| | HRS - Forsiden | Om rights.no | Om HRS | Kontakt HRS | Bli HRS - venn i dag ! | In English | Lenker | Anbefalt litteratur | Nettstedskart | | |
| Her er du: HRS - Forsiden > Ekteskap > Fetter - kusine > Fætter må blive hjemme | |
|
VIKTIGE SØKEOPPLYSNINGER! |
Publisert i Weekendavisen SAMFUND, NR. 37, 8. - 14. September 2003 - intervju med HRS Fætter må blive hjemme |
| Af HENRIK WINTHER Indvandring. Den norske menneskerettighedsorganisation Human Rights Service kommer til Danmark for at drøfte indvandrer-problemer med integrationsminister Bertel Haarder. Nordmændene, der er kvinder, synes den danske udlændingelov bør gælde for hele Europa - men de har et par ideer til opstramning. Man skal have en usædvanlig god hukommelse for at komme i tanke om, hvornår danske kvindeorganisationer sidst har råbt op om indvandrerkvindernes sag - kæmpet mod tvangsægteskaber, omskæring, tilsløring, barnebrude, fætter-kusineægteskaber, overrepræsentation på krisecentrene og så videre. Men kom til Norge, min far, her har en række kvinder - norske som indvandrere - gået sammen i Human Rights Service (HRS), en menneskerettighedsorganisation med særlig fokus på kvinder. Og selvom stiftelsen kun er fra marts 2001 har den allerede sat store fodspor. I sommer måtte Stortinget haste en lovændring igennem, efter at HRS havde afsløret, at mange indvandrerkvinder ikke kunne blive skilt. Og samtidig markerer HRS sig ved at gå op imod den almindelige konsensus i Norge, der siger, at man ikke skal kritisere indvandrernes kultur og som i øvrigt mener, at Danmark er blevet et racistisk land. HRS mener tværtimod: Udemokratisk kulturer skal kritiseres og Danmark har vedtaget Europas bedste udlændingelov. Men loven kan blive endnu bedre, og derfor mødes HRSs daglige leder, samfundsforsker Rita Karlsen samt informationschef Hege Storhaug på torsdag med integrationsminister Bertel Haarder i København. De to har et par vigtige forslag med i tasken. Weekendavisen har været i Oslo for at høre, hvad det er Human Rights Service står for, og hvilke ideer de har med til Haarder. I en sidegade til Karl Johan, på et lille mere og mere tilrøget kontor, hvor der står en racercykel og telefonerne hele tiden ringer, sidder de to kvinder og taler ivrigt i munden på hinanden. De synes, at Danmark er kommet længst hvad angår en ordentlig udlændingedebat og en lov, der tilgodeser ikke mindst indvandrerkvindernes menneskerettigheder. Men de vil tale med Haarder om et problem, vi enten ikke har i Danmark eller - mere sandsynligt - ikke har været opmærksomme på: Muslimske kvinder, der (tvangs)giftet i deres hjemlande, kan selvfølgelig blive skilt fra manden i Norge/Danmark. Men skilsmissen gælder ikke i de muslimske miljøer og i det muslimske hjemland, med mindre der i den oprindelige ægteskabskontrakt står, at manden giver hende lov til at lade sig skille. Og netop det punkt er som regel streget ud i de religiøse ægteskabskontrakter. Kvinderne er altså bundet til manden så længe han ønsker det. Det vakte stor opsigt i Norge, da HRS gjorde opmærksom på det problem i sommer, og Stortinget hasteændrede loven. Fremover skal der stå i ægteskabskontrakter indgået i udlandet, at manden giver kvinden lov til at lade sig skille, hvis hun ønsker det - ellers betragtes ægteskabet som ugyldigt og - det er vigtigt! - de to kan ikke familiesammenføres i Norge. Hege Storhaug: »Men i Danmark kan kvinderne stadig komme ind, uden at de har lov til at blive skilt - og det vil sige, at bliver de skilt efter dansk lov og så rejser tilbage til hjemlandet, er de ikke skilt, men bigamister. Og sådan vil man også se på dem i det muslimske miljø. Og det er et problem, vi vil gøre Bertel Haarder opmærksom på.« I Pakistan har mellem 95 og 100 procent af kvinderne ikke skilsmisseret i ægteskabskontrakten. Og den slags kontrakter har Danmark og Norge hidtil accepteret uden videre. Men ifølge FNs menneskerettigheder har kvinder ret til at træde ud af ægteskabet.« Rita: »Men nu accepterer Norge ikke ægteskabet, hvis kvinden ikke har ret til skilsmisse, og så kan de ikke indføre ægtefællen til Norge.