Publisert i Berlingske. Gjengitt her med forfatterens tillatelse.
Karen Jespersen (stortingsrepresentant for V)
Islamisterne har netop vundet en jordskredssejr ved første runde af Egyptens første demokratiske valg. Det Muslimske Broderskab fik knap 40 procent af stemmerne, og de ultrakonservative Salafister fik over 20 procent. »Det kan blive et historisk vendepunkt,« skrev Financial Times (6/12).
Valgresultatet står i skærende kontrast til det billede, som vestlige medier tegnede af situationen i Egypten, da det arabiske forår brød igennem for et år siden. Euforiske tv-journalister gav generelt et fuldstændig fortegnet billede af situationen i landet. De stirrede sig blinde på et mindre antal unge, der demonstrerede på Tahrir-pladsen i Cairo. Unge som brugte Facebook og havde en vestlig holdning til demokrati fremstod som repræsentative for egypterne. Hjemlige politikere og andre hoppede med på dette.
De, der advarede mod, at udviklingen kunne blive en sejr for Det Muslimske Broderskab og andre islamister, blev betragtet som mørkemænd eller tiet ihjel. Jeg gjorde selv et par forsøg, men det var som at slå i en dyne.
Et eksempel på denne naivitet: Folketinget vedtog i sommer at oprette det statslige Institut for Flerpartisamarbejde (DIPD). Bjørn Førde blev leder af DIPD, der i alt råder over 75 millioner kroner. Som noget af det første besluttede DIPD at afsætte to millioner kroner til støtte til nye partier i Egypten herunder Det Muslimske Broderskab. Det havde Bjørn Førde ingen betænkeligheder ved: »Vi vil være meget brede og helt åbne for alle. Også for Det Muslimske Broderskab« (Berlingske 31/7).
Det Muslimske Broderskab har et menneskesyn, der blandt andet betyder, at de ikke vil acceptere en kvinde som præsident. Men det mener Bjørn Førde ikke gør noget: »Det er et problem for demokratiet, hvis det er en central del af deres profil. Men det er vigtigt, at vi ikke er absolutte på enkeltdele af et politisk program.«
Jeg ringede til Bjørn Førde for at få en forklaring. Den var noget i retning af, at Det Muslimske Broderskab ikke automatisk ville få støtte. De skulle selv sende en ansøgning, og det ville de nok ikke gøre. Desuden var støtten godkendt af repræsentantskabet, hvor der sad repræsentanter for de politiske partier. Det gør det ikke mindre naivt.
I dag fortryder jeg, at jeg stemte for oprettelsen af DIPD. Folketinget bør ikke skubbe så vigtige afgørelser over i et mere eller mindre tilfældigt organ. Tværtimod er udviklingen i den arabiske verden så alvorlig, at den bør højere op på dagsordenen i Folketinget.
Det Muslimske Broderskab bliver ofte fremstillet som moderate, fordi de ikke vil indføre hele sharialovgivningen. Samtidig er der en tendens til, at man uden videre godtager deres forsøg på at fremstå som mere moderate, end de er. Villy Søvndal har i forbindelse med Libyen talt om »blød sharia«.
I Egypten, Libyen og Europa med er der islamister, der ikke går ind for terror eller barbariske straffemetoder som håndsafhugning (om end der er en vis uklarhed), men som alligevel er alt andet end »bløde«. De er fundamentalister, der arbejder for et helt andet samfund end det vestlige, liberale demokrati. De vil ikke have kvinders ligestilling, ytringsfrihed eller beskyttelse af mindretal. I den senere tid er overfald på koptere og andre kristne taget til, og kirker er brændt ned. Kvindernes rettigheder er under pres. Og det kan hurtigt blive værre.
Befolkningens store flertal har stærkt konservative holdninger. 85 procent siger, at islam bør spille en stor politisk rolle i Egypten. 84 procent ønsker dødsstraf for dem, der forlader islam. 82 procent vil straffe utroskab med stening til døde (Pew Reseach Center). Derfor vil islamisterne sandsynligvis blive yderligere styrket i den kommende valgrunde, der især finder sted i overvejende landlige og konservative områder.
Dertil kommer Egyptens elendige økonomi. Der er ingen vækst. Turismen er i tilbagegang. Landet er fortsat præget af omfattende korruption, der går hårdt ud over virksomhedernes indtjening. IMF venter i kulissen med skrappe krav til den økonomiske politik som forudsætning for lån og anden støtte. Den jævne befolknings levevilkår vil blive yderligere forringet, hvilket skaber en bølge af frustration og skuffelse. Alt sammen noget, der kan øge opbakningen endnu mere til de mest radikale kræfter inden for den islamiske bevægelse.
Samtidig sker der en radikalisering i hele Mellemøsten og den arabiske verden. Islamisterne står også stærkt i de andre lande, der var med i det arabiske forår. Derudover har den islamiske bevægelse Hizbollah fået betydelig magt langt ind i toppen af Libanons regering. Hamas står stærkt i Gaza, og Iran styrker sin magt og vil efter alt at dømme snart få atomvåben.
Denne situation bliver yderligere forværret med islamisternes sejr i Egypten. Hvad vil der ske med Egyptens fredsaftale med Israel? Vil de ekstreme kræfter i de palæstinensiske områder, der ikke vil anerkende eksistensen af Israel, nu få massiv og aktiv støtte?
»Dette er reelle farer,« skriver kommentatoren Gideon Rachmann i Financial Times (6/12). Vesten skal selvfølgelig acceptere resultatet af de demokratiske valg. Men derfor behøver vi jo ikke at være naive. Pas på med at forveksle Vestens drømme med virkeligheden i Egypten, advarer Rachman. Så sandt.