film “Frihet, Likhet og Det Muslimske Brorskap”. Men det er ikke Kubaisi, der buhes af, derimod den mand, der overskrider sin taletid ved at omtale filmen som “islamofobisk, et makværk”. En norsk kollega identificerer manden for mig. Det er Aftenpostens faste kommentator Muhammad Usman Rana.

Også andre har taget ordet i en til tider stærkt ophedet debat, hvor moderator Jon Hustad kæmper med at få både paneldeltagere og publikum til at begrænse talen. Der er roser til Kubaisi for at have skabt en film, der måske kan forandre debatdeklimaet i Norge. Der er en ældre herre, der husker krigens tid og den store muslimske demonstration år tilbage i Oslo for fatwaen mod Salman Rushdie. Han vil have talefriheden i det offentlige rum tilbage.

Og der er forstanderen for Det islamske forbundet, Basim Ghozlan, der anklager filmen for at dreje sig for meget om hijab-spørgsmålet: “Min kone går også med hijab. Hun har intet med Det Muslimske Broderskab at gøre”. Ligesom der er Lena Larsen, research fellow ved universitetet ved Oslo, som Kubaisi konfronterer med spørgsmålet om Det Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, hvor Broderskabets åndelige leder, Yussuf al Qaradawi, er formand. Lena Larsen forklarer fra salen, at hun har deltaget i adskillige af rådets møder, men ikke har med det Muslimske Broderskab at gøre. Hun deltager i møderne, fordi det er led i arbejdet med hendes afhandling.

Medlem eller ikke-medlem af Broderskabet er i øvrigt, som det bliver sagt i filmen, blot et spørgsmål om, hvorvidt man deler brødrenes ideologi. I anden anledning har Lena Larsen i øvrigt udtalt, at dette råd, der sidestiller frafald med “højforræderi”, kan være med til at “bevidstgøre” muslimske kvinder om skilsmisserådgivning. Et forsvar for frihedenDet er en god og vigtig film, som Kubaisi har lavet. Til tider højdramatisk i sin form, noget springende og rodet. Men også med spændende interviews og båret af et engagement for den frihed, som Kubaisi, der kom til Norge som politisk flygtning i slutningen af 1980erne, ser som en kostelig skat i Europa. Det Muslimske Broderskab derimod ønsker erobring, understreger Kubaisi. Derfor har han lavet filmen.

I filmen indleder Kubaisi med at fortælle om en muslimskfødt, norsk ven, der har vendt de sekulære principper ryggen, og nu har fundet sin identitet i islam. Og som ønsker Europa islamiseret.

Kubaisi taget til det Frankrig, som han altid har sat højt. Det er Voltaires hjemland. Men i dag er der de, der hellere end gerne vil af med Voltaire. De demonstrerer i gaderne for retten til at bruge tørklæder og anklager regeringen for at diskriminere mod muslimer. En arabisk-fransk forsker fortæller om, hvordan Det Muslimske Broderskab opererer i de uroplagede franske ghettoer: De går fra dør til dør med et missionsbudskab og udnytter det faktum, at man i de børnerige, muslimske familier ofte ikke magter at opdrage børnene.

Kubaisi kommer også til Yemen. Her samtaler han med en såkaldt menneskerettighedsforkæmper, der dog indrømmer, at frafald fra islam ifølge sharia naturligvis skal besvares med en henrettelse, hvis ikke den frafaldne angrer.

Og han er i Norge, hvor prædikanten Tariq Ramadan, barnebarn af Broderskabets stifter Hassan al-Banna, fylder publikum med sine sædvanlige kryptiske mumlerier om tolerance. Samme Ramadan svarede i øvrigt aldrig på Kubaisis henvendelser om at medvirke i filmen. Hijab er et logoHer er også klip med Yussuf al-Qaradawi, der taler om at erobre Europa, ikke med våben, men gennem mission. I et andet klip ser man den egyptiske prædikant Amr Khaled, som i øvrigt var en af deltagerne i den danske regerings dialogprojekt med den arabiske verden. Khaled fortæller med et stort grin på et interview på tv om, hvor få børn de kristne europæere får. Derfor vil islam sejre.

Og Kubaisi er ikke mindst i Egypten, hvor det er et scoop for filmholdet, at Mohammed Mahdi Akef, der indtil for nylig var Broderskabets leder, har stillet op til interview. Han taler ligeud om, at Broderskabet ønsker kontrol med de europæiske samfund.

Vi ser den egyptiske feminist, med håret frit, der vælger at stå frem og tale kritisk om Broderskabet. Andre feminister turde ikke. Kubaisi viser billeder fra dengang masser af unge, egyptiske kvinder gik utildækkede. Det gør de ikke længere. Sekulære mandlige egyptere taler ligeud om hijab, som et logo, et emblem for Broderskabet og den politiske islam. Hijab skal minde europæiske kvinder om, at hun er en slet kvinde, en nøgen kvinde, i modsætning til den tildækkede muslimske kvinde.

Impotente intellektuelle og hjernevask I et interview taler Hassan al Bannas bror, den 90-årige Gamal al Banna om, at islam og muslimerne intet væsentligt har frembragt de sidste 1000 år og må være lykkelige for, at det er muligt at gå på to ben og ikke fire. Som en af paneldeltagerne, Terje Tvedt, der er professor ved universitetet i Bergen efterfølgende påpeger, bliver der kort sagt sagt ting og sager, der ville have været uhørte at fremføre, hvis de kom fra en nordmand. Samme Tvedt taler om at filmen også er en “kulturkritik af Norge” og måske kan ruske op i den intellektuelle klasse, der gebærder sig “irrelevant og med impotens”, når det drejer sig om islamismen. Forhåbentlig, mener professoren, kan filmen medvirke til at ændre debatklimaet i Norge.

En anden paneldeltager, den iranskfødte sygeplejerske, forfatter og foredragsholder Lily Bandehy, siger at hun for enhver pris vil holde sine børn væk fra moskeerne. For det, der foregår dér, er hjernevask. At islamisere familierne er et vigtigt projekt for Broderskabet.

En tredie paneldeltager, den liberale forfatter og politolog Tarek Heggy, som også medvirker i filmen, er ligeledes klar i mælet: Hvis ikke europæerme tager sig sammen, vinder de muslimske brødre. Europa bør gøre sig klart, at demokratiet er det vigtigste, som Europa har frembragt. Han bringer også spørgsmålet om demografi på tale: For naturligvis vil det få betydning, at muslimerne i Europa får flere børn end ikke-muslimerne. Og han har er afvisende over for den spørger, der efterlyser islamforskere i panelet. For hvad skal man med islamforskere i en film, der handler om et politisk projekt?