Hege Storhaug, HRS
Danmark er som balsam for sjelen. Landet huser Europas klareste og dyktigste røstene innen innvandringens konsekvenser, ikke minst den mest utfordrende innvandringen grunnet verdikollisjonen: innvandringen fra den muslimske verdenen. Karen Jespersen, tidligere statsråd for Socialdemokratene (90-tallet), dernest for Venstre, og nå leder av integreringskomiteen i Folketinget, og Ralf Pittelkow, tidligere politisk rådgiver for Socialdemokratenes statsminister på 90-tallet, Poul Nyrup Rasmussen, og nå politisk kommentator i Jyllands-Posten, er så godt som alltid minst ett hestehode foran resten av det politiske landskapet når temaet er innvandringens konsekvenser og en nasjons sammenhengskraft. Neste uke publiserer Jyllands-Posten forlag boken deres, Islams magt. Europas nye virkelighed
Innen kort tid håper vi å kunne presentere en dato for samling denne høsten i Oslo sammen med Jespersen og Pittelkow, der forfatterne presenterer sine tanker om Europas nye tilstand grunnet verdikollisjonen mellom betydelige grupper muslimer og de europeiske landene. Som en forsmak; under her presenteres forfatternes første politiske utspill. Det handler om burkaforbud, et forbud Danmark ikke klarte å vedta, i motsetning til Frankrike. Og hvorfor klarte Frankrike å gå inn for et forbud? ”Hovedargumentet var, at tilsløringen af ansigtet strider mod hele grundlaget for et samfund, der bygger på principperne om frihed, lighed og broderskab,” skriver Jespersen og Pittelkow.
Gjengitt med tillatelse fra Jespersen og Pittelkow:
Af Karen Jespersen og Ralf Pittelkow
Burkadebatten drejer sig om, hvilke værdier samfundet skal bygge på. Det ved de i Frankrig, som har vedtaget et forbud efter en spændende debat. I Danmark overlod politikerne sagen til juridiske embedsmænd. Resultatet er dårlig jura og principløs politik.
For et års tid siden fremlagde De Konservative på deres sommergruppemøde et forslag om at forbyde burka og niqab, der tildækker kvinders ansigt, i det offentlige rum. Det gav anledning til en kraftig debat, der imidlertid brat blev afsluttet, da Justitsministeriets embedsmænd kom med deres vurdering af sagen.I et svar til Folketinget hed det, at ministeriet var »mest tilbøjelig til at mene«, at der kunne rejses »væsentlig tvivl« om et sådant forbuds overensstemmelse med grundloven og med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Embedsmændenes vurdering dræbte de politiske overvejelser om et forbud. Den daværende konservative justitsminister, Brian Mikkelsen, erklærede: »Det siger sig selv, at hverken jeg som justitsminister eller et parti som Det Konservative Folkeparti kan gå ind for et forslag, som giver anledning til den slags retlige spørgmål«.Flere politikere, journalister og debattører omsatte endda frejdigt embedsmændenes formuleringer til et bombastisk budskab om, at et burkaforbud stred mod grundloven. I bogen ”Islams magt. Europas nye virkelighed”, som udkommer i næste uge, argumenterer vi for, at burka og niqab bør forbydes i Danmark. I den forbindelse er vi gået Justitsministeriets udtalelse, der afbrød den politiske debat, efter. Det har været en chokerende oplevelse.For at sige det råt og brutalt: Justitsministeriets svar til Folketinget er ikke det papir værd, det er skrevet på. Der er ikke tale om nogen reel juridisk vurdering. Den politiske debat burde aldrig have ladet sig standse af disse kommentarer fra embedsmændene.Ret skal være ret. Justitsministeriet er aldrig gået så langt som til at sige, at et forbud strider mod grundloven. Man har nøjedes med at sætte spørgsmålstegn. På den baggrund kunne politikerne sagtens have fortsat debatten, blandt andet for at understrege, at de ville udnytte alle juridiske muligheder. Justitsministeriet gør meget ud af at forklare, at et forbud meget vel kan stride mod grundlovens §70, der siger, at man ikke må fratages borgerlige eller politiske rettigheder på grund af sit religiøse ståsted. Men det er overhovedet ikke det, der står til diskussion her.Vi har religionsfrihed i Danmark. Til den hører også, at man ikke må diskrimineres på grund af sin religion. Men §70 betyder ikke, at man kan gøre alt i religionens navn. Som menneskerettighedsdomstolen har gjort klart: Religionsfriheden »beskytter (?) ikke en hvilken som helst handling, der er motiveret eller inspireret af en religion eller overbevisning, og garanterer ikke altid retten til at opføre sig på en måde, der dikteres af en religiøs overbevisning«. Dette fremhæves således i to domme, som Justitsministeriet selv nævner (Dogru mod Frankrig, Sahin mod Tyrkiet). Sagt på jævnt dansk: Man kan ikke klæde sig på en hvilken som helst måde i en hvilken som helst sammenhæng under henvisning til, at man ikke må diskrimineres på grund af sin religion.Justitsministeriet burde således gå konkret ind i at belyse, hvilke argumenter der kan gives for og imod, at man kan gennemføre et burkaforbud ved at definere det som en gyldig undtagelse fra religionsfriheden. Men