|
 Af Helle Merete Brix , journalist og forfatter
I begyndelsen af det nye årtusinde infiltrerede den algiersk-franske journalist Mohamed Sifaoui en Al Qaeda celle i Paris. Sifaoui opererede under cover i et netværk, der ikke ville betænke sig på at rydde ham af vejen, hvis hans virkelige identitet var kommet frem, mens han omgikkedes terroristerne.
Sifaoui ved selv alt om, hvor traumatiserende et terrorangreb er for de, der oplever det: I 1996, under ramadanen, blev den avis i Algier, hvor Sifaoui arbejdede, ramt af islamisternes bombeterror. Tre af Sifaouis journalist-kollegaer samt tredive tilfældige forbipasserede mistede livet. Sifaoui overlevede, fordi han sammen med en kollega var gået udenfor et øjeblik.
I sin lille, værdifulde bog "Brødre, mordere - jeg infiltrerede Al Qaeda", [1] som jeg læste for nylig, fortæller Sifaoui om, hvordan det denne blodige dag blev klart for ham, at han måtte bekæmpe "denne fascistiske ideologi". Sifaoui tænker ikke blot på terrorister. Naive vesterlændinge fejlbedømmer ofte visse grupper af islamister til at være moderate. Som Sifaoui skriver, synes logikken at være at "hvis en eller anden udtaler sig imod attentatet den 11. september 2001, er han at betragte som "moderat", også selvom han han måske går ind for stening af utro kvinder, en anden udtaler, at han er imod bin Ladens aktioner, og så er han også "moderat", selv om han indædt kæmper for, at piger skal bære slør i skolen". [2] Sifaoui har således selv for nylig for fransk TV lavet et kritisk portræt af den internationalt kendte "euro-muslim" Tariq Ramadan. I den forbindelse viste islamisterne tæt på Ramadan deres styrke: Organisationen af Islamiske Organisationer i Frankrig, UIOF, udstedte en fatwa, hvori de erklærede Sifaoui for frafalden. Det kan være en dødsdom. [3]
Sifaoui gør det klart, at han ikke forstår de, der misbruger "menneskerettighederne" til at "forsvare forkyndelsen af islam som ideologi, og retfærdiggør de forbrydelser, som samme islamister fortsat begår over hele verden". [4] Den franske terrorist Karim, som Sifaoui beskriver i bogen, blev sidenhen forsvaret af en advokat, der engagerer sig i menneskerettighedsspørgsmål og er tidligere chef for en kendt NGO-organisation. Sifaoui mener, at de uenigheder han har med disse menneskerettighedsforkæmpere skyldes, "at vi har forskellig opfattelse - ikke af Menneskerettighederne, men simpelthen af det at være menneske. De mener, at mordere, bombemænd, kvinde-og børneslagtere kan ses på lige fod med deres ofre. Jeg derimod nægter at sammenblande den myrdede og morderen!" [5]
Sidste år kunne man i Danmark iagttage visse journalisters fascination af den algiersk-danske fange Slimane Abderrahme fra Guantanamo. Abderrahme blev i 2004 fløjet hjem efter et længere ufrivilligt ophold på amerikanernes Guantanamo-base. Det skete på den danske stats bekostelige regning og under stor mediebevågenhed. Abderrahme selv lagde ikke skjul på, at han ønskede at udkæmpe hellig krig og derfor havde søgt oplæring i denne kunst hos talebanerne. Desværre blev han snuppet af amerikanerne, da han tog flugten fra Afghanistan til Pakistan.
To journalister fra menneskerettighedsforkæmpernes avishøjborg Politiken, Hans Davidsen-Nielsen og Matias Seidelin, udgav en bog om Slimane Abderrahme, baseret på hans egen beretning. [6] De betegnede Abderrahme som en idealistisk, humoristisk og omgængelig fyr. Den omgængelige Abderrahme erklærede selv på TV, at Danmarks statsminister og udenrigsminister var legitime mål for terror. Var det muligt, ønskede han igen at tage i hellig krig. Og så skulle hans tilkommende kone helst bære burka! [7]
I en kommentar i Politiken udtrykte jeg sammen med den iranskfødte skuespiller og kommentator Farshad Kholghi min afsky over, at nutidens fascister skal fremstilles som frihedskæmpere: "Islamofascisternes ideologi er dog ikke blot anti-dansk, den er anti-vestlig, de hader demokrati, frihed, jøder, ligestilling og ikke-muslimer. Hvor de end kæmper på kloden, i Tetjenien, Bosnien, Palæstina, Afghanistan eller Kosovo er det ikke en kamp for demokratiske stater, men for indførelse af den religiøse fascisme og stater styret efter sharia-lov". [8]
Eksemplet med Guantanemo-fangen er ikke et enkeltstående tilfælde i Danmark. Formanden for Foreningen af Undersøgende Journalistik, Jørgen Flindt Pedersen, har i årevis udvist en gennemført pro-palæstinensisk linie i medierne der omtrent fritager palæstinenserne for al skyld i konflikten med israelerne. I 2004 sammenlignede han de palæstinensiske selvmordsterrorister med danske modstandskæmpere under 2. verdenskrig. Og han fortsætter med at beskrive Hamas-bevægelsen i et rosenrødt skær. Skønt bevægelsen legitimerer terror mod civile og ligesom Guantanemo-krigeren kæmper for opbygningen af en religiøst-fascistisk stat i Palæstina. [9]
Det er værd at have i mente, at der også engang var de, der udråbte Afghanistans talebanere som "frihedskæmpere". Hvilken frihed de kunne tilbyde! Da ayatollah Khomeini gennemførte sin islamiske revolution i Iran i 1979, var der ligeledes venstrefløjsintellektuelle, der fascineredes af kraften i denne manifestation. Den franske venstrefløjsfilosof Michel Foucault talte om "eksplosionen af åndelig energi" og "den spontane eksplosion af politisk bevidsthed" i Teherans gader. [10] Disse venstreintellektuelle var ikke foruroligede over, alt det, der var gået forud, volden mod de, der ikke ønskede at deltage, som for eksempel syreangreb på kvinder, der ikke ville trække i chador.
