Langballe dømt for rasisme – heldigvis

Rita Karlsen, HRS

I Hedegaards tilfelle var det derimot en mann med videokamera til stede. Hedegaards utsagn ble fanget på film/lyd og siden distribuert (av snaphanen.dk). Nå betviler jeg at snaphanen.dk hadde noen idé om hvilket oppstyr Hedegaards utsagn ville skape, men skaden var i alle fall allerede et faktum. Hedegaard ble spikret til veggen i media, og prøvde selvsagt så godt han kunne å forklare hva han mener, men ”scoopet” var mediamessig på plass. Hedegaard er siden anmeldt (saken kommer opp på nyåret).

Så kommer altså Jesper Langballe inn fra høyre. Langballe ”tar en stilistisk Hedegaard” til forsvar for Hedegaard i et innlegg i Berlingske Tidende (som bør leses i sin helhet). Berlingske velger endog å fronte innlegget under headingen ”dokumentasjon”. I innlegget, med tittelen ”Islamsk formørkede kvinnesyn” peker Langballe nettopp på det absurde at det ikke er Hedegaards påstander som diskuteres, men at man tar sikte på å ”hogge hodet av budbringeren”. Langballe forsøker således å pinpointe Hedegaards poeng med følgende:

Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel (de såkaldte æresdrab) – og i øvrigt vender det blinde øje til onklers voldtægt.

Så satt de i saksa begge to.

I årevis har vi forsøkt å forstå – og bekjempe – det groteske knyttet til såkalte æresdrap. Når så seksuelt misbruk av muslimske jenter/kvinner settes på agendaen, som er en del av samme problem, jf. for eksempel Rahila-saken der det ble avdekket at hun var seksuelt misbrukt før hun døde (ble drept, min anm), går det fullstendig i surr. Ja, hva trodde vi? At såkalte æresdrap ”bare” handlet om å fjerne et uønsket legeme fra denne jord? Slik jeg har forstått det, er svært mange æresdrap også beheftet med seksuelt misbruk. Det er en del av å ”gjenopprette æren” for (ofte hele) den samtykkende familien. Ja, fullstendig forskrudd, hvilket også bevitner hvor langt æresdrap står fra sjalusidrap.

Men at dette er en forskrudd praksis, som nok langt de fleste ønsket å få fjernet fra jordas overflate, blir altså ikke sakens kjerne i Danmark. Saken er Hedegaard og Langballe. Disse to ”forskrudde” menn som påpeker problemet, men altså på en ”forkjært” måte?

For vi skal vite (?) at herrene Hedegaard/Langballe ikke har rent mel i posten. Deres ønske er ikke å bistå muslimske kvinner eller kjempe mot et formørket kvinnesyn, nei, de hater muslimer.

Nei, selvsagt er dette aldri skrevet (i alle fall ikke som jeg har fått med meg), men så har jeg likevel lest det mange ganger. Gjett hvorfor? Et slikt budskap bygges indirekte inn, og derfor sitter vi igjen med et slikt inntrykk. ”Sannheten” er kanskje derimot at dette ikke handler om verken islam, kvinnesyn, æresdrap, seksuelt misbruk eller islamofobi, det handler om Dansk Folkeparti (DF). Partiet med en leder som hang sine BH-er på snora til tørk, mens andre brente dem. Vi skal vite at herrene Hedegaard/Langballa skal disiplineres inn i folden. Dessuten er vel uansett ikke menn feminister?

Men som kjent er det nok av dem som gjør det synonymt å kritisere ideologien islam med å kritisere individer (muslimer). I så måte tror jeg det er en del andre som har en del å svare for. For eksempel husker jeg hvordan hårsveisen, eller ”parykken” som noen valgte å kalle det, til Vebjørn Selbekk ble harselert med da han sto midt i Muhammed-krisen.

Og i dag mottok altså DFs Jesper Langballe sin dom på 10 bøter á 500 kroner for overtredelse av rasismeparagrafen.

Heldigvis erklærte Jesper Langballe seg skyldig i ærekrenkelse idet saken startet i dag. Tilståelsen henger sammen med at Langballe ikke har lov til å føre sannhetsbevis for sin påstand i retten.

