| HRS - Forsiden | Om rights.no | Om HRS | Kontakt HRS | Bli HRS - venn i dag ! | In English | Lenker | Anbefalt litteratur | Nettstedskart |
Her er du: HRS - Forsiden > SKRIBENTEN > Arkiv > Fem år med Muhammed

VIKTIGE SØKEOPPLYSNINGER!
Søk i rights.no

Af Helle Merete Brix, redaktør af sappho.dk

Forleden fik jeg en vred email fra en eks-kæreste, der har kristen baggrund og er født og opvokset i Nigeria. Han har boet ti år i Europa, og lige nu bor han i London. Trods vore politiske uenigheder har vi bevaret et venskab igennem 8 år. I forbindelse med Muhammed-tegningerne ville han lige fortælle mig, at danskerne havde ødelagt deres land. Jeg var naturligvis ikke enig. Pludselig syntes det ene forbitrede ord at tage det andet. For det her drejede sig ikke om ytringsfrihed, sådan som han så det. Jeg modtog en email, der sluttede med ordene: ”Held og lykke med dit arbejde, når bare det ikke drejer sig om at smide alle mørkhudede folk ud af landet”.

Nu er det ikke første gang, jeg er blevet beskyldt for at være racist eller noget i den retning i de fem år, hvor jeg som skribent for alvor har beskæftiget mig med spørgsmålene omkring islam og indvandring. Men lige fra den kant havde jeg ikke ventet det.

Men sådan er der så meget. For et par måneder siden spiste jeg middag med en god ven, der er født i et af de lande i Europa, der engang var underlagt kommunistisk censur. Han mente at Jyllands-Posten ikke skulle have trykt tegningerne. Den pågældende ven er kunstner og har på egen krop oplevet hvordan censur umuliggjorde hans livsbetingelser. Derfor kom han i sin tid til Danmark som politisk flygtning. Han er også omtrent lige så skeptisk over for islams rolle i Europa som jeg selv. Men alligevel. Jyllands-Posten burde ikke have gjort, som de gjorde. Det kunne kun skabe ballade.

Jeg har oplevet, at folk, der har kendt mig i årevis ikke længere hilser, når vi træffer sammen til diverse arrangementer. Ligesom jeg møder folk, der har kendt mig i årevis og som stadig hilser, men på en men på en måde, så jeg ville ønske, de ikke havde gjort det!

Det er også sket, at jeg fra gamle bekendte at blive mødt med hentydninger om, at min motivation til at gå ind i debatten og til at skrive mine islamkritiske bøger er, at det giver pekuniære fordele. Jeg skal hilse og sige, at det gør det ikke. En stor del af os, der i dag rubriceres som ”islam-kritikere”, lever som freelancere, løst ansatte og/eller på understøttelse. Vil man have penge, prestige og karriere, skal man slå sig op som statsansat islamforsker, integrationsekspert eller leder af en multi-et-eller-andet forening. Ens udtalelser skal helst være så uklare som mulige og passe så dårligt med virkeligheden som muligt. Det er en sikker vej ind i TV-studierne og en gangbar karrierevej.

Udover en usikker karrierevej, betyder det at være modstander af indvandring fra muslimske lande desværre at det er svært at opretholde gode forbindelser til folk med muslimsk baggrund. Som om ens modstand mod en for stor indvandring skulle betyde, at man er optændt af et ubændigt had til folk, der er født ind i islam i Pakistan, Tyrkiet eller Syrien. Nemmest er det med de ofte islam-skeptiske persere. En bekendt af mig gennem mange år, født i et arabisk land og bosiddende i Danmark, ville ikke længere arbejde sammen med mig på et påbegyndt projekt, fordi et fremtrædende medlem af Dansk Folkeparti havde rost en af mine bøger i en radio-udsendelse. En anden samarbejdspartner med muslimsk baggrund lod sig skræmme til at tro at et samarbejde med så ”højreorienterede” folk som jeg selv og en kollega, ville være ødelæggende for hans karriere. Dette er blot et par ud af en række eksempler.

I debatten har jeg, som så mange andre kritikere af multikultur og indvandring fra muslimske lande, for eksempel tidligere indenrigsminister Karen Jespersen og historikeren Lars Hedegaard, oplevet at blive kaldt kaldt lidt af hvert. En ”Goebbells-lignende figur”, ”højrenational”, ligesom man har hæftet ordet ”nationalist” på mig eller betegnet mit ærinde som et ”forsvar for kristenheden” eller et angreb på religion i det hele taget. Det sidste har i høj grad undret mig, da jeg på niende år er et glad og tilfreds medlem af et buddhistisk trossamfund. Men det er uhyre vigtigt i disse tider at stå vagt om religionsfriheden, herunder også retten til at fravælge religion i det hele taget og alligevel blive betragtet som fuldgyldig borger i samfundet.

