| HRS - Forsiden | Om rights.no | Om HRS | Kontakt HRS | Bli HRS - venn i dag ! | In English | Lenker | Anbefalt litteratur | Nettstedskart |
Her er du: HRS - Forsiden > Integrering > Indvandrerkvinder holdes i isolation

VIKTIGE SØKEOPPLYSNINGER!
Søk i rights.no


Af ORLA BORG og DORTE KUULA

Ca. 13.000 indvandrer-kvinder er reelt sat uden for det danske samfund. De får ingen offentlige ydelser og er uden for myndighedernes rækkevidde. Det er ofte deres mænd, som hindrer dem i at blive integreret. Ny integrations-minister vil gå i aktion. Regeringens planer om at få 25.000 flere indvandrere i arbejde i de næste fem år bliver undermineret af, at et meget stort antal indvandrerkvinder lever et isoleret liv uden kontakt til det danske samfund, advarer flere integrationskonsulenter.

Kvindernes isolation smitter af på anden og tredje generation i indvandrerfamilierne, bl.a. fordi kvinderne aldrig kommer til forældremøder i børnehaver eller skoler. Der er omkring 100.000 indvandrerkvinder i den arbejdsdygtige alder fra ikke-vestlige lande i Danmark. 60 pct. af dem er uden tilknytning til arbejdsmarkedet. Værst ser det ud for kvinder fra lande som Somalia, Libanon, Irak og Afghanistan, hvor 85-90 pct. står uden for arbejdsmarkedet.

Nu viser en opgørelse fra Danmarks Statistik, at ca. 13.000 af disse kvinder stort set lever uden for nummer. De får ingen offentlige ydelser, og derfor kan de danske myndigheder ikke stille krav til dem. Det betyder, at kvinderne oftest lever et liv i et parallelt samfund hjemme i lejligheden i boligblokken uden nogen form for kontakt til omgivelserne. Ofte er det mændene, der holder dem tilbage. Lederen af Socialcenter Nørrebro, Bodil Vendel: »Vi ved af erfaring, at hvis kvinderne bliver for oplyste, bliver de i mange tilfælde i bogstaveligste forstand banket på plads af mændene.«

Integrationskonsulent i Københavns Kommune, Manu Sareen, taler om udviklingen af en kraftigt voksende underklasse blandt indvandrerne, der isolerer sig stadigt mere: »Specielt kvinderne er isoleret. Der sker i disse år en radikalisering, som er dybt foruroligende, hvor kvinderne holdes mere og mere inden for hjemmets fire vægge, fordi mændene ønsker det sådan.«

Mænd tvinger konen
Sekretariatschef i Islamisk Trossamfund i København, Mohammed Selfati, bekræfter, at det ofte er mændene, der ikke vil tillade, at kvinderne kommer ud i samfundet. Men han tilføjer, at kvinderne også er isolerede på grund af børnepasning, deres egen selvopfattelse af deres kønsrolle samt af frygt for verden uden for hjemmet.

»Udviklingen er alarmerende, fordi kvindernes isolation går videre til anden og tredje generation af kvinder. Vi risikerer, at de heller ikke kommer ud i det danske samfund. Det haster med at få kvinderne ud af lejlighederne,« siger Mohammed Selfati.

Formanden for Integrationsrådet i Århus Kommune, Mohammad Reza Taremian, opfordrer regeringen til at undersøge omfanget af isolationen og iværksætte en offensiv for at få de isolerede indvandrerkvinder ud i samfundet. Den opfordring tager den nyudnævnte integrationsminister, Rikke Hvilshøj (V), til sig.

»Jeg vil snarest tage et møde med nogle familiesammenførte kvinder og andre, der ved noget om problemet,« siger Rikke Hvilshøj, som erkender, at der ligger en stor opgave i at få forklaret mændene, at der er ligestilling i Danmark.

»Det nytter ikke, at nogle mænd holder deres koner hjemme. Det skader også børnene, hvis deres mor aldrig kommer ud,« siger Rikke Hvilshøj, som påpeger, at kommunerne i kraft af en regelændring i 2003 kan få økonomisk støtte til at aktivere selvforsørgende kvinder.

[email protected]
[email protected]

Human Rights Service (HRS) Møllergata 9, 0179 Oslo - Norge Tlf: (047) 22 33 80 00[email protected]© HRS 2002 - 2005