« De viser en kontrakt frem fra Pakistan, hvor der i punkt 18 står, at manden giver kvinden ret til skilsmisse, hvis hun ønsker det. Punktet er streget over. Hege: »Vi vil opfodre Danmark til at følge Norges eksempel på området, for disse kontrakter er også med til at holde kvinder fast i tvangsægteskaber - for selvom hun går nok så meget fra manden, får hun aldrig skilsmisse. Så derfor kan hun reelt ikke gå.« Hege: »Og vi vil snakke med Haarder om forbud mod søskendeægteskaber (som fætter-kusineægteskaber hedder på norsk, red.). Der er ingen tvivl om, at den danske 24 års regel vil stoppe vældig mange tvangsægteskaber blandt de unge. Men vi er heller ikke i tvivl om, at også ældre end 24-årige presses ind i tvangsægteskaber og at mønsteret med fætter-kusineægteskabet fortsætter. Vi kender en toppolitiker af pakistansk afstamning, han er vel integreret, moderne, og hans datter skal giftes bort til sin fætter. Så kan man forestille sig, hvor mange, der bliver giftet bort til fætre og kusiner, når selv han gør det. Man anslår, at det er 60 procent.« Rita: »Tvangsægteskaberne kommer til at fortsætte, hvis man ikke også indfører forbud mod søskendeægteskaber. Vi har endnu ikke fået forbuddet i Norge, men vi arbejder for det. Man ved jo, at fætter-kusine-ægteskaber giver genetiske problemer og kan medføre handicappede børn. I Norge er handicapinstitutionerne overfyldte med indvandrerbørn. I gamle dage var søskendeægteskaber forbudt i Norge; dengang giftede de rige sig indenfor familien, for at holde på pengene. Siden har det ikke været et problem, og derfor har der ikke været noget forbud, men nu er der atter et problem, tiderne har ændret sig, og så må vi ændre loven. Vi må hjælpe dem til at kunne sige nej til fætteren fra storfamilien nede i Pakistan.« Bliver I med de synspunkter ikke slået i hartkorn med Fremskrittspartiet?  Hege: »Vi er så partipolitiske uafhængige som måske ingen andre, men nogle har prøvet at slå os i hartkorn med FRP, fordi alle organisationer, der udtaler sig om emnet, normalt tager afstand fra Carl I. Hagen. Men vi af partipolitisk uafhængige og derfor tager vi ikke afstand fra nogen. Hvordan kan nogen tro, at det er os, der er racister? Hele vores kultur hviler på ligeværd, demokrati, humanisme, og så kommer der nogle mennesker fra kulturer, hvor disse værdier er så godt som fraværende, og så mener de, at det er os, der har negative fordomme. Nej, racismen kommer udefra. Intet kunne gøre os gladere, end hvis en somalisk kvinde blev statsminister i Norge.« Hvordan tror I man får de danske kvinder til at vågne op og kæmpe for indvandrerkvindernes menneskerettigheder? Hege: »Det er vigtigt at få gjort op med berøringsangsten. Heldigvis har I en mere åben debat i Danmark, end vi har. I Norge koger det nedenunder. Der er ingen tvivl om, at der i den norske befolkning er et bredt ønske om at kunne hjælpe disse kvinder, men de intellektuelle og venstreorienterede har sammen med medierne stadig et stærkt greb om offentligheden - de skræmmer folk væk fra de »forkerte« holdninger.« Rita: »Politikerne er mere imødekomne og fordomsfrie end pressen, men de er bange for at blive stigmatiserede af pressen.« Hege: »Den danske udlændingelov er ikke perfekt, det er ingen, men danskerne har udvist et utroligt mod ved at turde gå ind og lave en så radikal og dramatisk ændring i stedet for det regeringer normalt gør, nemlig lappeløsninger.« Rita: »Og så vil vi jo gerne have spredt både den danske udlændingepolitik og vores egen stiftelse til Europa. Det dur ikke, at landene har forskellig politik på området. Og vi vil drøfte med Bertel Haarder, hvordan vi sammen kan løfte det til et fælles, europæisk projekt. Ligesom vi skal have lavet et fælles registreringssystem i Europa hvad angår indvandringen.« Det vil mange sikkert betegne som racisme. Hege: »Det er helt utroligt, at man kalder det racisme, at vi bryder os om de mennesker, der bor i landet.« Rita: »Det handler jo ikke om hudfarve, men national baggrund - for eksempel om hvilken kultur, der importerer barnebrude helt ned til ti års alderen på falske papirer. De fleste er kurdere og er en del af deres gamle kultur - er det racisme, at vi bekymrer os for de piger?