At vi har en sammenknytning mellem staten og den protestantiske kirke passer mig fint. I disse tider yder det, efter min vurdering, en nødvendig beskyttelse mod presset fra islam om at ytringsfrihed en skal begrænses. Havde vi haft islam som statsreligion, ville allerhøjest kristne og jøder have fået lov at udfolde deres religiøse praksis og de ville være sårbare minoriteter. Hverken ateister, buddhister, agnostikere, mennesker fra afvigende muslimske retninger eller frafaldne muslimer ville blive betragtet som mennesker på lige fod med muslimerne.

Hvad angår det at blive udråbt til ekstremist, kan man blot ryste på hovedet. Islamkritikernes modstandere ønsker åbenbart at skabe et billede af at vi nødvendigvis, i bedste fald er forskræmte folk bag kolonihavelåger, der nervøst vifter med det danske flag og aldrig har været længere væk fra København end Valby Bakke. I værste fald, synes modstanderne at mene, befinder vi os dér i det politiske billede, hvor der heiles, planlægges udryddelseslejre for muslimer eller andre uhyrligheder.

Men disse kritikere ved sjældent noget særligt dybtgående om fremmede kulturer og har aldrig svaret klart på følgende tre spørgsmål: Kan man forestille sig at man i et samfund, hvor majoriteten eller en betydelig gruppe mennesker er opvokset med muslimske normer, kan bevare den politiske kultur, som vi har udviklet i Norden og i Europa? Er den indvandring, der i dag foregår gennem hente-ægteskaber, til gavn eller skade for de muslimske kvinders frihed? Og hvis denne tilstrømning fortsætter, vil vi så i længden kunne beskytte de af vore borgere, der er født ind i islam og som ønsker et frit liv i Vesten mod ortodokse og fundamentalistiske kræfter? Allerede i dag må den syrisk-danske politiker Naser Khader leve med konstant beskyttelse af to PET-folk. Det er ikke etniske danskere, der truer ham, men yderligtgående muslimer. Vil denne beskyttelse være tilstrækkelig om ti år?

Besynderligt er det også at iagttage, at de mennesker, jeg engang troede jeg havde et åndeligt fællesskab med, kunstnere og skribenter, de der skulle være de første til at forsvare ytringsfriheden, med få undtagelser slet ikke har lyst til at gøre det. I den aktuelle sag om Muhammed-tegningerne vil forfatterne ikke støtte Jyllands-Posten, der menes at have haft fremmedfjendske motiver. De vil heller ikke længere være medlemmer af dansk PEN, fordi PEN har udsendt en ganske vist uhyre ulden erklæring, der støtter Jyllands-Postens kulturedaktør Flemming Rose. De vil slet ikke støtte bladtegnerne, der er truede på livet. Formanden for Dansk Journalistforbund, der vel også burde være interesseret i ytringsfrihed, har regnet sig frem til, at konflikten handler om, som han beskrev det i fagbladet Journalisten for nylig, ”så afgørende værdier som ytrings- og pressefrihed på den ene side og religionsfriheden på den anden side”.

Det er omtrent så tosset, som når godhjertede folk i disse tider foreslår fredsmøder, dialogmøder og undskyldningsmøder og ”spis arabisk-dag” i solidaritet med de sårede muslimer. Det minder mig om dengang det fra frisindede kredse i Tyskland blev foreslået, at ikke-muslimske kvinder i solidaritet med de fordomme, som tørklædebærende muslimske kvinder åbenbart blev udsat for i det offentlige rum, en bestemt dag skulle iføre sig hovedtørklæde. I det tyske feministiske tidsskrift Emma affødte det denne kølige kommentar fra en klarhjernet kvinde: ”Jovist. Og hvorledes ville det være med en symbolsk klitoris-omskæring i solidaritet med egypterinderne?”.

Alligevel er der en art mentalt forår på vej. Det er næsten fem år siden jeg mødtes med historikerne Lars Hedegaard og Torben Hansen og en persisk-uddannet ven for at diskutere, hvordan vi kunne belyse de problematiske sider af islam, som vi mente fandtes og som islamforskerne tydeligvis ikke ville beskæftige sig med. Ikke alene har vi siden da fået udgivet to islamkritiske bøger og skrevet et væld af kronikker og kommentarer i dansk dagspresse. Vi får flere venlige end fjendtlige breve og vi bliver stadig oftere ringet op af journalister fra både den trykte presse og diverse TV-stationer, der vi vide hvad vi mener eller som har brug for hjælp til research.

Man kan måske af alt et her konkludere, at nogen mennesker må gå foran i et samfund og tage de øretæver, man får, når man er første hold på banen med uhyre dårlige nyheder. Det bør i det mindste lære en at holde hovedet koldt, ikke tage ting for personligt og bevare en venlig indstilling til ens medmennesker. Selv de mest uklart tænkende.

Publisert som "Fem år med Muhammed", 23.02.06, Human Rights Service ©
Human Rights Service (HRS) Møllergata 9, 0179 Oslo - Norge Tlf: (047) 22 33 80 00[email protected] © HRS 2002 - 2006