Interviewet er bragt første gang i Weekendavisen den 30. marts og gengives her med avisen og forfatternes tilladelse Af Helle Merete Brix og Uwe Max Jensen
Nyhamsläge: I 1996 grundlagde Lars Vilks den fiktive stat Ladonia, der omkranser hans monumentalskulptur Nimis, der er placeret på den skånske kyst nær fiskerlejet Arild.
Enhver kan for et beskedent beløb på formedelst 12 dollars blive statsborger i Ladonia. Den mulighed har foreløbig 15.000 mennesker benyttet sig af. Og nu er grundlæggeren selv blevet en slags statsoverhoved. Det føles i hvert fald sådan, da vi besøger Lars Vilks i hans hjem lige udenfor den skånske flække Nyhamnsläge. På den prosaiske jordvej, der fører fra hovedvejen ned til Vilks’ lejede hus, er der opstillet en campingvogn og et mobilt toilet. Campingvognen benyttes af to politifolk fra Skånes politi, der beder os vise pas eller kørekort og checker vores bagage, inden vi kan få foretræde for Vilks.
 Lars Vilks flankert av Helle Merete Brix og Uwe Max Jensen. Foto: Snaphanen.dk |
Kontrasten til sommeren 2010, da den ene af denne artikels forfattere besøgte Lars Vilks, er slående. Dengang kunne man køre direkte ind i kunstnerens indkørsel. Nu er han under konstant bevogtning af en særlig enhed under Skånes politi og befinder sig i det, han med mild beklagelse kalder ”frivillig husarrest”. Det forhold har imidlertid ikke ødelagt kunstnerens humør. Han tager denne dag smilende og imødekommende imod en større delegation, der også omfatter en new zealandsk filminstruktør, den dansk-islandske dokumentarist Arnar Steinthorsson, der arbejder på en film om Lars Vilks, og forfatteren Mikael Jalving, der er på besøg for at researche til et kapitel til en ny svensksproget udgave af sin bog ”Absolut Sverige”. Rundkørselshunden
Over sofaen i det lille kunstnerhjem, der er fyldt til randen med en blanding af bøger og kunstværker, hænger Vilks’ oprindelige Muhammed-tegning, hvor den islamiske religionsstifter er fremstillet som en rundkørselhund. Kort efter at Vilks havde tegnet rundkørselhunden i 2007, udtalte han, at tegningen var et ønske om at afprøve kunstens grænser. Hvordan ser han på hunden i dag?
– Jeg forventede jo ingen større reaktion dengang. Mange troede, at der var tale om spekulation fra min side, men det var det ikke. Det var meget uventet, hvad der skete. Jeg havde allerede udstillet tegningen sammen med blandt andre tegninger af Muhammed og H.C. Andersen i Norge. Min tanke var at afprøve den i Sverige. Naturligvis spillede de danske Muhammed-tegninger ind. Jeg havde skrevet ganske meget om dem på min blog, for jeg syntes ikke, at kunstverdenen håndterede denne sag godt. Men der er stor forskel på at lave karikaturtegninger og være kunstner. Den forskel var kunstverdenen ikke opmærksom på, og min tegning landede i kunstverdenens agenda. Den fik en helt anden rolle, end jeg havde tiltænkt den, forklarer Lars Vilks, der ikke ligefrem har droppet motivet.
På sofabordet foran os ligger en række parafraser over klassikere fra kunsthistorien, hvor Lars Vilks har indarbejdet forskellige mere eller mindre synlige udgaver af sin rundkørselhund. Så nu troner rundkørselhunden på etiketten til en af Warhols suppedåser, og den har sneget sig ind i en af Wassily Kandinskys abstrakte kompositioner og i vellignende kopier af Chagalls naivistiske scenarier.
I dag får Vilks blandt andet smør på brødet ved at skabe disse værker – særligt kombinationen af Chagall og rundkørselhund er ifølge ophavsmanden populær – til gengæld er hans traditionelle indkomster fra forelæsninger, undervisning og udstillinger blevet minimeret de senere år. Angrebene på VilksI 2010 forsøgte et par albansk-svenske brødre at brænde Vilks’ hus ned. De blev siden dømt for forsøg på mordbrand. Samme år blev det afsløret, at en amerikansk kvinde, der gik under navnet ”Jihad Jane” planlagde at dræbe Vilks på en måde, der ville «skræmme den vantro verden». Og samme år blev Vilks fysisk angrebet ved en forelæsning i Uppsala.
Det seneste angreb på Vilks skete på Karlstad Universitet i februar i år. Lars Vilks var inviteret til at holde en af de forelæsninger, der er blevet længere og længere imellem, efterhånden som trusselsniveauet mod kunstneren er steget. Men flere brød sig ikke om, at Vilks talte om sine Muhammed-tegninger og emnet ”Ytringsfriheden og dens grænser”. Universitetets studenterorganisation opfordrede til, at de studerende boykottede forelæsningen. Udenfor læreanstalten demonstrerede en islamisk forening mod Lars Vilks, og i forelæsningssalen var omkring et dusin yngre mænd med muslimsk baggrund mødt op for at give udtryk for deres utilfredshed med arrangementet ved at kaste æg mod kunstneren og råbe ”Allahu Akbar” (Gud er større, red.).
