|
Af Helle Merete Brix, journalist og forfatter
 Den somalisk-fødte hollandske politiker Ayaan Hirsi Ali blev verdensberømt på en tragisk baggrund: Mordet den 2. november sidste år på filminstruktøren Theo van Gogh, der arbejdede sammen med hende om filmen "Submission", med de koranvers på en nøgen kvinderyg, der skulle vise sig at få fatale konsekvenser for instruktøren. Senest er hendes bog "Kräv er rätt! - Om kvinnor, islam og en bättre värld" udgivet på svensk.(1) Det er opmuntrende at oversætteren, i modsætning til for eksempel den finske oversætter, har turdet stå frem med eget navn. Trods det, at manuskriptet til "Submission", som Hirsi Ali jo er forfatter til, er trykt bagerst i bogen. Hirsi Ali lever stadig i dag med massive sikkerhedsforanstaltninger.
Hirsi Alis aktuelle bog består hovedsageligt af en samling korte essays samt et enkelt interview og også et som Hirsi Ali selv har foretaget med Irshad Manji, kanadisk-ugandesisk forfatter til bogen "The trouble with islam" (”Hva er galt med islam”). I forordet til "Kräv er ratt!" slås tonen an. Hirsi Ali giver ikke køb på sin kritik af islam af angst for at støde nogen som helst. Hun skriver om venstrefløjen i Vesten, der har for vane at give sig selv skylden og "betragte resten af verden som ofre, for eksempel muslimer". Ofre og undertrykte mennesker er pr. definition skyldfri og kan ikke stilles til regnskab for deres handlinger. Kritikken rettes mod "USA, men ikke mod den muslimske verden, præcis som de tidligere ikke havde noget kritik af Gulag". Det samme er tilfældet med venstrefløjens kritik af Israel. Israelerne kritiseres fordi Israel hører til Vesten, mens palæstinenserne går fri.
Bogen giver os også indblik i Hirsi Alis egen baggrund: Faderen er i en periode omtrent den mægtigste mand i Somalia og støttes fuldt ud af sin hustru, også da han i et ændret politisk klima kommer i fængsel. Men han drømmer ikke om at støtte hende, når hun har brug for ham, og han har i dag fem døtre og en søn med fire forskellige kvinder. Dog er det faderen, der muliggør, at Hirsi Ali og hendes søster kommer i skole. Hirsis Alis mor mener, det er unødvendigt, hendes døtre skal blot giftes. Da familien i en periode må flytte i eksil og tilbringer en periode i Saudi Arabien, før de slår sig ned i Kenya er det den strengt religiøse mor, der som den eneste i familien trives der.
Hirsi Ali kom til Holland for 12 år siden på flugt fra et af familien planlagt ægteskab. Hun havde forskelligt arbejde før hun fik en universitetsuddannelse, og i "Kräv er ratt!" videregiver hun også sine nyttige og tragiske erfaringer fra arbejdet som tolk. For hvad stiller man op, når en HIV-smittet muslimsk kvinde reagerer på nyheden om at hun er syg med at sige, at muslimer ikke får AIDS? Hvad stiller man op, når en muslimsk pige reagerer på oplysningen om, at hun er gravid med komplet uforståen over for at det har kunnet lade sig gøre?
Bogens fokus er naturligt nok, kvindernes forhold og den komme rundt om både kønslemlæstelse, fejlslagen integration i Holland og en række gode råd til muslimske kvinder, der føler sig nødsaget til at foretage et oprør mod familien. Men mest interessant af alle disse gode indlæg er bogens kapitel, "Lad os ikke i stikken. Und os en Voltaire". Her forfølger Hirsi Ali et tema, hun slår an i forordet, hvor hun skriver, at "det faktum, at der ikke findes nogen islamisk Spinoza, Voltaire, J.S. Mill, Kant eller Bertrand Russsel indebærer ikke at muslimer ikke får udbytte af disse tænkeres værker. Den som læser vesterlandske tænkere betragtes som utro mod profeten Muhammed og Allahs budskab".
Da Hirsi Ali første gang møder en jøde er hun forbløffet over at møde et menneske af kød og blod. I det i stigende grad islamiserede Kenya har hun lært og læst, at jøderne er anstiftere af alt ondt her i verden. Hirsi Ali beskriver også, hvordan hun voksede op med en voldsom frygt for helvedes ild og flammer. Hun påpeger noget uhyre væsentligt: At man som muslim får indprentet, at uanset hvad man er beskæftiget med af jordisk aktivitet og arbejde har man altid fokus på livet efter dette. Livet på jorden anses som en investering i livet efter dette og vejen til paradis går over at underkaste sig samfundets og Guds vilje. Det har langt større betydning end individets frihed.
Hirsi Ali har også med denne bog skrevet sig ind i en tradition af kontroversielle kvindelige forfattere, født ind i islam. Jeg vil her nævne den marokkanske sociolog Fertima Mernissi, der i sit forfatterskab og liv har kæmpet for muslimske kvinders rettigheder. Dog synes Mernissi at foretage sit feministiske oprør inden for islams ramme, altså, det er mændene, der tolker islam til egen fordel, hvor kvinden, mener Mernissi, ifølge islam egentlig har masser af rettigheder.
