”Henrettes som en hund.” Dette er oppskriften til Minhaj sin leder, Tahir ul-Qadri når noen begår blasfemi og kritiserer Muhammed eller islam, enten de er muslimer, kristne, jøder, vantro, mann eller kvinne. Dette har ul-Qadri, i særdeles klare ordlag, uttalt i eksempelvis denne videoen som ligger på youtube Her skyter han også hemningsløst av hvordan han gikk frem for å få innført den barbariske blasfemiloven i Pakistan på 80-tallet. Han er en hovedarkitekt bak lovparagrafen i det pakistanske straffelovverket, forteller han, samtidig som han benekter dette på dansk fjernsyn.
I disse dager er ul-Qadri på turne i Danmark for å fortelle oss hvordan vi skal ”håndtere radikalisering” av muslimer. Han inviteres av Ny-Dansk Ungdomsråd, som slik prøver å hvitvaske ul-Qadri med henvisning til at han er mot terrorhandlinger. Dette har han nemlig gitt en fatwa om. Han er altså moderat?
I Danmark har ul Qadri ingen hemninger med å lyge for åpen mikrofon. Han er visstnok hard core motstander av paragrafen om blasfemi.
Hva gjør man med slike islamistiske ledere? Hva gjør man i forhold til norske kristne ledere som legitimerer dem ved å stille opp på konferanser med en ekstremist som dette? Lærte de ingenting av seansen i 2006 under Muhammed-krisen, da kirkens representant Dag Olav Hauge, omtalte Yusuf al-Qaradawi, verdens fremste sunni-islamistiske ideolog, i rosende ordlag etter et møte med han i Qatar, for øvrig sponset av norske UD?
Den danske integreringsministeren trakk seg fra konferansen i København med ul-Qadri. Det skulle bare mangle. Det samme skulle selvsagt Den norske kirken og representant for norske jøder ha gjort. (Alternativt stiller man opp væpnet til tennene med dokumentasjon som avkler ul-Qadri som den ekstremisten og løgneren han er.)
Einar Tjelle, assisterende generalsekretær i Mellomkirkelig råd for Den norske kirke, deltok på konferansen, etter invitasjon fra Islamsk Råd Norge, som altså ledes av Mehtab Afsar, som igjen har vært talsperson for Minhaj i Norge. Tjelle fremhever fred, toleranse og menneskeverd, som årsak til at Den norske kirken stilte skulder ved skulder med ul-Qadri, samt at ul-Qadri er innstilt til Nobels fredspris (!), melder kirken.no. Man må eksempelvis kunne spørre: hvem har innstilt han?
For Mellomkirkelig råd for Den norske kirke er det viktig å støtte opp prosesser som fremmer fred, toleranse og menneskeverd. Selv om det kan være sider av Tahir ul-Qadris budskap som kan være kontroversielt, er hans tydelige stemme mot ekstremisme, og hans kategoriske fordømmelse av selvmordsbombing, viktig å støtte også fra kirkelige miljøer, sier Tjelle.
Fredelig forståelse Tahir ul-Qadri er en pakistansk lærd og grunnlegger av den internasjonale organisasjonen Minhaj ul Quran International. Den verdensomspennende organisasjonen er kjent for å legge vekt på religiøs moderasjon, interreligiøs dialog og en moderat tolkning av islam.
– Dr. Tahir ul-Qadri er en av vår tids mest innflytelsesrike lærde innen islam, og ble blant annet nominert til Nobels fredspris i år. Om budskapet faktisk når frem til de mest radikaliserte er likevel et åpent spørsmål. Ytterliggående grupper som Al Qaida misliker sterkt hans budskap og har satt en høy prislapp på han, sier Tjelle.
Den norske kirken har kapitulert verdimessig?
Her et par bilder av ”moderate” Minhaj ul-Quran, tatt i Lahore der de deler ut mat på et sykehus. Man kan se flere her
Tahir ul Qadri og tolerancen
Af Helle Merete Brix, HRS
(København): Han taler ualmindelig længe og ualmindelig uklart. Sådan må fotografen og jeg konkludere et stykke inde i konferencen med den pakistansk-muslimske religiøse leder Tahir ul Qadri i København forleden. Ul Qadri, der er leder af den verdensomspændende organisation Minhaj ul Quran (På Koranens Vej), der også har afdelinger i Norge og Danmark. HRS har ved flere lejligheder beskæftiget sig med organisationen, ikke mindst dens problematiske kvindesyn
Men i dag er ul Qadri er i København for at promovere sit nye, digre værk: ”Fatwa mod selvmordsangreb og terrorisme”. Ul Qadri har vævet længe over begreberne fred og tolerance. Vi har hørt på, at islam ikke er i modstrid med demokrati. At der ikke er belæg i islams skrifter for at gribe til våben mod ikke-muslimer. At vi alle er brødre, ateister, sikher, kristne m.m. At han går ind for ligestilling mellem mænd og kvinder. At ul Qadri længe før angrebet på USA den 11. september talte mod ekstremisme og terrorisme.
