| Af Kai Sørlander, filosof og forfatter
Vi lever i en tid med globalisering og migration. Konsekvensen er kultursammenstød. Bagsiden af udviklingen ser vi i islamistiske terrorangreb på vestlige mål, hvoraf det mest spektakulære har været angrebet på World Trade Centret i 2001. Hvorledes skal vi undgå den splittelse, som disse angreb repræsenterer? Hvorledes skal vi finde en konsensus hen over kulturelle og religiøse forskelle?
 I bogen "Bag fjendebilledet, islam og verden efter den 11. september" forsøger Thomas Hylland Eriksen at give et svar på det spørgsmål. (Bogen udkom på norsk i 2001. Den danske oversættelse, som jeg citerer efter, udkom i 2002). Han finder en væsentlig del af skylden hos os – Vesten – selv. Europæere og nordamerikanere af europæisk oprindelse har nu domineret verden i mere end 500 år, og det ”kan måske være på tide at dette hegemoni får en ende.” (s. 172). Ifølge Hylland Eriksen bør vi opgive vort gamle verdensbillede, hvor ”Europa og Vesten repræsenterede fornuften og fremskridtet”, og i stedet skal vi anerkende ”en verden præget af gennemstrømning, eksil intensiveret kontakt over alle tænkelige grænser, bastardisering, kreolisering og blandingsformer; hvor ingen grænser er absolutte, men hvor mennesker ikke desto mindre fortsat har forskellige erfaringer, fordi de lever under forskellige betingelser” (s. 173). For Hylland Eriksen er dette ikke en mere eller mindre truende virkelighed, men et ideal. Et ideal, hvor ”alt flyder.” Hvis ingen grænser er absolutte, så kan der ikke være nogen værdier, som står over andre, og som alle bør respektere. Og så bliver der heller ikke nogen principiel forskel på de vestlige politiske frihedsrettigheder og den islamiske sharia-lov. Alt indgår i den samme grød.
Der kræves ikke megen eftertanke for at konkludere, at en sådan principløs politisk orden ikke kan fungere. For den har ikke noget fælles holdepunkt, som skal forpligte alle. Gør man principløsheden til princip, så undergraver man selve betingelsen for en rationel politisk orden.
Hvis vi skal forstå, hvad der er gået galt for Hylland Eriksen, så skal vi forsøge at finde frem til, hvad der er hans principielle argumentation for den politiske principløshed, som han ender i. Her er han imidlertid ikke klar; men læser vi hans bog omhyggeligt, så kan vi få øje på konturerne af en argumentation. Hans udgangspunkt hviler på et krav om dialog. I disse tider, hvor kulturer og religioner støder sammen, og hvor der let opstår konflikter, er der behov for dialog. Det er nødvendigt, at repræsentanter fra forskellige kulturer og religioner indgår i en indbyrdes dialog for at løse de fælles problemer.
Det kan alle være enige om. Det er nødvendigt, at vi taler sammen på tværs af kulturer og religioner. Men hvis en dialog ikke skal ende som en slåskamp, så må den bygge på et fælles værdigrundlag. Og hvorfra får vi det værdigrundlag, som bør gælde for en ægte samtale på tværs af kulturer og religioner? Gennem besvarelsen af det spørgsmål, kan vi se, hvor Hylland Eriksen går galt.
Betingelser for den globale dialog
Med kulturen og religionen får vi vore umiddelbare værdier. Og når vi er fælles om disse værdier, har vi lettere ved at leve sammen og løse konflikter. Men hvad så, når vi skal tale med folk fra andre kulturer og religioner? Hvilke værdier bør vi så bygge på? Det er et politisk-filosofisk spørgsmål, som vi bør forsøge at gennemtænke så rationelt som muligt.