Langballes tilståelse er godt begrunnet, via snaphanen.dk bringer vi den i sin helhet:

Tilståelse

Her ved retsmødets begyndelse vil jeg gerne fremsætte en erklæring, der formentlig betyder, at vi kan komme tidligt hjem. Mit budskab er, at jeg tilstår; jeg erklærer mig skyldig. Og jeg vil gerne begrunde det:

Jeg har tidligere beklaget, at tonen i den avistekst, der har ført til tiltalerejsningen, var lovlig kæk og sarkastisk. Det misklædte det dybt alvorlige emne, jeg omtalte – nemlig de forfærdelige æresdrab, der finder sted i nogle muslimske familier, hvor en ung pige bliver myrdet af sin far eller broder, fordi hun er blevet forelsket i en ”forkert” mand. I Danmark er der i snit begået ca. ét drab om året, i Tyrkiet gennemsnitligt ét om dagen ifølge de tyrkiske myndigheders statistik.

Hertil kommer så mine ord om fædre, der ser gennem fingre med onklers og fætres voldtægter af døtrene. Det er en velbevidnet sag. Jeg kan her blot henvise til Ayaan Hirsi Alis skildringer og her i Danmark til Kristina Aamands gribende bog ”Mødom på mode” om unge i herboende muslimske familier.Det var den saglige baggrund for den passage i et indlæg i Berlingske Tidende, jeg er tiltalt for. Da jeg ikke er jurist, havde jeg set hen til at føre sandhedsbevis for mine ord og således bidrage til at kaste lys over substansen – de gruopvækkende æresdrab. I Folketinget stemte jeg derfor – i modsætning til resten af min folketingsgruppe – for, at min parlamentariske immunitet skulle ophæves, så at retssagen kunne gennemføres.

Siden er jeg blevet klar over, at i sager anlagt i h. t. § 266 b har der hidtil ikke kunnet føres sandhedsbevis. Med denne paragraf og dens placering i straffeloven må jeg altså anses for at være dømt på forhånd. Et sådant cirkus agter jeg ikke at deltage i. – Derfor tilstår jeg. Der vil jo også være korrespondance mellem den dom, jeg om lidt får, og den underlødige lovparagraf, jeg dømmes efter.

Hertil kommer, at der er anlagt en injuriesag mod mig i samme anledning, og her vil jeg være sikret mulighed for at føre sandhedsbevis. Men strafbarheds-kriteriet i § 266 b er altså alene, om nogen føler sig krænkede eller ”forhånede” – ikke om det, jeg har sagt, er sandhed eller løgn. Hvilket må siges at være i fuld overensstemmelse med den almindelige ”krænkelseskultur”, som har bredt sig, og som § 266 b så smukt understøtter. I visse kredse er det jo nærmest en sport at føle sig krænket – over karikaturtegninger i en avis, over religionskritiske udsagn etc. etc.

Lad mig til slut nævne, at jeg er blevet beskyldt for at generalisere – så at min udtalelse skulle ramme samtlige muslimer. Det er en meningsløs fortolkning. Omtalen af æresdrab i min tekst viser hen til udtrykket, ”…at der er muslimske fædre, som…” Og ordene ”der er” kan aldrig betegne alle, men vil altid betegne en delmænge. Som kontraprøve kan man blot forestille sig, at jeg havde skrevet det modsatte: ”Der er ikke muslimske fædre [der slår deres døtre ihjel]”. Så ville jo enhver, der er rimeligt orienteret, vide, at det var en grov usandhed.

Summa summarum: I bagklogskabens lys bryder jeg mig ikke selv om tonen i den pågældende tekst-passage. Sandhedsværdien står jeg derimod fuldt og helt ved. Og ærlig talt: Personigt finder jeg selve sagen – de grufulde mord på uskyldige unge piger – noget væsentligere end spørgsmålet om mine svigtende stilistiske evner.

Det sidste ord: Om § 266 b

I min personlige optik er det ikke først og fremmest mig, der i dag er på anklagebænken, men strafelovens § 266 b, som jeg er dømt efter.Denne paragraf er en skændsel for retssamfundet.

