Et eksil, der ikke slutterAf Helle Merete Brix for HRS
For nylig demonstrerede en menneskerettighedsorganisation i Kolkata i Indien for at forfatteren og feministen Taslima Nasrin skulle få lov at vende tilbage til byen. Taslima Nasrin beskrives ind imellem som en kvindelig pendant til Salman Rushdie. Men før jeg forklarer nærmere, hvem hun er, og hvorfor hun ikke må bo i Kolkata, er det nok en god idé at få geografien på plads: Kolkata, der tidligere hed Calcutta, er hovedstaden i den indiske delstat Vestbengalen. Byen ligger således i det østlige Indien i nærheden af Bangladesh. Bangladesh er Taslima Nasrins hjemland.
Nasrin er født i 1962 i byen Mymensingh i en muslimsk familie. Hun var ni år gammel, da Bangladesh i 1971 opstod som selvstændig stat efter løsrivelsen fra Pakistan. Nasrin blev læge som sin far, men var fra en tidlig alder optaget af poesi, fortællinger og fiktion.
I 1982 løb hun hjemmefra for at blive gift. Og i 1993, året efter at hun var blevet skilt fra sin tredie ægtemand, udgav hun bogen Skam, der betød en dramatisk ændring i hendes forfatterkarriere og liv.
Før bogens udgivelse arbejdede Nasrin som gynækolog og skrev kommentarer i bengalske aviser, ofte med fokus på kvinders urimelige levevilkår. Hun havde også udgivet poesi og essays og havde påkaldt sig radikale muslimers vrede, fordi hun kritiserede religion og undertrykkelse af kvinder. Ved en bogmesse blev hun angrebet fysisk.
Men med Skam overskred Nasrin et virkeligt tabu, for bogen fortæller om muslimers pogromer og overgreb på hinduer i Bangladesh. Skam findes også i norsk udgave. Det var den modige William Nygaard, der oversatte og udgav den i 1994, året efter at han selv nær var omkommet ved et attentat. Som det sikkert vil være læseren bekendt skyldtes attentatet på Nygaard, at han havde udgivet Salman Rushdies roman De Sataniske Vers.Censur, slanger og døden I efteråret 1993, da Skam udkom i Bangladesh, tilbød gruppen «De Islamiske Soldaters Råd» en pris til den eller de, der ville dræbe Nasrin. Skam blev forbudt, men nåede at sælge 50.000 eksemplarer undercover.
Året efter, i 1994, truede en anden islamisk gruppe med at slippe giftige slanger løs i hovedstaden Dhakas gader, hvis ikke Nasrin blev henrettet. Voldsomme demonstrationer mod hende greb om sig i landet. Regeringen i Bangladesh anklagede Nasrin for at såre muslimers religiøse følelser og ville have hende arresteret. Regeringen har også forbudt en række af Nasrins senere bøger.
Nasrin måtte gå under jorden i nogle måneder. Efter pres fra blandt andet internationale menneskerettighedsorganisationer lykkedes det at få regeringens tilladelse til at få hende ud af landet. Nasrin fik eksil i Sverige, og hun har siden boet i Frankrig og også USA, hvor hun bor igen i dag. Først i 1999 fik hun lov at besøge Indien, hvor hun slog sig ned i 2004.
Jeg mødte første gang Nasrin i midten af 1990erne, hvor hun talte ved et møde på forlaget Gyldendal i København. Det var før tiden med Ayyan Hirsi Ali, Robert Redeker, Ibn Warraq m.fl., og det var – måske bortset fra Rushdies besøg – ret usædvanligt med en forfatter, der måtte tale under beskyttelse fra PET her i landet. Nasrin var lille af statur, klarttalende, og hun forekom ganske frygtløs. Efter mødet fulgte sikkerhedsfolk hende og repræsentanter for PEN ud til en ventende bil. Koranens opfordring til terror I 2001 fik jeg lejlighed til at tale nærmere med hende. Gruppen af ”Kvindelige Forfattere i Dansk Forfatterforening” inviterede Nasrin og jeg til at holde oplæg om islam, kvinder, kultur med mere. På dette tidspunkt var ingen særlige sikkerhedsforanstaltninger nødvendige, selvom Nasrin på et tidspunkt var blevet overfaldet af muslimske studerende i Storbritannien.
Jeg ville under besøget have introduceret Nasrin til en ven, der taler bengalsk og kender regionen. Jeg kan stadig huske, hvor ked af det hun var, over at det ikke lykkedes at træffe ham. Det var på det tidspunkt sjældent, hun havde mulighed for at tale sproget med nogen.
Længslen efter hjemlandet har Nasrin blandt andet uddybet i et essay, som indgår i en antologi, jeg i 2002 redigerede samme med historikeren Torben Hansen: Islam i Vesten – På Koranens Vej?. Nasrin indleder sit essay med et digt, hvori der blandt andet står: «Religionen fik mig til at forlade mit eget land» og: «fik mig til at forlade Brahmaputra-floden/hvor kash-blomsterne danser med bølgerne/og hvor jeg plejede at storme mod vinden».