I første omgang kan man fastslå en negativ konklusion. De værdier, som vi bør dele for at kunne indgå i et ægte dialog-fællesskab på tværs af kulturer og religioner, kan ikke blot komme fra en særlig kultur eller religion. For det er uretfærdigt imod folk fra andre kulturer eller religioner. Derfor kan vi kun indgå i en ægte dialog med folk fra andre kulturer og religioner, hvis vi – intellektuelt forstået – er i stand til at løsgøre os fra vor umiddelbare binding til vor egen kultur og religion.
Men når vi løsgør os fra denne binding, hvad skal vi så i stedet binde os til? Hvad bør vi så efter rationel overvejelse tage som det fælles grundlag?
Kan det være, at vi som udgangspunkt skal kræve ligeværdighed mellem alle kulturer og religioner? Straks vi har spurgt således, kan vi også se konsekvenserne. Hvis vi bygger på et sådant krav, så ender vi i en sump, hvor der ikke er noget fælles grundlag. Så er principløsheden gjort til princip. Det synes at være den vej, som Hylland Eriksen er gået.
En sådan ligeværdighed er selvopløsende. Den giver simpelt hen ikke noget fælles grundlag, hvorfra man kan indgå i dialog mellem kulturer og religioner. Dertil kræves et grundlag, som alle bør være forpligtet på ganske uanset deres kultur eller religion.
For at finde det grundlag må vi tage endnu et skridt. Men hvor fører det hen? Rationelt set er der kun én mulighed. I stedet for at kræve ligeværdighed mellem kulturer og religioner bør vi kræve ligeværdighed mellem personer. Det fælles værdigrundlag for en global politisk dialog bør bygge på en anerkendelse af ligeværdighed mellem personer. Det vil sige, at alle i princippet bør anerkendes som ligeværdige uanset deres kultur og religion. Til gengæld bør de så også selv anerkende andre som ligeværdige uanset deres kultur og religion.
Således forstået er kravet om personlig ligeværdighed et rationelt krav, som forpligter den enkelte over for andre; og som både har konsekvenser med hensyn til, hvorledes samfundet bør indrettes, og hvorledes forskellige samfund bør forholde sig til hinanden. Indadtil fordres en form for demokrati; og udadtil fordres en villighed til at indgå i gensidig dialog. I begge dimensioner kræves, at man grundlæggende argumenterer ud fra fordringen om personlig ligeværdighed; og at man ikke argumenterer ud fra særlige kulturelle eller religiøse værdier. Der kræves altså en grundlæggende sekularisering af det politiske.
Realiseringen af den globale dialog
Kravet om personlig ligeværdighed er et rationelt politisk krav, som alle bør anerkende uanset kultur og religion. Det er ikke et særligt vestligt krav, men det er primært realiseret i Vesten. Det er primært dér, at man har integreret kravet i den herskende kultur, og at man har skabt nogenlunde velfungerende demokratier, som søger at efterleve kravet i den politiske sfære.
Det samme er ikke sket i den islamiske verden. Dér har man ikke på samme måde integreret kravet om personlig ligeværdighed i den herskende politiske kultur, og man har ikke indefra lagt en selvstændig grund for levedygtige demokratier. I den islamiske verden er ideen om det sekulære demokrati importeret – og importeret fra Vesten.
Hvorfor den forskel? Hvis vi skal forstå vor nuværende historiske situation, så er det meget vigtigt, at vi kender svaret på det spørgsmål. Her kan jeg selvfølgelig ikke give et fyldestgørende svar, men jeg kan antyde lidt af vejen. Umiddelbart vil det være naturligt at undersøge, om forskellen har noget at gøre med de herskende religioner. Det kunne den fx have, hvis religionerne var forskellige med hensyn til, hvor let de lader sig forene med kravet om sekularisering af det politiske.
Gør man sig den anstrengelse at se på indholdet af de respektive religioner – kristendommen og islam – så finder man en afgørende forskel. I kristendommen er det Jesu liv og forkyndelse, der står i centrum. Jesus søger ikke politisk magt. Tværtimod lader han sig modstandsløst føre til korset. Og når han siger, at hvis nogen slår dig på den ene kind, så vend den anden til, så har han dermed også sagt, at man aldrig kan have Gud på sin side, når man er i konflikt med andre. Og derfor kan man heller aldrig være berettiget til at bruge Gud politisk.