Den blev formuleret i 1971 og fremsat af den daværende konservative justitsminister Knud Thestrup som en implemenering af FN-konventionen fra 1965. Den blev vedtaget af et enigt folketing – bortset fra SF, hvis ordfører Poul Dam argumenterede intelligent og retsindigt imod dette ideologisk betingede indgreb i ytringsfriheden. Han sagde også, at med denne lovparagraf blev det nazistisk inspirerede ord ”race” indført i dansk lovgivning – en grim overtagelse af Hitlers raceænkning. Og det i Grundtvigs fædreland, hvor vi aldrig har sorteret folk i racer – dette rent biologiske begreb – men i stedet har skelnet mellem folk og nationer, fordi vores nedarvede grundholdning ikke er bioogisk, men historisk. Hverken Poul Dams argumentation i folketinget eller Søren Krarups i pressen mødte nogen som helst principiel modargumentation fra andre politikere.

Kritikken har imidlertid været noget nær profetisk. For netop som en sådan begrænsning af ytringsfriheden er paragraffen blevet brugt. Den er da også udsprunget af visse FN-kredses trang til at gøre deres egen retfærdige humanisme til det eneste tilladte synspunkt – nemlig det synspunkt, at der i lighedens navn ikke må eksistere forskelle – mellem folkeslag og nationaliteter (”nationale eller etniske oprindelse”). Det allerværste er dog i mine øjne, at paragraffen medegner ”tro” til de kategorier, der ikke må tales nedsættende om.

Jamen hvem kan da have noget imod, at folk ikke forhånes eller nedværdiges? – Ingen selvfølgelig! – Problemet er blot, at det, som enhver ordentlig teolog – f.eks. jeg selv – opfatter som saglig religionskritik, det opfatter en del andre som forhånelse og nedværdigelse, heriblandt det altovervejende flertal af muslimer. Religionskritik er en livsnerve i evangelisk-luthersk tænkning og dermed i dansk tankesæt – i særdeleshed kritisk behandling af kristendommen selv (eksempelvis bibelkritik). Uden en uindskrænket frihed til religionskritik, ingen kristelig teologi.

Men i de muslimske lande kaldes religionskritik for blasfemi og forhånelse og straffes med døden.

Jeg har været sognepræst i 32 år. For at blive det måtte jeg underskrive et præsteløfte, hvori jeg bl. a. forpligtede mig til at “bekæmpe sådanne lærdomme, som strider mod folkekirkens trosbekendelse”. Bekæmpe (!) En præst, der lever op til sit præsteløfte, udsætter sig i princippet dagligt for anmeldelser for overtrædelse af § 266 b. I princippet, ja. Når sådanne sager alligevel ikke forekommer i praksis, er det selvsagt fordi man kan forudse de stærke reaktioner, det ville medføre, at en præst blev retsforfulgt for sin legitime embedsførelse. I grunden understreger det kun den vilkårlighed, som forvaltningen af denne straffelovsparagraf er henvist til.

Vi er altså med racisme-paragraffens formulering prisgivet en så bred fortolknings-vifte af, hvad det er at ”forhåne” og ”nedværdige”, at resultatet må betegnes som den rene vilkårlighed. Vi taler jo ikke blot om muslimerne, men også om de danskere, der af politisk korrekthed vil frede herboende muslimer for alt, hvad de selv ser som forhånelse.

Vi så det under Muhammed-krisen. Jyllands-Posten ledsagede de berømte tolv tegninger af Muhammed med en tekst, hvori avisen sagde, at muslimer, der bor i Danmark, ligesom alle andre må finde sig i ”hån, spot og latterliggøelse”. Avisen sagde ikke, at hån spot og latterliggørelse er et formål i sig selv eller er moralsk retfærdiggjort. Den sagde blot, at det er den legale risiko, man er udsat for ved at leve i et land med ytringsfrihed. Det er det, som alle i Danmark, også muslimer, må være klar til at finde sig i. Ordene vakte sine steder stor forargelse.

