For seks år siden advarede professor Poul Chr. Matthiessen skarpt mod konsekvenserne af en voksende indvandring. Hans udtalelser vakte stor opsigt og var medvirkende til, at politikerne næsten har lukket døren til Danmark. Nu advarer Poul Chr. Matthiessen igen: For første gang i Danmarkshistorien oplever vi, at nogle indvandrere er fjendtlige over for danske normer og værdier. Skal integrationen ikke blive en fiasko, er der brug for et opgør med det muslimske kønsrollemønster.
Af ORLA BORG
Det var søndag den 29. august 1999. Forsiden af Jyllands-Posten viste en stolt prins Joachim med et bredt smil foran Rigshospitalet: »Han er så stor!« fortalte han pressen om sin og prinsesse Alexandras førstefødte søn. I dag synes det længe siden. Der er sket temmelig meget på det kongelige område siden da. Det samme gælder emnet for avisens tophistorie den søndag: Indvandringen vil forandre Danmark, lød overskriften. Professor i befolkningsudvikling, Poul Chr. Matthiessen, advarede om det omfang, indvandringen havde nået, og sagde: »Jeg mener ikke, at danskerne har fået sandheden at vide. Den nuværende indvandring er uden historisk sidestykke. Den får nogle konsekvenser, som ingen rigtigt vil diskutere, men som rammer midt ned i den danske befolknings kultur, religion og levevis. Det, man i realiteten har ladet ske, er en omfattende ændring af den danske nation. Den helt afgørende faktor bliver den muslimske befolkning. Vil den blive verdsliggjort, eller vil den holde fast i traditioner og måske udvikle sig i mere fundamentalistisk retning. Muslimerne vil givetvis kræve respekt for deres religion, traditioner og skikke, jo større antal de bliver, og det kan støde sammen med dansk kultur,« sagde professoren. Han henviste til en prognose fra Danmarks Statistik, som viste, at antallet af indvandrere og efterkommere i 2020 ville være på 13,7 pct. - og hovedparten ville være fra ikke-vestlige lande.
Voldsom kritik
Det var ganske uhørt af en forsker at sige i 1999. Professoren blev omgående overfaldet af kritikere: Retsordføreren for de regeringsbærende socialdemokrater, Lissa Mathiasen, kritiserede professoren for at male Fanden på væggen. Flygtningeordfører hos regeringspartneren, Det Radikale Venstre, Henrik Svane, kaldte Matthiessen for hoven og tilføjede, at den danske befolkning har været med i hele denne proces. Danmarks Radio lavede i programmet Mediemagasinet et indslag, hvis hovedbudskab var, at Matthiessens prognose var uvederhæftig. I Politiken kaldte en tv-anmelder Matthiessen for en forhenværende professor, som blotlagde den blanding af videnskab og politik, man kan finde i visse dele af pressen. Og Danmarks Radios nyhedsredaktør, Lisbeth Knudsen, sagde offentligt, at Matthiessen havde optrådt på Fremskridtspartiets landsmøde - en forkert påstand, som hun senere undskyldte i et personligt brev. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen blev bedt om at kommentere Matthiessens udtalelser, og sagde, at han ikke fandt det relevant. Men det var dengang. På blot seks år er der sket et holdningsskred i den danske befolkning og i Folketinget.
Nogle begyndte at lytte
Selv om professor Matthiessen i første omgang nærmest blev stemplet som småracistisk, da han advarede om indvandringens konsekvenser, begyndte nogle at lytte til ham. Det gjaldt blandt andre socialdemokraten Karen Jespersen, som klippede artiklen ud af avisen den søndag. Og da hun et halvt år senere blev indenrigsminister kopierede hun den og uddelte den til centrale embedsmænd i ministeriet: »Jeg syntes faktisk, at situationen var ved at være alarmerende, og at Matthiessen havde set helt rigtigt ved at foreslå en egentlig regeringskommission om indvandring og integration. Jeg inviterede ham til møde i ministeriet og bad ham uddybe sine synspunkter.« Derefter fremlagde hun forslaget om at nedsætte en regeringskommission for regeringens koordinationsudvalg, men blandt andet daværende finansminister Mogens Lykketoft og den radikale leder, Marianne Jelved, afviste.