« Når de to skal forklare baggrunden for Human Rights Service, og hvad dens mål er, nævner de tallet 1.200 - samt det niveau indvandrerdebatten foregik på. Hege: »Vi opdagede, at vi har 1.200 indvandrerorganisationer, der modtager offentlig støtte i Norge. Men det eneste, de har informeret de norske myndigheder om, er at der er vældig meget racisme i Norge. Rita: »Ingen har informeret om problemer med tvangsægteskab, ingen har talt om problemer med omskæring, bigami eller generel undertrykkelse af kvinder og børn. Og vi stillede så spørgsmål ved, hvorfor de i så lille en grad varetog kvinder og børns rettigheder. Samtidig kikkede vi også på den faktiske debat i det offentlige rum vedrørende invandrere, og der var der vældig mange, der følte ting, og folk syntes, og man ant og - og nogle kender én indvandrer og nogle kender to og enkelte kender hele fire. Og det er fint. Og modsat har vi nogle indvandrere, der har så mange norske venner. Men hvorfor er debatten på det niveau? Tænk, hvis man debatterede på den måde, når det gjaldt økonomi og erhverv: »Vi føler, at der er så og så mange virksomheder, som har det dårligt«. « Rita fortæller videre, mens Hege er ude og hente flere cigaretter: »Hege var den første journalist i Norge, der skrev om tvangsægteskaber, hun har arbejdet med problematikken siden 1992. Dengang blev problemet totalt afvist - hvis der var tale om tre, måske fem tvangsægteskaber, var det absolut maksimum. De venstreorienterede henviste i øvrigt bare til, at det var indvandrernes kultur, deres traditioner. - de mente, at vi ikke kan pådutte indvandrerne vores værdier: »Hvorfor skulle vores værdier være bedre end Congos?« Sådan argumenterede de. Og indvandrernes kvinderorganisationer var rasende på Hege. Det var deres bord og der var ikke noget problem, sagde de. Men Stortinget erkendte, at der skulle gøres noget, og det gjorde så det, som Stortinget gør, når der er den slags debat: Man afsætter lidt penge til dem, der ser nærmere på det. Og så skete der noget interessant, for da der kom penge på bordet til at bekæmpe tvangsægteskaber med, var tvangsægteskaber pludselig et voldsomt omfattende problem ifølge indvandrerorganisationerne. Nu kendte alle organisationer pludselig til dette store og omfattende problem - for nu skulle de have fat i pengene. Og så mente de selvfølgelig, at problemet skulle løses med dialog og information. Akkurat det samme skete, da næste store tema kom på dagsordenen: kønslemlæstelse (omskæring, red.). Hege lavede på TV2 en dokumentar om omskæring og folk var rystede over, at dette kunne ske i Norge. « Hege er kommet tilbage med selvruller-cigaretter og siger: »I Norge mener man, at bare folk kommer i arbejde, bliver de integrerede. Så er alt løst. Men det mener vi ikke, det er en vældig maskulin tankegang. I Oslo er majoriteten af muslimske kvinder tilslørede, børn ned i fire-fem års alderen er tilslørede. Tilsløringen er øget i gennem de sidste fem år, og det betyder, at de negative kræfter får mere og mere magt i indvandrermiljøet.« Man kunne godt få den fornemmelse, at I generelt er imod muslimsk indvandring. Rita ler: »Overhovedet ikke. Vi er imod fejlinformation. Til HRS har vi tilknyttet muslimske piger, anarkister...« Hege: »Og indvandrere, der stemmer Fremskrittspartiet.« Fremskrittspartiet? De ler begge. »Ja! Vældig mange indvandrerpiger stemmer på Carl I. Hagen, fordi de mener, at han er den eneste politiker, der vil hjælpe dem med at ændre loven.« Hege: »Den danske politik med 24 årsregel bliver kun negativt omtalt i Norge. Som regel også forkert, de fleste tror den går ud på, at indvandrere først må gifte sig, når de fylder 24 år. Alligevel ringer indvandrerkvinder til os og spørger: Hvornår kommer 24 årsreglen til Norge? Og hvorfor tager det så lang tid? Hvorfor indfører vi ikke sådan en regel?« Rita: »For i dag har forældrene jo heller ikke et valg, de kan ikke undgå tvangsægteskabet. Forældrene er fortvivlede, for familierne nede i Pakistan vil have deres børn herop. Med 24 årsreglen kunne de henvise til den og sige: Det er ikke vores skyld, men sådan siger loven. Og det må familien hjemme i Pakistan eller Marokko så tage til efterretning. Og derfor er vi også imod søskendeægteskaber. Jo nærmere man er i familie med hinanden, jo større vil presset være for at indgå tvangsægteskab. Det kan være meget svært at sige nej til ens fætter, når man ved, at hele hans familie er økonomisk afhængig af det ægteskab.« |
|
|
<< >> |
|
| Human Rights Service (HRS) Møllergata 9, 0179 Oslo - Norge Tlf: (047) 22 33 80 00 [email protected] © HRS 2002 - 2005 | |