Hvor Nasrin visse steder, i interviews med mere, taler om islamisk fundamentalisme, har hun oftest rettet en direkte kritik af selve islam, således også i det pågældende essay: «Islam er det største problem i dag». Og videre: «Det, der skete med World Trade Center den 11. september er ikke en historie for sig selv. Ikke desto mindre hævder mange mennesker, at det, der skete ikke har noget med islam at gøre, at islam er en fredens religion. Nej, jeg er slet ikke enig med dem. Det er ikke terroristerne, der har misforstået islam. De gør i bogstaveligste forstand det som Koranen opfordrer dem til at gøre.» Forbudt at tegne menneskerKlikker man ind på Nasrins hjemmeside kan man se den mængde af priser og hæderstildelinger, hun har modtaget. Senest i november dette år blev hun tildelt en medalje og fik titel af «æresborger» i den franske by Lyon.
Men den direkte kritik af islam har også skaffet hende uvenner, herunder muslimer, der opfattes som liberale. I efterordet til den indiske udgave af historikeren Daniel Pipes` bog The Rushdie Affair fra 1998, skriver den belgiske orientalist Koenraad Elst om blandt andet Taslima Nasrins sag. Elst nævner, at den verdensberømte marokkansk-franske forfatter Tahar Ben Jelloun har beskyldt Nasrin for at være drevet af karrierehensyn, og at Jelloun er utilfreds med hendes hendes ønske om en revision af koranen.
Under sit Danmarksbesøg i 2001 fortale Nasrin mig, at selvom hun delte sin ateistiske fars forsvar for rationaliteten, var det hendes dybt religiøse mor, hun følte et slægtskab med. Det forstår man, når man læser hendes bog Meyebela – My Bengali Girlhood: A Memoir of growing up female in a muslim world.
Hvor Skam indholdsmæssigt er en vigtig bog, kan den næppe karakteriseres som et litterært mesterværk. Meyebela derimod, er en smukt skrevet bog. I bogen beskriver Nasrin et brutalt klassesamfund, løsrivelseskrigen med mere. Men særlig stærkt står fortællingen om et begavet og drømmende barns opvækst i en familie med en sekulær, men uhyre brutal far og en mor, der flygter fra sin mands utroskab og despoti ind i en art religiøs besættelse.
Faderen vil have at Nasrin bruger al sin tid på studier, og han gennemtæver hende, hvis han mener, hun er ulydig. Moderen ønsker, at Nasrin vender sig mod Allah og tager hende med til en populær prædikant, der har en strøm af kvindelige tilhængere. Blandt dem er unge piger, som er anbragt hos prædikanten, fordi forældrene mener, de er på vej ud i noget, der kan krænke familiens ære. Hos prædikanten bor pigerne i den stegende hede i rum uden vinduer. Sådan boede Muhammed, får de at vide.
Pigerne er udelukkende beskæftiget med at lære om koranen og hadith. Prædikanten mener Dommedag er nær og overtaler de unge piger til at glemme den verdslige verden og ikke vende tilbage til deres familier, når fædrene kommer efter et par år for at hente pigerne hjem – til ægteskab med mænd, fædrene har udvalgt.
Bogen beskriver også de seksuelle overgreb, som Nasrin oplever fra to af sine onkler. Den beskriver kvinder, der helt er prisgivet mænd. Frygten for Allahs Helvede og Ilden. Og den giver konkrete eksempler på islams intolerance, som da den religiøse moder ikke længere vil have med hinduerne i nabolaget at gøre.
Igennem bogen stiller Nasrin i stigende grad spørgsmål ved Allahs og Muhammeds autoritet. Men allerede som lille bryder hun et tabu: Hun tegner et menneske, der ror en båd. Hendes farveblyanter bliver taget fra hende. Det er ikke tilladt at tegne mennesker, for man kan jo ikke give dem liv. Det kan kun Allah. Husarrest og savnet af hjemlandetI 2004 fik Nasrin opholdstilladelse i Kolkata i den indiske delstat Vestbengalen, der deler kultur og sprog med bengalerne. Her skrev hun bøger og klummer til indiske aviser.
Men i 2007 tilbød en muslimsk gruppe et pengebeløb til den eller de, der ville halshugge Nasrin. Samme år blev hun angrebet fysisk af fundamentalister ved en bogreception og så gik det ellers slag i slag. Der blev udstedt en døds-fatwa. En demonstration mod Nasrin udviklede sig voldeligt. Militæret måtte gribe ind.
Regeringen tvang Nasrin til at flytte til New Delhi, hvor hun sad i en art husarrest i syv måneder. Hårdt presset udtalte den ellers kompromisløse forfatter, at hun nu ikke skrev om islam. Hun fjernede også nogle passager fra en kontroversiel bog, der havde skabt vrede blandt de muslimske grupper i Kolkatta. Og hun aflyste udgivelsen af sjette del i serien af selvbiografiske bøger.