Rita Karlsen, HRS
I løpet av 40 år har EU-domstolen i omlag 100 tilfeller erobret suverenitet fra Danmark og dermed brutt den mest fundamentale pakt mellom medlemsstatene og EU, hevder Hjalte Rasmussen, professor, dr.jur., i en kronikk i Berlingske.
Bakgrunnen er blant annet å finne i de nylige avsagte EU-dommene knyttet til de såkalte Toprak- og Zambrano-dommene, samt den tidligere såkalte Metock-dommen. Dette har fått flere, blant annet Rasmussen og folketingsmedlem Karen Jespersen (V), til å kreve at regjeringen går til en motoffensiv mot EU-domstolen. Toprak-saken handler om en særlig avtale fra 1980 mellom Tyrkia og EU, som ifølge domstolen betyr at ingen tyrkere kan behandles etter strengere krav enn dem som gjaldt da avtalen ble inngått for 30 år siden. I Zambrano-saken fastslår EU-domstolen at et land ikke kan nekte oppholdstillatelse til personer som forsørger små barn som er statsborgere i landet. Metock-dommen beordrer at borgere i EUs medlemsland og borgere av de land som har tilsuttet seg direktivet gjennom EØS, herunder Norge, kan familiegjenforenes med sin nærmeste familie som er utenfor Europa – uavhengig av hva landets egne regler måtte forfekte. (Du kan lese mer om Metock-saken her, Rasmussen kommer også nærmere inn på den).
Professor Rasmussens anliggende er den mest fundamentale pakt mellom medlemsstatene og EU er at medlemslandene beholder alle de rettigheter (beføjelser) som beviselig ikke er overlatt til EUs institusjoner. Han mener at dommer som går utover dette, er å anse som en ulovlig dom.
Ifølge denne pagt beholder EU-landene alle de beføjelser, som de ikke påviseligt har overladt til EUs institutioner. Med et lidt uvant udtryk er en aktivistisk dom, som bryder pagten, en ulovlig dom. På vegne af alle de ulovlige domme handler det følgende om den velkendte Metock-dom (2008) og Zambrano-dommen (marts 2011). Begge forbryder sig i ubehagelig grad mod pagtens grundlæggende fordeling af kompetencer mellem EU og EU-landene. Kronikken fremfører, at ulovlige domme har regeringer kun på papiret pligt til at rette sig efter og svarer på, hvad sker der, hvis en regering lader en dom være dom.
Fru Metock var en oprindelig camerounsk, senere engelsk statsborger, som arbejdede i Irland. Her giftede hun sig med en ulovlig tredjelandsstatsborger, inden han nåede at blive udvist efter afslag på sin asylansøgning. Han påstod, og EU-Domstolen bifaldt, at han havde ret til at nyde godt af EUs regler om vandrende arbejdstagere, fordi han havde »ledsaget eller sluttet sig til« sin ægtefælle under dennes arbejdsophold i en anden medlemsstat. Sprogligt passede hans ankomst fra et land uden for EU ikke på, at han havde »sluttet sig til« sin hustru. De ord forudsatte nemlig tydeligvis, at han havde haft et første lovligt ophold i en anden medlemsstat, hvad han ikke havde haft. Hans situation omfattedes derfor ikke af EUs regler, hvorfor han ikke havde ret til permanent ophold i Irland. Der var ikke tvivl i retspraksis før Metock om, at beføjelsen til at give første lovlige ophold lå hos EU-landene. Det så Domstolen dog bort fra og gav ham en EU-ret til første lovlige ophold i EU. Det var både i strid med pagten og med dansk og irsk immigrationsret. Dommen fjernede ikke fortolkningstvivl, men erobrede en aldrig overladt beføjelse. Det mærkes, fordi standardforsvaret for Domstolens ulovligheder hævder, at dommene kun eliminerer fortolkningstvivl.