Men Jyllands-Posten havde ret. Hvis staten vil totalsikre borgerne mod hån, spot og latterliggørelse, så er der ingen ytringsfrihed. Men det er også indlysende, at alt dette vil være uforståeligt for den rettroende muslim.

I øjeblikket sidder den kristne pakistanske kvinde og mor Asia Bibi i en fængselscelle i Punjab-distriktet og venter på eksekutionen af en dødsdom for blasfemi. Som kristen var hun blevet systematisk chikaneret af andre kvinder i landsbyen, der var blevet hidset op af de stedlige imamer. De stemplede hende som ”uren” og ville tvinge hende til at omvende sig til Islam. En dag besvarede hun mobningen med ordene: ”Jesus døde på korset for at frelse alle mennesker fra synd og død. Hvad har Muhammed gjort for jer?” På grund af de ord blev hun først gennemtæsket, dernæst arresteret, slæbt for retten og dødsdømt. Pakistans præsident har overvejet at benåde hende, men trak i land, da de reigiøse overhoveder truede med oprør, hvis Asia Bibi blev benådet.

Vilkårlighed bliver uvægerligt konsekvensen af ideologisk lovgivning. Ideologen tror så brændende på sit eget standpunkts retfærdighed, at han gerne vil ophøje det til det eneste tilladte standpunkt. Men da vi trods alt ikke lever i en totalitærstat, men i et frit samfund med tradition for ytringsfrihed og en hæderlig retsorden, så bliver den praksis, som den ideologiske lov afstedkommer, ganske principløs. Kort sagt: De der rammes af § 266 b, det er dem, vi for lige tiden ikke ka’ li’.

Det hænger grundlæggende sammen med, at den ideologiske lov straffer holdninger. Men lov og ret går jo hos os ud på, at man straffer folks handlinger. Dommen over de holdninger, som ligger bag handlingerne, er ikke en sag for domstolen, men for den frie meningsudveksling.

§ 266 b er vendt mod visse ytringer. Og en ytring er ofte udtryk for en bestemt holdning. Men den kan faktisk også i sig selv være en handling – sågar en kriminel handling. Det gælder f.eks. trusler. At true, f.eks. med vold, hvis ikke den, man truer, retter ind, det er og skal være strafbart. Det eneste antagelige i § 266 b er, at den foruden at rette sig mod forhånelse og nedværdigelse også retter sig mod trusler. Det samme gælder også opfordringer til vold eller til anden kriminel handling. En sådan opfordring er ifølge grundloven at regne for en kriminel handling i sig selv.

Men en ytring, der er udtryk for et synspunkt, den skal – uanset hvor utiltalende vi måtte finde den – ikke retsforfølges. Så har vi principielt fået noget, der nærmer sig et tankepoliti.

Lad mig til slut vende tilbage til min egen sag. Jeg har jo erkendt, at tonen i passagen i Berlingske Tidende var uheldig – sarkastisk og, nå ja, lidt for Karl Smart-agtig. Bør jeg så ikke straffes for det?

Jamen det er jeg sandelig blevet. I en rum tid haglede det ned over mit syndige hoved med fordømmelser og skældsord, hvilket jeg helt ærligt ikke syntes var specielt morsomt. Jeg fik læst og påskrevet, og sådan regulerer ytringsfriheden selv tingene her til lands – uden overflødige retssager efter ideologiske paragraffer.

Det har statsadvokaten måttet høre for i den offentlige debat, efter han har rejst sagen. Men ikke fra mig. Politi og statsadvokat og dommer gør blot deres arbejde. Retsløsheden ligger alene i § 266 b. Ansvaret er alene politikernes.

Lad mig føje til, at jeg under den storm, mine ord vakte, undrede mig over en uvidende og uinteresseret medieverden, som ikke ét sekund standsede op og værdigede selve problemet – æresdrabene – nogle få overvejelser (der var dog en enkelt hæderlig undtagelse). Det problem, jeg havde omtalt, var vel væsentligere end min ringhed.

Og det var faktisk, hvad jeg skrev om i den artikel, min advokat har læst højt: De kommenterende klassers ligegyldighed og ringe videns-niveau, når det gælder Islam.

Jesper Langballe, MF