Da æggekasterne på Karlstad Universitet var blevet eskorteret ud af politiet, fortsatte Lars Vilks forelæsningen. Men hvad, der umiddelbart kunne ligne en sejr for ytringsfriheden, var det ikke, mente Lars Vilks i en tekst, han skrev om episoden. Han uddyber sagen:
– En sådan situation er ubehagelig for arrangøren. Man kvier sig ved at invitere mig til at komme og tale et andet sted, når noget sådant sker. Det er forståeligt, det bliver en slags statement for arrangøren, man tager en større risiko på sig. Vi har naturligvis ytringsfrihed, hvem som helst skal kunne tale om hvad som helst. Der var en islamisk forening, der protesterede med fredelige midler. De har ikke samme rolle som æggekasterne. Men sammenlagt bliver det til en vældig effektiv protest. I praksis betyder det, at jeg relativt sjældent bliver inviteret til at holde oplæg og foredrag. Tidligere underviste jeg også ofte på kunsthøjskoler og lignende steder, fordi jeg har en stor viden om samtidskunst. Den aktivitet er omtrent også væk.
Livvagter og ingen udstillingerVilks fortsætter:
– Da systemet med livvagterne kom i gang, blev det en ekstra forhindring. Arrangørerne tænker måske, at faren bliver større. Vilks må være en farlig mand, det bliver for besværligt, og de kan jo invitere en anden. Det har naturligvis ikke været en hjælp for min økonomi. Jeg ved ikke, hvordan fremtiden ser ud. Jeg kan ikke udstille, det regulære galleriliv er forsvundet for mig. Jeg plejede at udstille. Det er ikke fuldstændig slut, men næsten, forklarer Lars Vilks.
Mens kunstverdenen er vilde med den kinesiske dissident og billedkunstner Ai Weiwei og dennes kamp for ytringsfrihed, er situationen en anden for Lars Vilks. Støtten fra kunstverdenen og svenske kunstnerkolleger er minimal.
– Dette her er et ikke-emne inden for samtidskunsten. Indstillingen synes at være, at jeg måtte have været bevidst om den ballade, det ville forårsage. Altså: Vil man lave sabotage, må man betale prisen. På den anden side: Der er en officiel distancering fra disse kredse, men den er ikke privat. Jeg modtages meget godt, når nogle af dem træffer mig, og de er positive over for, hvad jeg laver. Men officielt, det er der, problemet opstår. En støtte til mig bliver en deklaration.
Blandt de få, der har støttet Lars Vilks, er det danske Trykkefrihedsselskab og International Free Press Society, der inviterede Vilks til USA for at fortælle om sin situation. Derudover har Vilks været inviteret til en konference om anslag mod ytringsfriheden i EU parlamentet i Bruxelles sammen med stifteren af Wikileaks og en forfulgt pakistansk forfatter. Muslimer behandles ikke som voksne
 Lars Vilks. Foto: Snaphanen.dk |
I visse kredse opfattes Lars Vilks’ Muhammed-tegning ikke som et forsvar af ytringsfriheden og retten til religionskritik, men som en fremmedfjendtlig ytring. Noget kunstneren, der også har tegnet Jesus som en elefant – uden at det vakte nogen som helst opsigt – ikke kan genkende. Han ser i stedet sine tegninger som et forsøg på at behandle muslimer i Sverige på lige fod med andre grupper i det svenske samfund.
– Jeg tror, man havde forestillet sig, at man i begyndelsen måtte tage hensyn til disse nye borgere og deres fremmede kultur. Men resultatet er blevet, at muslimer i Sverige ikke behandles som fuldt voksne i et demokrati. At de skal have en hjælpende hånd for at kunne klare sig. Man kan ikke sige det ligeud. Men der findes ingen tidsplan for, hvornår muslimerne skal behandles som fuldgyldige borgere. Man vinder ikke noget ved at trække tiden ud. Vi har haft denne indvandring længe, muslimerne har eksisteret i det svenske samfund i mange år, der er ikke tale om en fuldstændig ny gruppe. Man burde ikke have disse restriktioner, mener Lars Vilks.
Vi spørger Lars Vilks, hvad han mener om det svenske politis håndtering af overfaldet i Karlstad og udfaldet af en retssag, hvor tre mænd stod anklaget for at ville dræbe ham i forbindelse med en fernisering på en kunstudstilling i Göteborg. De tre mænd blev ved retten frikendt for anklagen om mordplaner rettet mod Lars Vilks, men dømt for at overtræde knivloven, da alle tre mænd var bevæbnet med knive, da de var på vej til kunsthallen Röda Sten for at opsøge Lars Vilks.