Dele af venstrefløjen og visse traditionelle menneskerettighedsforkæmpere i Europa er direkte fascineret af islamismen. Mange fra disse kredse synes helt blinde for islamismens totalitære verdensanskuelse og dens farlighed. Her blot et et enkelt eksempel ud af mange: Det Muslimske Broderskabs åndelige vejleder, Yussuf Al Qaradawi, hvis radikalitet og legitimisering af pædofili, Walid al-Kubaisi redegjorde for her på siden for nylig, blev modtaget med åbne arme i London i sommer af Labour-borgmesteren Ken Livingstone. Al-Qaradawi ønskede at gøre reklame for kvinders "ret" til at dække sig til, sammen med den tidligere omtalte Tariq Ramadan, der i øvrigt længe har slået sine folder i - eller haft held med at infiltrere - den europæiske anti-globaliseringsbevægelse. [11] Og Livingstone forsvarede beslutningen om at modtage Qaradawi, sådan som appeasere for islamismen altid gør: Ved at skælde kritikerne af Qaradawis besøg ud for at være grebet af paranoia og ved at tage islamisternes egne forsikringer om en moderat indstilling, i dette tilfælde Al Qaradawis, for gode varer. [12]
Den iranske journalist Amir Taheri er forfatter til en af de mest fremragende bøger, der er skrevet om den militante islamismes strategi og deres terror mod civilbefolkninger. I Iran valgte islamisterne blandt andet kommunister og marxister som partnere i kampen for at få styrtet shahen. Disse grupper troede i deres naivitet, at der ville blive plads til dem i Khomeinis Iran. Det blev der ikke.
Taheri bor i Vesten, og sidste år beskrev han i den internationale presse det voksende samarbejde imellem islamister og den yderste venstrefløj i Europa. Parterne er forenet af et fælles had til USA, drømmen om at fjerne Israel fra landkortet og håbet om at det globale økonomiske system vil bryde sammen.
Det er også Taheri, der har afdækket, at de store demonstrationer i Storbritannien i 2003 imod den amerikanske invasion i Irak, var koordineret af blandt andet marxister og trotskister, den yderligtgående gren af Labour-partiet samt en række islamistiske grupper. I Frankrig, Belgien og Tyskland er der i dag indledt samarbejde imellem marxistisk-islamistiske grupper, der regner med i fremtiden at kunne indgå for eksempel valgalliancer, måske hvad angår fremtidige valg til Europa-parlamentet. En pan-europæisk konference i år skulle sørge for at den marxistisk-ismatistiske alliance får en mere permanent struktur. Taheri har opfordret Vesten til at vågne op til faren fra disse grupper, der udnytter det åbne samfunds svagheder. [13]
Fadela Amara er præsident for den franske organisation Ni Poutes ni Soumises (Hverken luder eller underdanig). Bogen om hendes liv og kampen for arbejdet for ghetto-kvindernes rettigheder udkom i svensk oversættelse her i januar. Det er en læseværdig bog. Amara er praktiserende muslim men går ikke med tørklæde, hun betragter tørklædet som et undertrykkelsesinstrument. Amara er en varm tilhænger af det franske forbud mod tørklæder i skolerne. Blandt andet derfor blev hun fra venstre-islamistiske kredse beskyldt for at støtte neokolonialismen og for at svigte sine rødder. I bogen giver hun udtryk for sin forundring over, at der er dele af venstrefløjen, der mener at "der findes en revolutionær energi i islamismen, som det gælder om at drage nytte af. Det er et besynderligt ræsonnement for de, der kender til islamismens undertrykkende virke, ikke mindst for i de muslimske lande og særligt for kvinderne". [14] Ja!
Kilder:
[1] Mohamed Sifaoui: Brødre Mordere - jeg infiltrerede Al Qaeda (Ekstra Bladets forlag, 2003). Oversat fra fransk efter Mes "freres" assassins (Le Cherche Midi, 2003)
[2] Ibid, s. 93
[3] Pressemeddelelse fra Mohammed Sifaoui 6.12.2004
[4] Mohamed Sifaoui: Brødre Mordere - jeg infiltrerede Al Qaeda, s. 80 (Ekstra Bladets forlag, 2003).
[5] Ibid, s. 81
[6] Hans Davidsen-Nielsen og Matias Seidelin: Danskeren på Guantanamo (Politikens forlag 2004).
[7] Interview med Slimane Abderrahme, Deadline, DR2, 29.10.2004
[8] Helle Merete Brix og Farshad Kholghi: Guantanamoforræderiet, Politiken, 13.06.2004
[9] Journalisten Birthe Frandsen rejste kritik af netop dette i: Flindt og Arafat, Information, 29.07.2004
[10] Amir Taheri: Holy Terror, s. 201 (Sphere Books, 1987)
[11] Caroline Fourest: Frère Tariq - discours, stratégie et méthode de Tariq Ramadan, s. 381 - 398 (Grasset, 2004).
[12] Labour Left Breefing, februar 2005
[13] Helle Merete Brix , Hellig Terror, interview med Amir Taheri i Weekendavisen, 17. december 2004
[14] Fadela Amara: Varken Hora eller Kuvad, s. 133 (Pocky, 2005). I samarbejde med Sylvia Zappi. Oversat fra fransk efter Ni Putes ni Soumises (Editions La Dècouverte, 2003).
|