Det er helt anderledes med Muhammed, som står i centrum for islam. Han var selv ikke kun religiøs leder, men samtidig også militær, politisk og juridisk leder. Og han gav i sin forkyndelse, som findes udtrykt i Koranen, og gennem sit eget eksempel konkrete anvisninger på, hvorledes lovgivningen i samfundet skal være.
Forskellen er åbenbar. Mens Jesu liv og forkyndelse implicerer en sekularisering af det politiske, så implicerer Muhammeds liv og forkyndelse en sammensmeltning af politik og religion. Det betyder rent principielt, at det alt andet lige vil være lettere at udvikle en sekulær demokratisk orden, hvor den herskende religion er bestemt af Jesu liv og forkyndelse, end hvor den er bestemt af Muhammeds liv og forkyndelse. Og når det gælder principielt er der ingen grund til at tro, at det ikke også har haft indflydelse i virkeligheden. Dette modsiges ikke af, at der er kristne, som har villet bruge deres religion politisk. For når de ikke har kunnet skabe levedygtige teokratier, er der grund til at tro, at det skyldes, at de er blevet modsagt indefra – fra Jesu egen forkyndelse. Hvem kan skabe et teokrati på budet om at vende den anden kind til? De, der har villet realisere islam som politisk lov, bliver derimod ikke modsagt af Muhammeds forkyndelse.
Set i historiens bakspejl er det rationelt at tro, at når vi i Vesten har været i stand til at udvikle relativt velfungerende sekulære demokratier, så skyldes det ikke, at vi har været specielt rationelle. Men det skyldes, at vi har haft en religion, som selv har hjulpet os med at sekularisere det politiske. Denne ydmyge erkendelse bør vi have med, når vi går ind i den globale – interkulturelle og interreligiøse – dialog. Hvor vort rationelle grundkrav ikke bør være ligeværdighed mellem kulturer og religioner, men ligeværdighed mellem personer ganske uanset deres kultur og religion.
Forsvaret for den personlige ligeværdighed
Ser vi tilbage på den argumentation, der har ført os frem til dette punkt, så kan vi se, at Hylland Eriksen begår to afgørende intellektuelle fejl. For det første, når han i realiteten kræver ligeværdighed mellem kulturer og religioner, hvor han rettelig burde kræve ligeværdighed mellem personer ganske uanset kultur og religion. For det andet, når han ikke forstår, hvor afgørende det har været, at kristendommen og islam er forskellige med hensyn til, hvor let de lader sig forene med betingelserne for en sekulær demokratisk orden. Det er som følge af disse fejl, at han gør sig til talsmand for en politisk principløshed, der vil ende med at undergrave betingelserne for, at vi fortsat kan opretholde en sekulær demokratisk orden – og at vi fortsat kan bevare en politisk ramme, som sikrer personlig ligeværdighed for alle uanset religion.
Problemet ville selvfølgelig ikke være så stort, hvis Hylland Eriksen blot var en enlig svale, som selvstændigt fulgte sine egne tanker og begik sine egne fejl. Men desværre er der ikke megen selvstændighed i hans tanker. Hans fejl er akademiske modefejl. Det gør dem langt farligere. Vi står i en situation, hvor en stor og indflydelsesrig del af den akademiske verden anbefaler en politik, som i sin konsekvens vil undergrave betingelserne for vor sekulære demokratiske ordens fortsatte eksistens. Og som derfor vil undergrave de sociale betingelser for den personlige åndsfrihed. Denne uigennemtænkte akademiske følgagtighed skal først og fremmest imødegås med argumenter. Og man kan så kun håbe på en reel diskussion, som kan vække det akademiske miljø og få det til at foretage den dybere refleksion, som burde have været dets pligt.
Publisert som "Den globale dialog – principper og dilemmaer" Human Rights Service © |