Hvad var mon Domstolens motiv til at bryde loven? Ifølge dommens begrundelse ville retten beskytte en EU-person, som planlægger at tage arbejde eller ophold i Irland. Da EU-reglerne ikke gav fru Metock ret til familiesammenføring med en ulovlig tredjelandsstatsborger, som hun gifter sig med under opholdet i Irland, ønskede Domstolen at udvide EU-beskyttelsen – for ikke at risikere, at hun bliver hjemme. Skal man tro dommen, skaber tab af blot nogle få vandrende arbejdstagere et alvorligt EU-integrationsproblem. Og, nota bene, altså alvorligt nok til at udløse energi til at erobre første-lovlig-ophold-beføjelsen fra medlemsstaterne.
Rasmussen mener denne tankegangen både er ulovlig og uten hold i virkeligheten, og spør om det kan ligge andre tungtveiende motiver til grunn:
Her er det maksimalt én ud af millioner, som på den ene side er parat til at bære alle de familiemæssige, økonomiske, sproglige, kulturelle og andre byrder ved en emigration. Og som på den anden side skrotter projektet ved den voldsomt hypotetiske udsigt til, at vedkommende skulle indgå ægteskab med en ulovlig, udvisningstruet tredjelandsstatsborger. Så ægtefællerne må forlade EU, hvis de vil leve sammen. Kan det tænkes, at der bag dette virkelighedsfjerne ræsonnement gemmer sig helt anderledes tungtvejende motiver?
Han kommer deretter med følgende (politiske) kraftsalve:
I mangel af mere trolige forklaringer er følgende tænkeligt: At et lille flertal af EU-dommerne har sat sig et ultimativt politisk mål, som er i løbet af et lille årti at give så mange tredjelandsstatsborgere som muligt de samme EU-rettigheder til ophold, arbejde og sociale ydelser, som tilkommer statsborgere i medlemsstaterne.
Rasmussen innrømmer at da han etter Metock-dommen kom til denne konklusjon, tvilte han selv på sannhetsgehalten – men den tvilen ble feiet vekk etter Zambrano-dommen:
Da jeg i 2008 udviklede denne prognose, forekom den mig noget fortænkt. Efter at Zambrano-dommen er kommet til, tager den sig mindre syg ud. I den dom gav EU nemlig to forældre fra tredjelande opholdstilladelse plus ret til arbejde og ellers til dagpenge med eneste begrundelse, at deres to børn fødtes i Belgien, hvor de blev EU-borgere. Børnene kom til verden, før forældrenes ansøgninger om asyl blev afslået, hvorefter forældrene skulle udvises af EU, fordi de nu opholdt sig ulovligt i EU. Da småbørn ikke kan klare sig uden forældre, gav Domstolen dem ret til at blive boende i Belgien med deres børn. Da imidlertid børnene som EU-borgere har ret til at opholde sig, hvor de vil i EU, har forældrene samme ret til at bo f.eks. i Danmark.
Med andre ord: barn som fødes i et EU-land av foreldre uten lovlig opphold gis likevel rettigheten EU-borger, ergo har foreldrene også rett til opphold. Dette åpner ikke bare opp for misbruk av barn for opphold, men det er, som Rasmussen sier, bare fantasien som setter grenser for hvordan dette kan (mis)brukes:
Kun fantasien sætter vist grænser for, hvilke rettigheder – og til fordel for hvem – kreative personer og deres advokater fra EU og tredjelande kan presse ud af denne dom. Tilsvarende gennemhulles de love, som folkevalgte har vedtaget under ansvar over for deres vælgere. De love, som udnævnte dommere, der ikke står til ansvar for nogen, sætter ud af kraft i strid med de regler, dommerne fik deres job for at sikre overholdelsen af. Det er både et problem for EU og medlemsstaterne som retsstater og demokratier.
Spørsmål er således hvordan – og om – dette kan løses. Da Norge i 2008 behandlet direktiv nr. 38 av 2004, titulert som direktiv 2004/38/EF, som omhandler de fire friheter – fritt varebytte, fri bevegelighet for personer, tjenester og kapital samt konkurransereglene, førte det til at saksordføreren for denne saken på Stortinget trakk seg, nettopp på grunn av Metock-dommen. Men det vekket ingen spesiell oppmerksomhet – antakelig fordi media ikke skjønte rekkevidden av saken. For saksordføreren var nemlig Per-Willy Amundsen fra FrP, og dermed fastslo VG i et intetsigende oppslag at FrP var redd for ”innvandrings-boom”. Siden har Norge sluttet seg til direktivet, hvilket tilsier at vi har gitt fra oss suverenitet på et meget viktig område. EU regjerer nå langt på vei Norges innvandringspolitikk.