Nu hæver ul Qadri stemmen. Han lyder vredere og vredere, mens han bedyrer over for publikum, at han vil kæmpe til ”mit sidste åndedrag for at forhindre radikalisering af unge muslimer”. Og at muslimer i Vesten skal være loyale over for deres værtsland, i dette tilfælde Danmark. Der klappes begejstret i salen blandt de omkring 200 fremmødte på hotel Marriott.
Tavse kristne i panelet
Ul Qadri er i øvrigt ikke alene i panelet. Her sidder blandt andre en repræsentant for de norske kirker, en repræsentant for Norges katolikker og en repræsentant for Norges jødiske samfund. De siger ingenting. Det er heller ikke meningen, ul Qadri taler hele tiden. HRS´ udsendte grubler over, hvad der får repræsentanter fra kristne organisationer til at sidde tavse i panel med denne mand? Ul Qadri påstår, han har respekt for kristendommen. Men i sin bog ”Islam and Christianity” skriver han blandt andet følgende: ”Biblen er en formløs samling bøger samlet gennem de første tusind år efter Jesu Kristi død”. Han mener at Det Nye Testamente er et ”miskmask af lån fra forskellige kilder” indeholdende ”bizarre elementer”.
Samtidig med at ul Qadri føler sig fri til at fornærme kristendommen, vil han ikke tillade nogen kritik af islam. Ul Qadri har været medvirkende til at Pakistan har den strenge blasfemiparagraf, som landet har i dag. Det fremgår også af ”Islam and Christianity” at han fuldt og helt går ind for dødsstraf ved stening.
Fornærm profeten og dø
Forud for ul Qadris besøg i Danmark har der været en del blæst om ham i dansk presse. Undertegnede skrev således en artikel på Den Korte Avis om ul Qadris syn på blasfemi med mere. I forordet til førsteudgaven af ul Qadris bog ”Islam and Christianity” står der nemlig, sammen med bemærkninger om ul Qadris positioner i 1980ernes Pakistan under Zia ul Hags militærdiktatur som juridisk sharia-rådgiver for Pakistans domstole, følgende: ”At udvise foragt for profeten som den sidste profet er en forbrydelse, der ikke kan tolereres, uanset om forbrydelsen er direkte eller indirekte, bevidst eller ubevidst. Forbrydelsen er af så graverende art, at selv personens anger ikke kan fritage ham for dødsstraf”.
Mediernes fokus på dette har nu ført til at den danske social-og integrationsminister Karen Hækkerup trukket sig som taler fra en konference i morgen, hvor det jo er 11. års dagen for terrorangrebet på USA, der handler om religiøs og politisk radikalisme. For ul Qadri er også inviteret som taler. Konferencen er arrangeret af Ny-Dansk Ungdomsråd.
Blasfemiparagraffen i Pakistan
Egentlig ville undertegnede gerne have interviewet ul Qadri om blasfemiparagraffen i Pakistan. Men der kom aldrig noget svar fra Minhaj ul Qurans talsperson i Danmark. Da jeg gentager min forespørgsel før konferencens start er svaret, at jeg bare kan spørge i spørgerunden, og om hvad som helst. Det viser sig at være overflødigt. Flere andre medier spørger til ul Qadris syn på Pakistans blasfemilov. Den religiøse leder giver så lange og uklare svar, at HRS afholder sig fra at stille spørgsmål. Da ul Qadri bliver spurgt af Jyllands-Posten om, hvad han mener om Pakistans skrappe blasfemiregler, svarer han at usandfærdige historier har floreret i pressen forud for hans ankomst. Han har aldrig haft noget at gøre med udformningen af blasfemiloven og var imod diktatoren Zia ul Hag.
Men det med blasfemi er ikke et enkelt spørgsmål at svare på. Hvad han mener om blasfemiparagraffen, forklarer ul Qadri, findes på You/Tube i en 14-timer lang tale. Den kan man gå ind og lytte til.
Biblens syn på blasfemi er ligesom Muhammeds
Han erklærer videre, at han mener blasfemiloven administreres forkert i dagens Pakistan, som i tilfældet med den 11-årige pige med Downs syndrom, der for nylig blev fængslet anklaget for at have forbrudt sig mod blasfemiloven. (Hun er siden blevet løsladt, red.).
Ul Qadri bedyrer med patos og kraft, at han – der ikke længere bor i Pakistan – til enhver tid vil gøre, hvad han kan for denne pige, om nødvendigt rejse til Pakistan og hjælpe hende. Der klappes voldsomt fra salen. Ul Qadri mener også, at Muhammed i sit syn på blasfemi blot videreførte, hvad der står i Biblen, også i Det Nye Testamente.
Og så er det forbi. Ul Qadri skrider ud af salen, flankeret af tilhængere. Han er i disse år på charmeoffensiv i Vesten, og det bærer frugt. I USA har han således talt for militærfolk og politikere, på tirsdag sidder han i panel med chefen for Den Danske Efterretningstjeneste. Denne dag var han flankeret af flere kirkefolk. Men hvorfor i alverden bruger folk i sådanne stillinger tid på at lytte til en mand, der går ind for stening og dødsstraf over de, der fornærmer profeten? Det spørgsmål gav konferencen ikke svar på.