Voldens sprog
Af Helle Merete Brix, for HRS
Valgkampen er i gang, både i Norge og Danmark. I Norge er der kommunalvalg og fylkestingsvalg, I Danmark er der valg til folketinget den 15. september. På gader og stræder er politikerne i sving med at overbevise vælgerne om, at netop deres parti og deres politiske linie er værd at give et kryds.
I mit eget land Danmark er valget ikke blot et valg, der har finanskrise og økonomi som hovedtema. Det er også et opgør mellem to fløje i udlændingedebatten. Den ene fløj, bestående af regeringspartiet Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti betegner udlændingepolitikken som fast og fair.
Den anden blok, med Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre som de største partier mener, at den er for stram, nogle endda at den er uanstændig og ”brutal”. Det sidste er en karakteristik leveret af Enhedslisten, der tilhører rød blok og er partiet længst til venstre i dansk politik.
Det nyeste parti i Danmark, Liberal Alliance, hylder princippet ”åbne grænser, lukkede kasser”. Også en anden fløj af de borgerlige er utilfredse med samarbejdet med Dansk Folkeparti. Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre (Radikale Venstre peger på socialdemokratiets leder, Helle Thorning-Schmidt som statsminister) har overraskende, blot et par dage inde i valgkampen, givet hinanden håndslag på et bredere samarbejde på udlændingeområdet.
Hizb-ut-Tahrir på banen?
Men allerede nu er vi i valgkampen i Danmark konfronteret med to episoder, der viser, at det ikke er alle i landet, der respekterer demokratiets vej til at få ændret en politik, man ikke er tilfreds med.
To andre episoder har der også været. En af Socialistisk Folkepartis (SF) profilerede politikere, Kamal Qureshi, der har pakistansk baggrund, blev overfaldet da han sammen med en gruppe frivillige delte postkort ud med teksten ”Eid mubarak” (det svarer til glædelig jul, red.). Til Politiken forklarede Qureshi: ”Vi var klædt i vores festtøj og i godt humør ligesom alle andre, fordi det er en festdag for muslimerne. Men samtidig var der nogle folk fra Hizb ‘ut Tahrir, der delte materiale ud, hvor der var billeder af mig på. Der stod, at jeg har fået en pris fra Landsforeningen af bøsser og lesbiske, og derfor skal man ikke stemme på mig ved valget«. Hizb ut-Tahrir lod det åbenbart ikke blive ved løbesedlerne. Ifølge Qureshi blev de mere og mere aggressive og provokerende, og på et tidspunkt nikkede de politikeren en skalle.
En anden kendt SF-politiker, fik revet mindst 500 valgplakater ned. Hun er ikke i tvivl om, at det er Hizb-ut-Tahrir, der står bag. Får gerningsmændene havde sat klistermærker op, med blandt andet teksten ”Det er kun Allahs love, der gælder”. Cekic har tidligere talt imod Hizb-ut-Tahrir og er blevet passet op af dem på gaden.
Hizb-ut-Tahrir benægter, at de har noget med overfaldet og nedrivningen af plakaterne at gøre. I en pressemeddelelse på Hizb-ut-Tahrir.dk står der, at ”Visse politikere tyr tydeligvis til billige og sensationelle anklager, når de ikke kan opnå medieopmærksomhed gennem politiske standpunkter under den aktuelle valgkamp. I desperat jagt efter ”sympati”-stemmer, og mod bedre vidende, slynger de om sig med injurier.”
Maling og brandattentat
Det er ikke første gang i den nyere Danmarkshistorie, at politikere overfaldes. I 2003 fik tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, der i dag er NATOs generalsekretær, hældt maling på sig i Folketinget, det samme gjorde den nuværende konservative kulturminister Per Stig Møller. De to gerningsmænd, der arbejdede sammen, havde skaffet sig adgang til Folketinget ved at besøge en politiker fra Enhedslisten på den yderste venstrefløj. Den pågældende politiker, Pernille Rosenkranz-Theil, der i denne valgkamp stiller op for Socialdemokratiet, udtalte i forbindelse med overfaldet at, ”det kunne lige så godt have været mig selv”. Fogh Rasmussens og Stig Møllers gerningsmænd gerningsmand foretog aktionen i protest mod Danmarks deltagelse i krigen i Irak. Rosenkrantz-Theil sagde videre: ”Når man vil smide bomber i hovederne på folk i Irak, så er det mindste, man kan forvente, en reaktion, som den vi har set i dag. Jeg var ikke selv klar over, at de stod som mine gæster, men jeg synes, at aktionen er sjov”.
Attentatet mod Venstres daværende integrationsminister Rikke Hvilshøj i sommeren 2005 var langt alvorligere. Klokken tre om morgenen blev Hvilshøj vækket af et brag og opdagede, at husets carport stod i flammer. Hendes bil i carporten udbrændte, men ilden blev hurtigt slukket og ingen i familien, der også tæller to børn, der på det tidspunkt var fire og fem år, kom noget til.
Aktionsgruppen ”Grænseløse Beate” tog ansvaret og gjorde klart i en mail rundsendt til diverse medier, at attentatet var udført på grund af regeringens udlændingepolitik.
I en artikel i avisen.dk i 2008 fortalte Hvilshøj om de konsekvenser, det havde haft for hende og familien. I lang tid måtte familien bo på hemmelig adresse, og hendes børn måtte have psykologbehandling. Angreb på Kjærsgaard og KhaderI samme artikel fortalte Dansk Folkepartis partileder Pia Kjærsgaard om hvad det psykologisk havde haft af konsekvenser for hende at blive overfaldet på Nørrebro i 1998. ( Kjærsgaard blev overfaldet af autonome og måtte eskorteres væk af politiet, red.). Kjærsgaard modtog psykologbehandling, og i dag følger to livvagter hende hvor hun går og står. Deltager hun i offentlige møder, skal der endnu flere til for at beskytte hende.
Også politikeren Naser Khader, der i dag er konservativ politiker, har betalt en høj pris for sin deltagelse i det politiske liv. Siden 2006 har han været udstyret med livvagter døgnet rundt. For i 2006 var den såkaldte Muhammed-krise på sit højeste og Khader gav sin støtte til demokratiet og retten til at trykke tegningerne. Khader er udstyret med livvagter døgnet rundt, og der har været adskillige episoder, hvor radikale muslimer har truet ham på livet eller forsøgt at angribe ham. Khader, der har flere mindre børn, har også fortalt, hvordan han med mellemrum modtager trusler på sin mail, der angår både ham og familien.
Det kan åbenbart stadig ikke siges for tit: I et demokrati kæmper man med ord, ikke med vold og terror. Uanset om man er venstreorienteret, højreorienteret, liberal eller noget helt fjerde.