Å få rettet opp i dette ad de byråkratiske veier i EU har vist seg fånyttig. Professor Rasmussen mener mer drastiske tiltak må til (mine uthevinger):
Al erfaring viser, at det er uhyre svært for EU at rette fejl som disse. Metock-dommens efterspil viste, at det er tidsspilde at forsøge Bruxelles-vejen, hvis man vil rulle Zambrano- retstilstanden tilbage. Der skal mere yderligtgående medicin til. Den medicin er at handle, som var denne ’dom’ ikke afsagt. For en jurist er det rebelske ord at tage i sin mund. Imidlertid er det som beskrevet også en ekstremt radikal situation, medicinen skal administreres på.
Der findes som sagt et standardforsvar, der nærmest som rygmarvsreaktion føres i marken, når EU-Domstolen beskyldes for at være stadig mere aktivistisk. Herefter skyder aktivisme-kritikken helt ved siden af målet på grund af en fundamental misforståelse. Ondets egentlige rod er, at regeringerne og de folkevalgte vedtager tvetydige og uklare traktater og andre EU-love, som de også fylder med uløste problemer, fordi de ikke kan enes om ret meget. Således mangetydige EU-regler er klart ikke til at leve med, før tvivlen er hævet ved fortolkning. Derfor er Domstolen blot en lydig tjener, som helt inden for sit mandat ifølge traktaterne udfører sin simple pligt ved at forklare, hvad reglerne egentlig betyder. Forsvaret fremhæver dernæst, at Grundloven og dens § 20 også er taget i ed. Den tillader nemlig ifølge Justitsministeriet at ratificere regler i traktaterne, som er behæftet med fortolkningstvivl.
Ifølge standardforsvaret er kabalen herefter gået op, og Danmark har bare at rette sig efter Domstolens objektive og lovlydige domme. De erobrer ifølge standardforsvaret ikke suverænitet, de er ikke aktivistiske, de er ikke udtryk for institutionel hybris og slet ikke for dommernes personlige føderale visioner eller filosofier.
Standardforsvaret forklarer tydeligvis glimrende, hvad der sker i mange dagligdags domssituationer. Omvendt er det helt ude at stand til at redegøre for endsige legitimere begivenhederne i aktivistiske og suverænitetserobrende domme af Metock/Zambrano-klassen. I øvrigt er EU-Domstolens kritikere på universiteterne ikke alene om at mene, at Domstolen er systemforandrer. I 2008 fik kritikerne selskab af det fornemme EU-retstidsskrift Common Market Law Review, som i en meget radikal leder advarede Domstolen mod at fortsætte med at afsige domme med udvidende fortolkninger, der går ud over, hvad der er bestemt i traktaterne, og til hvis resultater Domstolen knytter ufyldestgørende begrundelser (det er juristsprog for domme som Metock). Danmarks Højesteret, Tysklands forfatningsdomstol og fhv. præsident Herzog, tyske og franske højesteretter, talrige universitetsfolk og andre kritiserer også aktivismen – ofte i en hel del stærkere vendinger, end der bruges i tidsskriftets leder.
Rom-traktaten gav danskere ret til at arbejde i Irland og deres børn ret til at ledsage dem. Zambrano vender alt det på hovedet: Nu er det børnenes ret til ophold, som giver forældrene ret til arbejde og underhold. Og i dén dom er alt glemt om arbejdskraftens fri bevægelighed og om retten til familieliv, som Metock og hundreder af domme før den byggede sig selv op på. Man forstår, når EU-Kommissionen offentligt har tilstået, at den »er nødt til nu at studere dommen i detaljer for at kunne opgøre dens konsekvenser«. Det havde været bedre, dersom den ikke havde set dagens lys.
Andre del av professor Hjalte Rasmussens kronikk kommer i morgen.