– Hvad angår episoden i Göteborg, er det et juridisk spørgsmål. Man har ikke et fuldt bevis, kun indicier. Man mente først, at der var tale om terrortrusler og greb ind. Havde man vidst, at der var tale om en mordplan, kunne man have ageret anderledes. Det interessante er den moralske dom. For den ikke-juridiske iagttager er det ret klart, hvad der er tale om. I Karlstad var politiet hele tiden under overvågning. De vidste, at de ikke på nogen måde måtte skabe grundlag for at blive udråbt til racister. Derfor er man forsigtige. Det er problemet i denne sag. De yderligtgående elementer får særbehandling. De skulle jo ekskluderes og marginaliseres. Enhver anstændig debattør burde forstå, at der er tale om en ekstrem gruppe, der ikke skal forsvares. Når man ikke marginaliserer denne gruppe, bliver de ekstreme elementer på en måde synonyme med muslimer i al almindelighed, repræsentanter for muslimerne, og det puster til et fremmedhad.
Et liv i husarrestSelv synes Lars Vilks ikke at være bitter over den skæbne, der er blevet ham til del, hvor selv en tur i byen for at købe ind er blevet et større logistisk problem.
– Jeg har en mobil politienhed, der tager med mig rundt overalt. Det meste skal planlægges dagen i forvejen, eller så lang tid i forvejen som muligt, hvis der er tale om lidt mere komplicerede sager. Drejer det sig om mindre sager, kan man gøre det med kort varsel. Improvisationer er besværlige. Sådan noget som at tage til stranden med venner en sommeraften, det gør jeg ikke længere. Det bliver så mærkeligt. Man skal annoncere, hvornår ens gæster ankommer, og så skal selskabet med politibeskyttelse til stranden. Man skal også svare på, hvor længe man tænker sig at blive og sådan. Det bliver ikke rigtig socialt. Det er en slags husarrest, men en frivillig husarrest, fortæller Lars Vilks, der efter samråd med politiet sagde ja til politibeskyttelse ved årsskiftet 2010/2011 i kølvandet på, at en terrorist, der sprængte sig selv i luften på gågaden i Stockholm, havde nævnt Lars Vilks i en e-mail fremsendt til svenske medier.
Inden vi skal tilbage til Helsingborg, har Lars Vilks lovet at vise os monumentalskulpturen Nimis. Værket er en 150 meter lang og op til 15 meter høj skulptur af drivtømmer og affaldstræ, som Lars Vilks har bygget ene mand. Nimis, der på latin betyder «for meget», er Vilks’ egentlige hovedværk og et mesterværk indenfor land art. Seancen minder om eksekveringen af et statsbesøg. Vilks bliver hentet af en særlig bil fra Skånes politi med en livvagt ved rattet. Snart kører en kortege af biler af sted. Forrest en bil fra Skånes politi, herefter Lars Vilks i livvagtens bil fulgt af den australske filminstruktør i en ramponeret Volvo, mens deres udsendte udgør bagtroppen i en nyere Citroën. Da vi når frem til Kullaberg naturreservat, må vi gå de sidste kilometer til nordkysten af Kullen, hvor Nimis er placeret. Politimanden med tjenestevåbnet stikkende ud under jakken går i forvejen, mens livvagten sjældent viger mere end nogen få meter fra Vilks’ side. Livvagten er i god form. Det skal han være. For Lars Vilks springer adræt af sted, mens vi andre vånder os konfronteret med det uvante og klippefyldte skånske terræn. De kunstnere, man huskerVilks har arbejdet på Nimis i 32 år. Skulpturen skal hele tiden vedligeholdes, og så sent som i december væltede en stormflod et af skulpturens fem tårne. I begyndelsen var Nimis et hadeobjekt for mange svenskere, fordi Vilks ulovligt havde opført et kunstværk i et naturreservat. I dag er skulpturen et yndet udflugtsmål og figurerer, selvom den endnu ikke er lovliggjort, i kommunens turistbrochurer. Vilks håber, at det går på samme måde med rundkørselhunden.
– Jeg er optimist. Det er ganske vist ikke gået så godt med at lade Rundkørselhunden gå i glemmebogen. Den er blevet aktualiseret gang på gang. Men måske ser det anderledes ud om fem-ti år.
Siden Lars Vilks tegnede sin første rundkørselhund i 2007, er han dykket på Artfacts, der er en slags verdensrangliste over kunstnere. Fra en placering omkring nummer 12.000 til en placering som nummer 15.992. Men heller ikke det synes at forstyrre kunstneren.
– Når det går op på Artfacts, er det et udtryk for, at det, du laver, passer ind. Havde jeg haft et bedre netværk, en bedre forankring, havde jeg måske kunnet finde flere støtter. Men gang på gang ser man i kunsthistorien, at der er de kunstnere, der ikke accepteres umiddelbart, der bliver stående.