»Det var alt for kontroversielt, mente de, og hos socialdemokrater som daværende miljøminister Svend Auken og retsordfører Dorte Bennedsen var holdningen den, at problemer i forbindelse med indvandring skulle ties ihjel,« siger Karen Jespersen. Resten er socialdemokratisk historie: Karen Jespersen kunne ikke få sine stramninger i udlændingepolitikken igennem. Hun gik til oprør mod partiledelsen og forlod politik. Socialdemokratiet tabte to folketingsvalg, især på grund af en loren holdning til stramninger i udlændingepolitikken. Nu har partiet så - efter to formandsskift - foretaget en kovending og foreslår barske stramninger, som får selv hardlinere på den borgerlige fløj til at fremstå som de rene humanister.
Flertal for stramninger
Men det var bare holdningsskiftet i Socialdemokratiet. Andre partier er også blevet mere positivt stemt over for stramninger i udlændingepolitikken siden 1999. Nu går et stor flertal af politikere og indvandrerforskere rundt og giver udtryk for samme bekymringer, som Matthiessen gjorde dengang. Valgforsker, lektor Hans Jørgen Nielsen fra Institut for Statskundskab på Københavns Universitet, siger: »Matthiessen spillede en afgørende rolle for dette holdningsskift. Han fik rejst debatten om perspektiverne i indvandringen. Hans advarsler gjorde pletvist indtryk på nogle ministre allerede i SR-regeringens tid, og de blev centralt tankegods for den borgerlige regering, da den kom til i 2001.« Holdningsskiftet førte til, at et stort flertal i Folketinget ville gennemføre en plan i to dele:
1. Indvandringen skulle begrænses.
2. Integrationen skulle forbedres.
Første del af planen har virket. Stramning efter stramning i udlændingeloven har ført til, at antallet af opholdstilladelser til flygtninge og familiesammenførte er styrtdykket til henholdsvis 25 pct. og 40 pct. - af, hvad det var i 1999.
Det kan også aflæses af kurven over befolkningsudviklingen i Danmark, hvor stramningerne er en væsentlig årsag, at det nu ikke hedder 13,7 pct. indvandrere og efterkommere i 2020, men i stedet 10,7 pct. Det svarer til, at der ifølge den seneste prognose ikke vil være 762.000, men 598.000 indvandrere og efterkommere i Danmark i 2020.
Integrationsfiasko
Anden del af planen er blevet en dundrende fiasko. Integrationen er hidtil slået fejl, viser de tørre tal: Under halvdelen af indvandrere fra ikke-vestlige lande er i arbejde. Skønt de kun udgør 5 pct. - af be- folkningen, lægger de beslag på 38 pct. - af kontanthjælpen. Unge indvandrere og efterkom-
mere fra ikke-vestlige lande begår kriminalitet dobbelt så hyppigt som unge danskere. Ghetto-lignende bydele, hvor indvandrere lever uden kontakt med det danske samfund vokser. Børn af indvandrere og efterkommere klarer sig generelt dårligt i skolerne og får ikke nogen uddannelse. Stadig flere indvandrere og efterkommere føler sig uden for det danske samfund og trækker sig ind i deres egen kultur, tradition
og religion.
Det er disse problemer med integration, der nu igen får professor Poul Chr. Matthiessen til melde sig i debatten med en kraftig advarsel: »Hvis det ikke lykkes at få indvandrere og efterkommere ind på arbejdsmarkedet eller i gang med en uddannelse, bliver der skabt en ny underklasse. Den vil fjerne sig længere og længere væk fra det danske samfund og finde et ståsted i en religion, en kultur og en tradition, der bringer sammenhængskraften i det danske samfund i fare,« siger Matthiessen og drager sammenligninger med den hidtidige historiske indvandring til Danmark: »Vi står for første gang i Danmarkshistorien med en indvandring, hvor grupper blandt indvandrerne ikke bare accepterer de eksisterende værdier og normer i værtslandet. Nogle af dem er ligefrem fjendtligt indstillet over for disse normer. I virkeligheden er det noget uhyre dristigt, vi har gjort. Spørgsmålet er, om vi kan og skal gøre noget ved det,« siger han.
