Magt og Myrha
Af Helle Merete Brix, for HRS(PARIS): “Venter De på at komme til at passere gaden?”. Jeg befinder mig i rue Myrha i Paris´ 18 arrondissent i det arabisk-afrikanske kvarter. Den unge kvinde der spørger, viser sig at være i praktik som journalist på det franske magasin Marianne. Jeg forklarer, at jeg skriver for en norsk tænketank, der er optaget af spørgsmål om integration, islam i Europa med mere. Og at vi i Skandinavien endnu ikke er vant til en ugentlig udendørs fredagsbøn. Som den, der netop skal til at gå i gang. En fredagsbøn, der forhindrer beboere i at komme ind og ud af deres hjem i den del af rue Myrha, der tages i brug af de bedende mænd et par timer hver fredag.
Gaden er allerede spærret af med et metalgitter med et kulørt bedetæppe henover. Højtalerne er placeret udenfor moskeen. Jeg siger, at jeg ikke forstår, at det kan være tilladt. Det er min fornemmelse, at praktikanten er enig. Hun fortæller, at hun har forsøgt at tale med nogle af mændene omkring moskeen, men hun er blevet fejet af. Det er fredagsbønnen, det gælder. Ikke en journalist udefra, der intet har at gøre med den religiøse, eller snarere politiske, manifestation.
Kulturer blander sig ikke
Da jeg på et tidspunkt ved bønnens begyndelse er blevet noget forfrossen, jeg har vandret rundt i januarkulden i timevis denne dag, opsøger jeg en McDonalds rundt om hjørnet. Jeg gnasker pommes frittes i rasende fart, selvom bønnen ingen steder render. Da jeg kigger rundt i lokalet på første sal med udsigt over Boulevard Barbés kan jeg se, at jeg sammen med en ung mand, er de eneste hvide i rummet. Men derfor bliver man venligt behandlet alligevel: “Ønskede De at benytte toilettet, frue?” En ansat har set mig flå i døren til dametoilettet og henvender sig for at tilbyde at låse op.
Enhver storby har kvarterer, der i særlig grad danner rammen om en bestemt etnisk gruppe. Sådan er det i Paris, og sådan er det også i Cape Town, New York, London eller Paris. Man kan finde dem i tur-guiden, og man kan besøge sådanne kvarterer, føle sig udenfor, få at vide, at man ikke hører til eller blive venligt behandlet.
Kulturer blander sig i al almindelighed ikke, det synes at være den erfaring, man kan drage af at rejse rundt i verden. Man kan gifte sig ind i forskellige grupper hist og pist, men generelt synes mennesker at ønske at holde sig inden for deres egen gruppe.
Særrettigheder og magt
Er det et problem? Nej, ikke i al almindelighed. Problemet opstår, når en bestemt gruppe, i dette tilfælde en religiøs gruppe, kræver særrettigheder og ønsker en anden samfundsorden. Og samtidig vil forhindre individer fra gruppen i at integrere sig ind i majoritetens kultur. Her er islams krav om at muslimske kvinder ikke må gifte sig med ikke-muslimske mænd, en væsentlig hindring for integration.
Og tag nu den pågældende fredagsbøn i rue Myrha. Borgmesteren for det pågældende arrondissement i Paris har udtalt, at grunden til at muslimerne beder på gaden er, at de har brug for en større moské. Men jeg vil påstå, at om muslimerne havde verdens største moské, ville de stadig ønske at lægge fredagsbønnen ud i gaden. Den har ét formål: Den skal signalere magt.
I rue Myrha holder man sig ikke længere inden for indhegningen. Man har også inddraget et hjørne af tværgaden rue Leon. Ligesom andre gader i kvarteret indrages. Mit gæt er, at i de kommende år vil man inddrage flere gader endnu, hvis ikke den franske stat siger stop.
Der er fotograferede eksempler på, at selv Boulevard Barbés fortove nogle steder er blevet inddraget til denne manifestation. Politiet er i visse tilfælde fotograferet, hvor de iagttager de bedende. Men betjentene foretager sig ingenting. Den ansvarlige politipræfekt har, så vidt vides, heller intet at sige om begivenheden. Ihvertfald tillader han, at det fortsætter. (se også reportage og links til fotos på Sappho, red.)
De sekulære muslimer
Hvad mener egentlig mennesker fra Mellemøsten, der er kommet til Vesten for at nyde Vestens frihed om en sådan suspendering af det sekulære Frankrigs love? Jeg tænker, at de må undre sig. Et eksempel er sangeren og komponisten Abed Azrié, der er født i Syrien i en kristen-syrisk familie. Jeg har mødt den sympatiske mand et par gange. Han bor i en pittoresk lille lejlighed i samme kvarter. Azrié har uopfordret fortalt mig, hvad han mener om fredagsbøn på åben gade: ”Det er da ikke normalt, hvorfor tillader den franske republik det?”
Men også sekulære muslimer må undre sig. Den tunesisk-franske forfatter Samia Labidi, som jeg interviewede for nylig til HRS, har ikke specifikt udtalt sig om fredagsbønnen. Men da jeg for nylig spurgte til, hvordan det går med den politiske islam i Frankrig smilede hun ironisk og sagde, at “den lever og har det godt”. For selvom Frankrig har vedtaget forbud mod burkaen og hovedtørklæderne i skolerne, er der intet der tyder på, at problemerne med politisk islam er aftagende. I ghettoerne stortrives den. I gader som rue Myrha vinder den lige så stille magt.
I dag er det således ikke alle forretninger i gaden, der lukker ned til fredagsbøn. Men hvorlænge forbliver det sådan?
Kirkens tavshed
Hvad har kirken at sige om fredagsbønnen? Der er menige franskmænd, der protesterer i stigende omfang. Men jeg har ikke hørt, at markante kirkeledere har udtalt sig om fænomenet? Hovedstrømmen inden for den kristne kirke i Europa synes at være et ønske om dialog med islam. Dialog er også udmærket, men dialog med islam synes at være som at bevæge sig ad en bro med ensrettet trafik. Dialogen har kun ét formål: At skal skaffe islam flere privilegier og mere magt.
I rue Myrha ligger den lille Nazareth kirke og et par gader væk den bastante Saint-Bernard-de-la-Chapelle kirke. Hvad tænker præsterne her egentlig om den udendørs magtdemonstration? Man kan forestille sig det ramaskrig, der ville lyde, hvis kirke pludselig fandt på at den ville lægge sin gudstjeneste ud i det offentlige rum.
Skråt overfor Saint-Bernard-de-la-Chapelle kirken er ejendommen i øvrigt fyldt med paraboler. Man har blikket mod Mellemøsten, ikke Frankrig.
Vesten og symbolerne
Problemerne er naturligvis ikke koncentreret til Frankrig. Under en paraply af religiøs tolerance kan må både bede fredagsbøn på åben gade, afholde kønsopdelte møder på statslige institutioner (som det skete på Det Kongelige Bibliotek i København for nylig) og demonstrerere for sharia og kalifat foran Stortinget, Folketinget eller det britiske parlament.
Forstå mig ret: Ytringsfrihed er også frihed til at udtale, at man ønsker sharia indført. Men Vesten behøver hverken stille gader eller offentlige institutioner til rådighed for mennesker, der ønsker Vesten omdannet til en islamisk republik. Republikken Frankrig burde forlængst have sagt stop til dette misbrug af gader, der er konstrueret til færdsel, ikke til fredagsbøn.