Men Mernissi gav for 30 år siden sin egen originale tolkning af hvad det "muslimske system" frygter mest: Ikke kvinden, men den heteroseksuelle forening, det forhold, hvor en mand og kvinde i stigende grad forenes i seksuel og følelsesmæssig lykke. Det er denne sammensmeltning, der udgør en direkte trussel mod den muslimske mands loyalitet over for Allah. Og ifølge det muslimske system er der tale om en loyalitet, som den muslimske mands energi, tanker og følelser burde være fuldt ud koncentreret om.(2)
Mere synes Hirsi Ali dog at være beslægtet med en anden muslimskfødt ateist, den bengalske forfatter Taslima Nasrin, der i dag bor i eksil i USA. Nasrin besøgte Danmark for et par år siden, og her fortalte hun mig hvordan hendes mistro mod koranen begyndte, fordi hendes mor afviste, at det var et problem, at Nasrin ikke vidste, hvad ordene i den arabiske koran betød. Det var ligemeget, Nasrin skulle blot lære den udenad.
Taslima Nasrin blev verdensberømt, da hun i 90erne måtte flygte fra Bangladesh, fordi en privat islamisk gruppe satte en pris på hendes hoved på grund af hendes kritik af koranens syn på kvinden og hendes roman "Shame". Den handler om bengalske muslimers nedslagtning af hinduer som hævn for hindu fundamentalisters ødelæggelse af den 450 år gamle Babri moske sydøst for Delhi i Indien.(3)
Mindre kendt i Vesten er den ægyptiske forfatter og Virginia Woolf-oversætter Somaya Ramadan, der er en af de interviewede kvinder i den danske forfatter Hanne-Vibeke Holsts seneste bog "Da jeg blev vred". (4) Her vedkender Ramadan sig, at hun ikke længere er muslim og nævner også frygten for at være kommet på Det Muslimske Broderskabs sorte liste. (5) Årsagen er en passage i romanen "Leaves of Narcissus" fra 2001 (6), der blev tildelt årets prestigefyldte Naguib Mahfouz medalje. (7)
Bogen har stærkt selvbiografiske træk. Den handler om den unge kvindelige arabiske studerende Kimi, der sendes til det katolske Irland for at studere. Bogen beskriver med fin brug af litterære motiver Kimis sensible sind og det psykologiske og virkelige eksil, hendes nervesammenbrud og hendes vanskelighed ved at skelne andres smerte fra sin egen. Og hendes opdragelse til et føjeligt individ. I en scene er Kimi tilbage i sin fars hus, og konfronteres i en surrealistisk scene med en tale til sig selv, en lydig, hårdtarbejdende pige, der passer hvad hun skal: "Aldrig generede eller besværede hun nogen".
Til Hanne-Vibeke Holst forklarede Ramadan, at det, der ophidsede de konservative læsere var bogens eneste elskovsscene, der kun fylder et par linier, og hvor kvinden siger at manden har lært hende at bede til Gud ved hjælp af sex. De ægyptiske aviser var ekstremt kritiske og tabloidpressen satte en kampagne i gang imod Ramadan. Hun blev selvfølgelig bange, "Den slags kan man blive skudt ned for. At sammenblande sex og religion".
I interviewet gør Ramadan også rede for, hvor vanskeligt det er at skrive på arabisk, fordi det anses for at være et helligt sprog: "Det er ikke tilladt at omgås sproget på en personlig måde, eftersom det kommer fra Gud selv. Det er Guds ord, okay? Så du kan ikke lege med sproget - i hvert fald ikke hvis du skriver på et klassisk arabisk."
Noter:
(1) Ayaan Hirsi Ali: ”Kräv er rätt! - Om kvinnor, islam och en bättre värld” (Bonnier Fakta, Stockholm, 2005)
(2) Fertima Mernissi: “Beyond the Veil: Male-Female Dynamics in Modern Muslim Society” (Shenkman: Cambridge, M.A., 1975.) Gengivet i Hisham Sharabi: Neopatriarchy - A Theory of Distorted Change in Arab Society (Oxford University Press, New York, 1988) s. 33-34.
(3) Taslima Nasrin: “Shame” (Prometheus Books, New York, 1997)
(4) Hanne-Vibeke Holst: ”Da jeg blev vred - livshistorier fra kvindernes verden” (Gyldendal, København, 2004)
(5) Det Muslimske Broderskab blev grundlagt i 1928 af skolelæreren Hassan al-Banna. Broderskabet forsøgte med vold og terror at omdanne Ægypten til en islamisk stat. Broderskabet har afdelinger i et væld af lande og er rollemodel for islamistiske grupper verden over, både i de muslimske lande og i Vesten. I Vesten er hovedcentret Det Islamiske Center i Geneve, der har prædikanterne Hani og Tariq Ramadan, al-Bannnas børnebørn, i bestyrelsen.
(6) Leaves of Narcissus (oversat fra arabisk) (The American University in Cairo Press, Cairo, 2002)
(7) Naguib Mahfouz regnes for ef af Ægyptens største nulevende forfattere og er den eneste arabiske forfatter, der har modtaget Nobel-prisen i litteratur. Han var tæt på at miste livet, da han i forbindelse med fatwaen over Salman Rushdie forsvarede Rushdies ret til at skrive, hvad han ville.
|