Kvinderne har nøglen
Matthiessen henviser til, at alle tidligere indvandrergrupper før midten af 1970'erne ret hurtigt tilpassede sig de almindelige normer og værdier, der var gældende i Danmark. Det gælder lige fra de hollandske bønder i 1500-tallet, de franske huguenotter i 1600-tallet, de svenske industriarbejdere i 1800-tallet, de polske roearbejdere i 1890'erne og de jødiske flygtninge fra pogromerne i Rusland omkring 1900 til de ungarske flygtninge i 1956 og de chilenske flygtninge i begyndelsen af 1970'erne. Situationen i dag er anderledes, mener Matthiessen, fordi der er opstået stadig flere enklaver af de såkaldte parallelsamfund i landets ghettoer. Her lever indvandrere og efterkommere videre efter det oprindelige hjemlands kultur og traditioner uden nogen form for kontakt til det danske samfund. »Det er meget afgørende at få ændret. Det vil alle være enige om. Men hvor skal forandringen begynde? Jeg mener, at nøglen skal findes i et kvindeoprør blandt muslimske kvinder,« siger Matthiessen: »Hvis man opretholder sit gamle syn på forholdet mellem mand og kvinde, kan man ikke tro, at man bliver integreret på arbejdsmarkedet i Danmark. Mændene bør give deres koner og døtre frihed. Gør de ikke det, må kvinderne gøre oprør. Om ikke andet så for deres børns skyld. For hvis børnene blot ser deres mor gå derhjemme uden at kunne tale dansk og uden arbejde, går kønsrollemønsteret i arv. Det er ikke for at blande sig i privatsfæren; det er bare en konstatering af, at der er nogle kulturelle træk, der ikke passer ind i vores samfund,« siger han. Han henviser til en episode fra forsikringsselskabet Danica, hvor en veluddannet muslimsk kvinde var indkaldt til jobsamtale. Hendes mand tog med til samtalen og krævede, at hans kone skulle gå kl. 16 hver dag, at hun ikke måtte have overarbejde, og at hun ikke måtte deltage i kurser og seminarer i forbindelse med arbejdet. Hun fik ikke jobbet.
Accept af det danske samfund
»Man kan ikke leve i det danske samfund uden at acceptere den ligestilling mellem mænd og kvinder, som gælder her. Når nogle muslimske børn klarer sig dårligere i skolerne, er det i en vis udstrækning, fordi de kommer fra hjem med ringe inspiration til omverdenen, fordi moderen er ude af kontakt med det danske samfund. Man skal give kvinderne mulighed for at deltage i samfundet, være innovative og bidragende. Det vil give børnene en meget bedre ballast,« siger professoren.
Poul Chr. Matthiessen baserer sine synspunkter på internationale undersøgelser af den sociale og økonomiske udvikling i befolkningen. Han har selv netop færdiggjort en analyse af befolkningsudviklingen i Mellemøsten. Her vil befolkningstallet i 19 lande, hvoraf de fleste er arabiske, stige fra 377 millioner i 2000 til 571 millioner i 2025 - en stigning, der ifølge Matthiessen vil lægge et stort indvandringspres på Europa. Analysen er baseret på FNs seneste befolkningsrapport, som angiver en væsentlig årsag til, at den økonomiske og sociale udvikling i Mellemøsten halter langt bagefter udviklingen i eksempelvis Vesten og Sydøstasien: Kvindernes manglende ligestilling.
Sammenhængskraft
»Der er ikke langt fra Mellemøsten til Danmark i denne sammenhæng. Hvis kvinden fastholdes i et kønsrollemønster, hvor hun i realiteten ikke kan bidrage til samfundsudviklingen uden for hjemmet, lægger det store begrænsninger på den sociale og økonomiske udvikling i samfundet. Det kan være et problem for de mellemøstlige lande. Det er helt sikkert et problem i forhold til indvandrernes situation i Danmark,« siger Matthiessen, som godt er klar over, at synspunktet - også denne gang - vil virke kontroversielt på nogen: »Folk har spurgt mig, om jeg er imod indvandring. Det er jeg ikke. Det skal bare være en indvandring, der kommer både indvandreren selv og modtagerlandet til gode. Ellers risikerer vi, at det går ud over den sammenhængskraft, der findes i det danske velfærdssamfund. Det er ved at ske nu,« siger Poul Chr. Matthiessen.
|