det gør ministeriet ikke i sit svar til Folketinget. Man redegør bare for, at der generelt ikke må diskrimineres. Derefter siger man uden nogen argumentation, at der kan rejses »væsentlig tvivl« om, hvorvidt burkaforbuddet udgør en berettiget undtagelse fra bestemmelserne i grundlovens §70. Men politikere og offentlighed har ingen chance for at kigge embedsmændene i kortene med hensyn til, hvilke ræsonnementer der måtte ligge bag. Samme mønster præger redegørelsen for et burkaforbud i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Her nævner embedsmændene, at konventionen opererer med undtagelser fra religionsfriheden (artikel 9, stk. 2). Men derefter nøjes man med at postulere, at det giver anledning til ”væsentlig tvivl”, om et burkaforbud falder ind under disse undtagelser. Ingen gennemskuelighed, ingen afvejning af argumenter, så politikerne selv kan tage stilling til, om de vil gå videre med sagen. Ministeriet giver indtryk af, at man leverer en reel juridisk belysning af sagen. Men det gør man ikke. I den forstand kan man tale om fup. Politikerne burde naturligvis have afkrævet ministeriet et kvalificeret juridisk grundlag at træffe beslutning på. I stedet smed de hele debatten fra sig på baggrund af en sludder for en sladder.Hos nogle politikere kan det have skyldtes den udbredte underdanighed over for embedsmændene. Hos andre var ministeriets svar måske et kærkomment påskud til at bremse en debat, som de ikke ønskede.Der er et deprimerende misforhold mellem det danske juridisk-politiske jaskeri og så den debat, der er blevet ført i Frankrig.Den franske nationalforsamling indhentede juridisk rådgivning, og på den baggrund diskuterede man argumenter, der kunne gives for at indskrænke religionsfriheden gennem et forbud mod at skjule sit ansigt. Man landede på, at hovedargumentet måtte være hensynet til den offentlige orden, som også nævnes i menneskerettighedskonventionen (artikel 9, stk.2).Nationalforsamlingen anlagde i den forbindelse et bredt syn på begrebet ”offentlig orden”. Man argumenterede med, at burkaen strider mod en helt fundamental forudsætning for at leve sammen i et samfund, nemlig at man kan se hinandens ansigt.Det såkaldte statsråd, der vurderer lovforslags juridiske holdbarhed, ytrede betænkelighed. Dette var en nyfortolkning af begrebet offentlig orden, sagde rådet, og det indebar en risiko for, at et forbud blev afvist af domstolene.Men det store politiske flertal holdt fast i, at denne fortolkning var nødvendig for at forsvare samfundets grundværdier over for en ny type udfordring. Derfor har man vedtaget en lov mod at skjule ansigtet i det offentlige rum. Også Belgien er på vej med et forbud, og i Spanien findes indgreb på lokalt plan. Ved fremlæggelsen af lovforslaget pegede den franske justitsminister, Michèle Alliot-Marie, på, at burka og niqab strider mod menneskelig værdighed og ligestilling mellem kønnene, og at der også kan være visse sikkerhedsrisici. Men hovedargumentet var, at tilsløringen af ansigtet strider mod hele grundlaget for et samfund, der bygger på principperne om frihed, lighed og broderskab.Sådan! Hvilken kontrast til Danmark, hvor burkaforbuddets skæbne blev overladt til et lunkent embedsmandsnotat.Dette notat bør arkiveres lodret. Politikerne må påtage sig ansvaret for at slå fast, at et forbud tjener fundamentale samfundshensyn. Derefter må der føres en mere kvalificeret debat om de juridiske muligheder. Det er også brugt som et argument mod forbud, at kun ganske få kvinder i Danmark bærer burka. En del flere bærer imidlertid niqab, og der er grund til at forvente, at tallene øges i fremtiden. Hvorfor i alverden skal man vente med et forbud, til man har nået en situation, hvor problemet har vokset sig større og mere besværligt at håndtere?I vores ny bog, ”Islams magt”, er burkadebatten placeret i en langt bredere sammenhæng: Bogen tager afsæt i, at den muslimske andel af de europæiske befolkninger er stærkt voksende. Samtidig kan man se en udvikling i værdier og holdninger blandt europæiske muslimer, som er meget bekym
rende. De fleste havde håbet og troet, at de nye generationer af muslimer, der er født og opvokset i Danmark og det øvrige Europa, automatisk ville blive mere integrerede. Sådan er det da heldigvis også gået for ganske mange. Men som helhed er udviklingen gået i den gale retning: Unge muslimer identificerer sig stærkere med en islam, der lægger afstand til europæiske værdier.Et hovedbudskab i ”Islams magt” er, at vi kun gør ondt værre, hvis vi ligner en undskyldning for os selv og vores værdier. Vi skal tværtimod vise fasthed og stolthed over disse værdier, ellers er det svært for unge muslimer at se meningen med at tage dem til sig.Til dette hører at insistere på et åbent samfund, hvor man omgås hinanden frit og sikrer, at man kan se hinandens ansigter. Derfor bør debatten om en lovgivning, der forbyder burka og niqab på offentlige steder, føres videre – med inspiration fra andre lande.